Julens symboler.

Vi kender alle julens symboler men har vi tænkt over symbolernes betydning. ?

Jeg vil prøve at redegøre for blot nogle af julens symboler eller hvad jeg mener de kan betyde.

Den lysende Jule stjernen.

Den skinnende håb for menneskeheden. Det skindene lys der leder os ud af mørket.

Juletræet.
Det stedsegrønne træ der aldrig visner. Et symbol på kærligheden fra vores skaber.
og et symbol på livets træ.

Farven Rød.
symbol på, at Frelserens offer.

 

Farven hvid.
Symbol på renhed.

Farven grøn.
Symbol på håb.

Klokker.
Ringe for at guide de tabte får tilbage i foldens sikkerhed.

Kransen.
Et symbol på den evige kærlighed der ingen ende har.

Hyrdestokken.
Giver støtte og styrke til hyrden i hans arbejde.

Stearinlys.
Symbol på det lys skaberen har tændt i hver af os. Tid til eftertænksomhed.
Gaver.
Symbol på tolerance og kærlighed. At kunne give som at modtage. Et symbol på fødselsdags gaver til hinanden i det Kristus lever i os.
Engle.
Symbol på budbringer. Den der har øre vil høre. Åben din horisont og du vil se.

De 3 vise mænd. et symbol på de tre dyder visdom,skønhed og styrke.

Dette er blot nogle af julens symboler og min fortolkning af dem.
Har du tænkt over julens symboler og deres betydning ?

Den kubiske stens kærlighed til den rå sten.(broderkærlighed)

Den rå sten, som den var, da blev taget op fra jorden. I det øjeblik at stenen blev løftet op fra jorden begynder arbejdets processen med den.


Den første der løfter stenen op er en broder der selv engang har været en rå sten. Selve processen er noget du selv skal søge. Søg og du skal finde. ”kend dig selv” men uden det første løft ville den stadig ligge i jorden. Løftet er broder kærligheden. Den rå sten er det den profane verden knapt ser mens en broder der selv kan huske hvordan det var at være den rå sten hvor livet susede forbi. Broderen/stenhuggeren der løfter den op ser hvad den kan blive til. En sten i et prægtigt tempel. Derfor er den rå sten også vigtig i broderskabet for uden den ville der ikke være noget tempel. Og uden start sten ingen slut sten. Uden lys intet mørke og intet mørke uden lys.

Hvilket ideal bør frimureren bringe sit indre liv i harmoni med for at kunne give den højest mulige styrke og kraft til det arbejde, han udfører, når han tilhugger den rå sten for at gøre den egnet til brug ved opførelsen af Kong Salomons tempel? Den rå sten er det ydrer som til hører den profane. Og den kubiske tilhugget sten er det den rå sten indeholder eller det potentiale den har. Disse modstillede forhold optræder igen ved indgangen til vores tempel i de 2 søjler J og B oven over står der kend dig selv hvilket er det frimureriske værktøjs essens Dette danner baggrund for alle vores værktøjer så som mejsel og hammer, tommestokken, vinklen og passeren mm. At kende sig selv er udgangs punktet i dit indre arbejde eller formgivning for udvikling. Vi er stenene der skal bruges til at opfører kong Salomons tempel og den profane verden er de rå sten der endnu ikke er tilhugget. Altså er det ydrer symboliseret ved den rå sten og det indre symboliseret med den kubiske sten eller den tilhuggede sten. Den rå sten som symbol på det ydre af bygningen eller det der første vi ser. Og jo dybere vi når ind jo mere tilhugget bliver stene i form af de mennesker og værdiger den indeholder. Sten som symbol på frimureriet ved at vi kommer fra evigheden og vil bestå i evigheden. Sten er også et symbol på evighed. Den rå sten i styrke den kubiske sten i stabilitet tilsammen at grundfæstne.

Af Br. Franck B Krogh. II. DDFL DKS 811.

Frimurernes symboler viser vej til Gud

Frimureriet er som et åndeligt fitnesscenter, siger frimurer og tidligere politiker Peter Duetoft


Frimurernes verden er svøbt ind i et århundredgammelt landskab af symboler, som hver især gemmer på en bestemt åndelig mening. Gennem en livslang vandring i denne skov af symboler ledes man som medlem af ordenen frem mod en dybere viden om sig selv og livets store spørgsmål.





En åndelig vandring på symbolernes sti
Frimurerordenen er en orden med inspiration fra kristendommen, der består af 12 grader og bygger på viljen til selverkendelse og åndelig udvikling.

- Allerede i frimurerordenens 1. grad møder man alle de frimureriske symboler, men man forstår først deres virkelige betydning i de højere grader, fortæller frimurerlogen Nordstjernens ordførende mester, tidligere politiker Peter Duetoft, der har ordenens 10. grad.
Nogle af de første symboler, man som frimurer står ansigt til ansigt med, er eksempelvis de tre visdommens søjler. De står for visdom (Gud har skabt mig), styrke (hvordan jeg lever mit liv) og skønhed (et skønt liv for mig selv og andre mennesker). Søjlerne peger på det essentielle i frimurernes virke, nemlig selverkendelse, redskaberne til at bygge denne med og resultaterne af den. Symbolerne viser på den måde vej på den indre rejse.
- Det, vi får foræret i frimureriet, er nogle midler, hvormed vi kan forbedre os selv som mennesker. Frimurerordenen er faktisk som et åndeligt fitnesscenter, siger Peter Duetoft.



Det indre tempel opbygges

Det centrale symbol i frimureriet er kong Salomons længst forsvundne tempel i Jerusalem. Templet var centrum for den jødiske religion i perioden 963-586 f.Kr., og ifølge overleveringen var Pagtens Ark med tavlerne med de 10 bud gemt her. Det er opbygningen af dette tempel i symbolsk forstand – det vil sige den menneskelige sjæl - der er frimurernes ypperste åndelige formål.


En kopi af Salomons tempel troner i det københavnske gadebillede, hvor den store frimurerloge på Blegdamsvej i hovedstaden netop er opført i dets billede. Bygningen er kubisk og dermed lige stor på alle leder for at symbolisere det perfekte. Den rå og uslebne sten er internt i ordenen et symbol på det modsatte – den menneskelige ånd, der skal perfektioneres.

De to kæmpemæssige søjler ved indgangen, der går under navnene ** og **, symboliserer lyset og mørket i menneskelivet. Lys og mørke, liv og død er netop det, som mange af logens symboler og de tilhørende ritualer kredser om.

Udover templet er de mest kendte frimurersymboler vinklen, som står for forstanden, og passeren, der er et udtryk for ånden, der kan udvides. Ofte kigger Guds altseende øje ud midt mellem disse og minder én om, at man som frimurer anerkender eksistensen af denne åndelige magt.



Ingen frimurerisk Gud

Selv om symbolerne er udledt af den kristne lære, er det vigtigt at huske, at frimureri ikke er en erstatning for religionen, men en moralsk udviklingslære, der handler om selvudvikling.

- Der findes ikke en frimurerisk Gud og heller ingen frimurerbibel, men frimureriet er et arbejdsredskab i relation til en religion, siger Peter Duetoft.

Det har dog siden ordenens grundlæggelse i Danmark i 1743 været et kriterium for optagelse, at man er døbt og tror på et skabende princip eller en åndelig intelligens, som styrer universet. Derudover anser frimurerne religion for at være en privat sag. Frimureriet har ingen dogmer eller doktriner, som styrer de enkelte frimureres livsopfattelse eller tro, men forestiller sig Gud på mange forskellige måder ud fra den enkeltes baggrund.



Opbyggende symboler

Frimurerne var oprindelig, hvad ordet i sin kerne fortæller, nemlig frie murere, der opførte Europas enorme katedraler i middelalderen. Derfor er forskelligt værktøj fra murerfaget at finde blandt deres symboler, hvilket vil sige alt, hvad der er nødvendigt for at bygge et godt hus i overført betydning.

Også gradsinddelingen i frimurerordenen signalerer symbolværdien. Det danske frimurersystem, som bygger på det såkaldt svenske system, har 12 grader, som er inddelt i tre Sankt Johannes-grader, tre Sankt Andreas-grader og fem kapitelgrader. Den 12. grad er forbeholdt ordenens Stormester.

- Johannes-graderne symboliserer Johannes Døberen og hans budskab om Jesu komme, mens Andreas-graderne fokuserer på budskabet ”Følg mig”, som Sankt Andreas fik fra Jesus. Kapitelgraderne, der også kaldes de skotske højgrader, handler om det åndelige slægtskab til tempelridderne, fortæller Peter Duetoft.



Frimureri forpligter

At være frimurer forpligter. Grundtanken er som nævnt at man påtager sig at lave et stykke åndeligt arbejde hele livet igennem og arbejde til ”Den Trefold Store Bygmesters ære” og ”menneskehedens fuldkommenhed”. Mange kendte mennesker har gennem tiden indvilliget i dette under ordenens vinger, og derfor er de frimureriske symboler at finde i en betragtelig del af for eksempel verdens kunst, musik og litteratur.

Senest har forfatteren Dan Brown med sin bestseller ”Det forsvundne tegn” sat fokus på en hel bys, Washington DC’s, frimureriske symbolværdi. USA’s første præsident, George Washington, der lagde navn til staden, var nemlig frimurer og er for eksempel skildret i kunsten under en frimurerisk ceremoni ved nedlæggelsen af grundstenen til regeringsbygningen Capitol. Peter Duetoft har været konsulent på bogens danske oversættelse for at gøre denne så korrekt som mulig, hvad angår de symbolske rammer.

- Der er en lang historisk linje bagud, og talrige frimurersymboler har skrevet sig ind i kulturarven, for eksempel i Mozarts symfonier. Det er fascinerende at være en del af denne tradition med det selvudviklende arbejde for øje, slutter Peter Duetoft.

Fra religion.dk af Iben Bjurner



Tillæg:

DDFL. Det Danske Frimurerlaug af Gamle Frie og Antagne Murere. Som jeg tilhører, består af 3 Grader.(antagen lærling, murer svend, mester murer.) Frimureri stammer oprindeligt fra England, men er på ingen måde begrænset til England eller de Britiske Øer. Det er udbredt over den ganske verden med ca. 120 storloger, som alle er anerkendte af Den Forenede Storloge af England. Herudover findes der rundt omkring i verden et antal storloger, som ikke er anerkendte af Den Forenede Storloge af England.
Frimureri kom til Danmark i 1743 i den oprindelige engelske udformning, men frimureriets form blev ændret på grund af påvirkninger fra Tyskland, Frankrig og Sverige. Disse ændringer varede til sidst i 1920’erne, hvor det engelske frimureri blev genindført, således som det var meningen fra begyndelsen.
Det Danske Frimurerlaug ønskede imidlertid, at blive anerkendt af Den Forenede Storloge af England og dermed være en del af det verdensomspændte frimureri.
Derfor underskrev Det Danske Frimurerlaug i 1961, en overenskomst med Den Danske Frimurerorden, der – trods dens overgang til det kristne svenske system – har bibeholdt Den Forenede Storloge af Englands anerkendelse.
I 1992 blev Det Danske Frimurerlaug´s ritual igen revideret, og ændrede samtidig betegnelsen til Det Danske Frimurerlaug af Gamle Frie og Antagne Murere.
Efter denne revision var ritualet nu i overensstemmelse med det anvendte engelske Emulation Ritual og hurtig derefter også dets konstitutionsbog, så den var i overensstemmelse med Englands Book of Constitutions.

Kilde DDFL´s hjemme side.

De 3 søjler.( skønhed, styrke og visdom.)

Hvis man søger på visdom, styrke og skønhed lyder forklaringen.

Visdom (Gud har skabt mig) eller (Visdom til at udtænke)
Styrke (hvordan jeg lever mit liv) eller (Styrke til at støtte)
Skønhed (et skønt liv for mig selv og andre mennesker)eller (Skønhed til at pryde)

Min fortolkning.
visdom (Åndelighed til at forstå)
styrke (til at bære sandheden)- (dit indre)
skønhed (dit væsen frugt)-(dit ydre)

Visdom.

Til at forstå og eksekverer det forståede, eks. Kærlighedens betydning i Tro, Håb og kærlighed. Hvor kærligheden er størst, da det er den, der giver de andre 2 mening. For hvad er tro uden kærlighed? . Er det ikke bare en tom skal af dogmer? . Og hvad er håb uden kærligheden er det ikke bare en stakåndet profan løgn? . Men med kærligheden har de en styrke, som ingen kan bryde.
Kærligheden, der er det, der slutter ringen. Altså er tro og håb noget profant uden kærligheden.
Visdommen kan også forbindes direkte til den åndelige forståelse.
For uden visdom er alt andet profant. Visdommen udspringer af at kende sig selv.
Visdom er også evnen til at afkode symbolikken og omdanne symbolerne til noget konstruktivt, feks. At afkode de hellige skrifter, da de for mig er skrevet i symbolik, og derfor er det ej heller relevant om
det er historisk korrekt, det der står i dem, men betydningen bag teksten. Akkurat som en aften i logen. Det er heller ikke vigtigt, hvem der er embedsmand, men embedsmandens betydning i logen, der er vigtig. Visdom er uden modstykke, til forskel fra de 2 søjler ved indgangen.
Der afspejler femininitet mod maskulinitet eller lys og mørke. Eller som nævnt tidligere, tro og håb.

Styrke.

Til at se sandheden. Styrke til at se sig selv i øjnene, erkende og konfronterer de løgne, vi har opbygget gennem livet. Styrke til at stille sig selv spørgsmålet ”hvem er jeg” og derved begynde opbygningen
af et liv, der bygger på sandhed, da den er hjørne stenen. Styrke til at
tage ansvaret for vores eget liv, ikke bare være et produkt at de
normer, der stilles af vores omgivelser. Kun ved hjælp af visdom kan
vi se sandheden, og kun ved den store bygge mesters kærlighed har
vi styrken til at konfronterer det profane jeg. Det jeg her tale om, er
styrken til at se sandheden i øjnene og afspejle den skønhed der
ligger i sandheden. Hvilket leder mig hen til den sidste søjle.

Skønhed.

Skønheden er de frugter, vi høster af vores arbejde eller lønnen om man vil. For ved hjælp af styrken til at konfronterer dit inderste væsen, og visdommen til at forstå og ændrer det, er skønhed
det, der høstes og bringes til overfladen og bliver en naturlig del af dit væsen. Dine pligter er ikke længer pligter, men en naturlig del af din natur, så som broderkærlighed. Hjælp og sandhed. Det er dyder du ikke kan påtage dig. Men kun kan gives af dit inderste væsens karakter, eller sagt på en anden måde, er disse dyder sjælens spejl.


Derfor har jeg fortolket visdom, styrke og skønhed på følgende måde.
VISDOM (Åndelighed til at forstå).
STYRKE (dit inderste væsen).
SKØNHED (dit ydrer væsen).

Det er som en pilgrimsrejse, ind i dit indre.

Som Tempelridderne, der rejste til Jerusalem, for at finde og beskytte den hellige gral.
De måtte sande i slutningen af deres rejse og søgen, at gralen ikke var i Jerusalem, men gemt i deres hjerter.

Så husk på, at det ikke er målet, der er målet, men rejsen.

Dette er min personlige fortolkning, af de 3 søjler. Visdom, styrke og skønhed.

 Af. Franck Krogh.

Den gnostisk lære.

Det græske ord gnosis betyder visdom eller indsigt. Gnostikerne lærte, at mennesket gennem udvikling af bevidstheden og forståelse(visdom) kan nå frem til en direkte forståelse af de for nogle skjulte dimensioner i Skabelsen. Gnostikerne hævdede, at de repræsenterede den kristendom som den kom til udtryk i Jesus lære. En af de første gnostikere var Valentinus, der virkede som lærer i filosofi i Rom mellem årene 135 og 160 e.Kr.


Gnosticismen blev efterhånden en farlig konkurrent til kirkens etablerede magtapparat. Hvis det enkelte menneske kunne knytte en direkte kontakt til Guddommen, ville kirkens og præsteskabets position som formidlere mellem Gud og mennesket være truet, og dermed ville også kirkens økonomiske og politiske magt komme i farezonen. Gnostikerne blev derfor udsat for svære forfølgelser i det fjerde og femte århundrede, men gnosticismen overlevede som en esoterisk( betyder“skjult”)understrøm gennem middelalderen. Den kom til udtryk hos katarerne i Sydfrankrig i 1100 - 1300 tallet, i enkelte klostersamfund, og hos kristne mystikere.

I dag er interessen for gnostisk kristendom øgende også indenfor mange tros samfund.
Gnosticismen er en balance mellem 2 yder punkter, som kan være repræsenteret af eks. Kødet og ånden eller som i yen og yang. Eller i det feminine mod det maskuline. mm.
For Gnosticismen, er det ej heller vigtigt i hvilken religions retning, man har modtaget sin barndoms lære, da budskabet i de forskellige religions retninger er ens dvs. troen på en gud er dog nødvendig, for at forstå budskabet. Det er også her ved, at Gnosticismen har mange fjender, da de hævder at netop deres trosretning har patent på den eneste rigtige gud. Gnosticismen tilhører ikke og understøtter ej heller, nogle dogmer. Gnosticismen støtter det personlige tilhørs forhold, til gud og ser gud som ren kærlighed. Gnosticismen ser på det frie menneskes valg, som en gave. En illustration kunne være i visdom, styrke og skønhed. Visdom til at forstå, styrke til at bære og skønhed til at se.
For mig er Gnosticismen lig med rigdom som skrevet i Thomas evangeliet.

” Hvis de, som leder jer, siger til jer: "Se, Riget er i himlen!" så må himlens fugle da være forud for jer! Hvis de siger til jer: "Det er i havet!" så må fiskene da være forud for jer! Nej, Riget er inden i jer og udenfor jer. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I vil indse, at det er jer, som er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."

Gnosticismen er for mig sandheden vejen og livet eller Jesus lærer, det samme som i visdom, styrke og skønhed hvor netop sandheden er styrke til at bære den. Vejen er visdom så vi kan følge den rette vej og leve i bevægelse. Livet er skønhed til se kærlighedens og tolerancens lys. Eller endnu en måde, at beskrive det på. Som i tro, håb og kærlighed. Hvor kærligheden er størst da det er den der giver de andre 2 mening for hvad er tro uden kærlighed er det ikke bare en tom skal af dogmer og hvad er håb uden kærligheden er det ikke bare en stakåndet profan(betyder “materiel") løgn. Men med kærligheden har de en styrke som ingen kan bryde. Kærligheden der det der slutter ringen. Altså er tro og håb noget profant uden kærligheden, netop balancen mellem de to mod stillet forhold.



Af Franck Krogh.

Uden død intet liv.

Kristus, der bliver dræbt, er det indre, åndelige i os selv, og drabet svarer derfor til drabet og korsfæstelsen af Jesus. Sagt på en anden måde, så har vi altså alle dræbt og korsfæstet vor indre Kristusånd. De fleste sammenblander navnene Jesus og Kristus, men navnet Kristus og kristusbegrebet eksisterede længe inden Jesus blev født. Det menes allerede at have været kendt i Ægypten på den tid, hvor de store pyramider blev bygget. Jesus er navnet på det højtoplyste menneske, som blev født for ca. 2000 år siden, og Kristus er navnet for den ånd, som var i Jesus, og som også er i enhver af os. Legenden om Kristus skal ikke forstås bogstaveligt. Den skal ligesom alle andre legender forstås symbolsk.


Hvornår har vi da dræbt kristus i os? Det har vi gjort allerede i vor tidlige barndom. Man siger, at øjnene er sjælens spejl. Prøv at se ind i øjnene på et lille barn. Det lille barn har stadig lyset fra noget guddommeligt i sine øjne. Men efterhånden som barnet udvikler et jeg, træder dette jeg i stedet for det indre centrum, hvis lys tidligere strålede ud igennem barnets øjne. Til sidst er vi så forankrede i vort jeg, at vi må siges at have dræbt det guddommelige lys i os og erstattet det med jeg´et.

Kristus-legenden fortæller os altså, at vi har dræbt ånden i os. Den dræbte Jesus er begravet et sted, som det er meget svært at finde. I den første kristne tid blev der udfoldet et enormt arbejde for at finde Kristi grav. Hærskarer af pilgrimme drog til Jerusalem for at finde Kristi grav. Korsridderne og andre riddere drog ligeledes til det hellige land for at finde og bevogte Kristi grav. Disse mennesker forstod slet ikke humlen i det hele. Der var ingen grund til at rejse til Israel for at lede efter den hellige grav, for den hellige grav havde de med sig, hvor de end befandt sig i verden. Kristi grav var jo dem selv. Det er os selv, som har dræbt og korsfæstet mesteren, og det er i os selv, mesteren ligger begravet. Anderledes forholder det sig heller ikke med den hellige graal, som så mange forgæves har ledt efter - lidet anende, at graalen var dem selv, at de selv var den hellige graal, det hellige kar, som indeholdt Kristi blod, d.v.s. Kristi sjæl.

Opstandelsen i Kristus-legenden er ikke noget, som er sket i en fjern fortid, eller som vil ske i en lige så fjern fremtid. Op¬standelsen sker den dag, vi lader Kristus genopstå i os selv, d.v.s. den dag vi lader Kristus, vor åndelige kerne være centrum i os i stedet for det jeg, som vi plejer at betragte som vort centrum. Opstandelsen sker den dag, vi oprejser den dræbte Kristus i os. Det samme kan også siges med et moderne videnskabeligt sprogbrug: Opstandelsen sker den dag, vi - med psykologen Jungs sprogbrug - flytter vort centrum fra jeg'et til selvet.

Først når man har flyttet sit centrum fra jeg'et til selvet, er man blevet det styrende i sit egen liv, først da har man oprejst i sig, eller sagt i et kristent sprog: først da er Kristus opstanden i én.

Forudsætningen for at man kan oprejse sig, er, at man kan give slip på sit jeg, eller sagt på en anden måde, at man kan hengive sig. For at hengive sig - at give sig selv hen - er det samme som at opgive sit jeg, det samme som at opgive sig selv, det samme som at opløse sig selv, det samme som at lade jeg’et dø, så at selvet kan komme til syne. Men at lade jeg’et dø er så svært, at man føler, at hjertet bliver revet ud af ens bryst. Hengivelse er altså den nøgle, som åbner porten til det aller¬helligste. Førend man kan træde ind i det aller¬helligste må man udføre en offerhandling, og denne offer¬handling består i at ofre sig selv, i at ofre det, som man hidtil har betragtet som sit centrum. Man må ofre sig selv, ofre det, som man hidtil har betragtet som sig selv, for at selvet kan blive oprejst "Kun ved at miste dig selv, kan du vinde dig selv" - "Kun ved at dø kan du leve"-

”Uden død intet liv”. Denne sætning: "Uden død intet liv" er nøglen. Den er hovedhjørnestenen. Vi kan ikke leve og vokse åndeligt uden at noget andet i os må dø. Vi kan ikke blive forvandlede uden at det gamle menneske dør; uden at alt det i os, som trænger til at blive fornyet og forvandlet, dør. Alt, som vokser og udvikles, vil med tiden stivne i et fast mønster, og når det er sket, går udviklingen i stå. Liv sprænger altid former og grænser, når det vokser og udvikler sig, og når formerne er blevet så faste, at de ikke mere kan sprænges, går livet langsomt i stå. Dette gælder på det fysiske plan, men det gælder også på det mentale og åndelige plan. Med tiden stivner vi i et mentalt mønster, som ikke længere kan gennembrydes af livsfornyende kræfter. Vi får efterhånden et panser af faste og forbenede opfattelser om livet og om os selv, og når disse opfattelser er blevet så faste, at de ikke kan sprænges og give plads for nye opfattelser, er vi gået i stå åndeligt.

Igennem mange generationer er vi blevet programmeret til at tænke i bestemte baner, og disse gamle baner forhindrer os i at tænke nye tanker, som går på tværs af disse baner. Vi kan lignes med PC'ere, der er udstyret med et gammelt og forældet styresystem, som ikke kan køre nye programmer uden en udskiftning af hele styresystemet. Man kan ikke forny sig og tænke i nye baner uden at lade hele sin indre verden gå i opløsning. Vi tror, at vi bare kan føje nye tanker til gamle, men de nye tanker er ikke særlig nye, for de bygger på et gammelt og forældet tankegrundlag. Kun ved at gennemgå en total opløsning af vort indre kan vi oprejses som fornyede og forvandlede mennesker, som genfødte åndsvæsener. Forvandling er kun mulig ved opløsning af det gamle og stivnede, som må gå til grunde i død og kaos. Det gamle må gå til grunde, og vi må finde et helt nyt. Sædekornet må gå til grunde, førend planten kan spire frem.

Kun ved at begrave og opløse det, som man hidtil har betragtet som sig selv. Ens verden og fordomme må gå i opløsning. man må selv gå i opløsning, Uden en opløsning er det umuligt at fremstille det nye og oprejste menneske. "Det er i møddingen, man finder de vises sten" for den stinkende forrådnelse og opløsning i møddingen er netop den forvandlingsproces, som skaber den friskduftende muld, som er grundlaget for nyt liv. Man vil komme til at opleve en indre fornyet, forvandlede og oprejste ud af møddingens kaostilstand.

Det er svært at give sig hen til den sjælekval, som opløsningsprocessen medfører. Det er ikke uden grund at livet omtales som en prøvelse, for det gør ondt at komme igennem den krisetilstand, hvor ens tidligere liv og gamle opfattelser går i opløsning. Men det er det hele værd, for det der kommer op af mulden er  sandheden vejen og livet. Dette er et tillæg til mit tidligere indlæg ”et personligt forhold til livet” det er denne proces jeg var igennem.

symbolikkens betydning for visdom.

Vi kender vel alle en hel del symboler, men vi ved måske ikke alle, at de symboler, som vi kender, og som vi arbejder med, kun er brudstykker af et hele, og at disse symboler kun er enkelte gloser i et verdensomspændende sprog. Den hellige skrift lærer os, at inden Babelstårnet sank i grus, havde alle mennesker et fælles sprog. Dette glemte sprog, som var fælles for alle mennesker, hvilket jeg tror var symbolsproget.


Den historiske forskning lærer os, at de samme religiøse symboler optræder overalt på jordkloden - også hos folk, som ikke har haft forbindelse med andre folkeslag. Og den dybdepsykologiske forskning lærer os, at vi alle drømmer på symbolsproget, og at religiøse symboler optræder i vore drømme, uanset om vi anser os selv for religiøse eller for ateister. Symbolsproget er underbevidsthedens sprog; det er det sprog, hvori sjælen taler til os, og hvis vi vil høre, hvad sjælen siger til os, må vi lytte til symbolsproget i det indre. Symbolsproget er den nøgle, som åbner den indviedes øjne for skatte, som den profane stirrer på uden at kunne hører dem. Det er den nøgle, som åbner for forståelsen. Som fortidens indviede har efterladt til deres efterkommere. Hvor den profane f. eks i det gamle testamente læser om historiske krige mellem israelitterne og de omkringboende folk  noget som jo ikke har meget med en hellig skrift at gøre der ser den indviede beretninger, som af de jødiske indviede er udformet så snedigt, at de på symbolsk og allegorisk måde fortæller om livets mysterier i et sprog, som kun kan forstås af andre indviede. Der hvor den profane læser om israelitternes landflygtighed og fangenskab i Ægypten eller i Babylon,

der læser den indviede om menneskets fangenskab i den fysiske verden og
om menneskets landflygtighed fra dets himmelske hjemsted. Og når israelitterne fra Ægypten drager mod øst  over Det røde Havs tærskel til det forjættede land, som flyder med mælk og honning, så læser den symbolkyndige om menneskets vandring mod det forjættede paradis i øst, mod det land, hvor mennesket havde hjemme, inden det kom i landflygtighed i den fysiske verden.

Læser vi om den græske eller romerske oldtid, finder vi beretninger om guder af den mest sælsomme art, men hvor den profane ikke finder andet end afguder og overtro, dér ser den symbolkyndige guderne som vejviser i det indre, som vejvisere i et vældigt mysteriespil. Han ser de forskellige gudeskikkelser som symboler på de forskellige kræfter i menneskets underbevidsthed, og i beretningerne om gudernes eventyr og gøremål kan den indviede aflæse, hvordan kræfterne i hans indre arbejder og forholder sig til hinanden. Selv noget så tilsyneladende ligegyldigt som gudernes stamtavle belærer den indviede om, hvorledes kræfterne i hans sjæleliv er sammensat. Når det f.eks. fortælles, at gudinden Harmonia er datter af krigsguden Ares og kærlighedsgudinden Aphrodite, så lærer det os, at disse to kræfter må samarbejde for at frembringe harmoni. Kærlighed alene frembringer ikke harmoni, men kun en blød eftergivenhed som i sidste ende ødelægger harmonien. For at avle harmoni må vi parre kærligheden med den styrke og handlekraft, som guden Ares er symbol på. Derfor var Harmonia datter af Afrodite og Ares.

Da kristendommen vandt frem, blev det ikke længere god tone at benytte de gamle guder som symboler på kræfterne i menneskets underbevidsthed. I stedet for mytologien opstod der derfor et utal af sagn, legender og eventyr, som i symbolsk form berettede om det, der foregår i menneskets indre tempel. Alle eventyr er skrevet i symbolsproget. Eventyrerne består af en ydre forklædning og af en indre mening, som skjuler sig bag den ydre forklædning. Den første forudsætning for et forstå et eventyr er, at man er klar over, at handlingen ikke udspilles i den ydre verden, men at den udspilles i menneskets indre. De forskellige personer i eventyret skal derfor ikke betragtes som forskellige ydre personer, men som forskellige egenskaber eller sider hos det samme menneske. Prinsessen er normalt symbol på sjælen, og prinsen, som søger at vinde prinsessen, er symbol på menneskets dagsbevidsthed, dets forstand eller bevidste intellekt. I eventyrets verden er endvidere moderen symbol på moder jord, både i betydning af den natur, som føder og nærer os, og i en dybere betydning som den, der føder og nærer os sjæleligt. Moderen er i eventyrene meget ofte enke, den enke.

Hvis vi f. eks. betragter et eventyr som Snehvide, så begynder eventyret på et tidspunkt, hvor den oprindelige sjælelige moder har forladt sjælen Snehvide. Det svarer i de elysiske mysterier til det tidspunkt, hvor Koré er blevet forladt af moderen Demeter, og hvor hun går alene og plukker blomster, inden hun røves af Hades. I Mozarts Tryllefløjte svarer det til et tidspunkt umiddelbart før Pamina røves af Sarastro. Sjælen Snehvide kommer nu i den onde stedmoders varetægt. Stedmoderen er symbol på den fysiske verden, som nok nærer og føder os, men som også er streng og hård ved os. Stedmoderen bliver rasende, da spejlet på væggen fortæller hende, at Snehvide, d.v.s. sjælen er smukkere end hende – altså smukkere end den fysiske verden. Stedmoderen vil derfor dræbe sjælen.

Snehvide flygter imidlertid dybt ind i skoven, som er symbol på den underbevidste, indre verden, og i tid lang bor hun i et hus, som ejes af de syv dværge, det vil sige de syv planeter, for planeterne har også en indre side, som hører til i den indre verden. Stedmoderen prøver stadig at få mennesket til at interessere sig for den profane verden, og efterhånden får hun lokket Snehvide længere og længere ud i det profane ved at vise hende det profane livs tillokkelser. Først køber Snehvide smukke bånd til sit snøreliv og siden en kam til sit hår. Endelig giver hun helt efter og spiser af det sanseligt røde, forgiftede æble, hvorefter sjælen glemmer det åndelige og falder i en dødlignende søvn. Sjælen har nu slugt den sidste bid af æblet fra træet til kundskab om godt og ondt, fra det træ som adskiller det oprindeligt udelelige i godt og ondt. I de elysiske mysterier er Kore, som nu kaldes Persephone blevet fanget og gift med Hades, og i Tryllefløjten er Pamina blevet fange hos Sarestro. Mennesket kender nu kun den fysiske verden, og sjælen ligger i en dødlignende søvn.

En dag, da mennesket har nået sit livs middagshøjde, da det er blevet høj middag, begynder det at søge ind i sig selv. Prinsen, menneskets dagsbevidsthed og forstand, kommer så langt ind i sin indre, at han når til de syv dværge eller planeter, og dér opdager han den sovende sjæl. Prinsen bliver så betaget af sjælens overjordiske skønhed, at han erklærer, at han ikke kan leve uden sjælen, og han får derfor lov til at tage Snehvide med sig. Prinsen får efterhånden vækket sjælen ved sin kærlighed. Forstanden og sjælen indgår ægteskab og lever lykkeligt til deres dages ende i harmoni.


Profan = noget der ikke har, med det guddommelige at gøre.

Symbolikkens betydning i disse symboler for mig.

Yin og yang.


Jeg starter med cirklen, der omkranser det sorte(yin) og hvide(yang), for mig er cirklen, symbol for helhed, eller råderum/begrænsning alt efter betragtning. Det sorte(yin) er for mig, det forgængelige. Det hvide(yang) det uforgængelige, de små prikker visdom. Også sagt på en anden måde, som kristen gnostiker, hvilket jeg jo er, så repræsentere det sorte(yin) legemet/det jord nære, hvorfra ondskaben kommer. Det hvide(yang) repræsentere, det åndelige/det guddommelige, hvorfra kærligheden kommer, de to prikker, forståelsen af de to sider, der med visdom til at forstå, det ellers uforståelige. Yin og yang er et kinesisk tegn, fra den taoistiske filosofi.


Circumpunct eller bin-dot

Toppen af passeren, er også et symbol i sig selv, kaldet circumpunct eller bin-dot, tror jeg nok, jeg har aldrig helt fundet udad hvor det kommer fra, eller hvad det helt præcist hedder. Det er et frimurer symbol, for mig nok et af de symboler, med størst betydning. En aften i logen, sad jeg og kikkede rundt, på de forskellige symboler, der er i logen, og min opmærksomhed faldt på netop dette symbol, under den hellige skrift på alteret, og tænkte, hvis nu den lodrette streg, til venstre symbolisere starten, eller fødsel, og den højre lodrette streg, symboliserer enden, eller døden, så må cirklen symboliserer livet og prikken, balance i livet, ah tænkte jeg, det vil sige, at det der er før livet, ikke relevant lige såvel som, det er efter livet, ikke er relevant da, det ikke ligger inden for vores fatte evne, som mennesker og ved at forstå dette, så har fødsel eller død ikke nogen betydning, for livet, da livet ligger mellem disse to ydergrænser. Så er det op til os, som mennesker hvor i cirklen vi vil være, eller sagt på en anden måde, hvis den venstre lodrette streg er fødsel/legemet, og den højre er døden/åndelige, igen som i yin og yang, hvor yin symboliserer den venstre lodrette streg, og yang den højre lodrette streg, prikken den perfekte balance, mellem disse to yderpunkter.
En anden måde at se symbolet på er som En søjle er den lodrette akse der adskiller og forbinder himmel og jord. Hvor søjlen repræsenterer, Livets Træ. To søjler repræsenterer modstillede forhold, som i yin og yang, Livets træ over for Kundskabens Træ. De to søjler understøtter himmelen og danner porten til himmelen. At gå igennem søjlernes port betyder indvielse i visdom, hvor prikken symboliserer visdommen. Hvor søjlerne symboliserer modsætninger, som det maskuline over for det feminine, magt over for frihed, fornuft over for tro osv. De to søjler i Salomons tempel var B… og J….., Styrke og stabilitet. Hvilket første er gået op for mig fornyeligt, ved min passering til anden grad som frimurer.




De to overstående symboler, har også til sammen, en anden betydning for mig.

De symboliserer, også ægteskabet mellem mand og kvinde. Yin og yang, eks. Bruden i hvidt og gommen i sort. Ægteskabsløftet om at elske og ære til døden dem skiller. Cirklen symboliserer, den enheden de til sammen er. I ægteskabet består bruden af stadig af yang, men med forståelse yin, prikken i yang, det samme for gommen, yin med forståelse af bruden, symboliseret med lidt yin i yang.
Symbolet circumpunct eller bin-dot, mand og kvinde skal blive et, i ægteskabet. De to streger symboliserer mand og kvinde, cirklen ægteskabet, og prikken pagten, om at blive til et.



Duen med Akacie grenen i næbet.

Dette symboliserer håb for mig. Symbolet stammer oprindelig fra fortællingen om den due, Noa udsendte fra arken, og som vendte tilbage med et olivenblad i næbbet. Dette var beviset for, at duen havde været på land, og at syndfloden snart var til ende. Denne due havde et olivenblad i næbet, men duen i dette symbol, har en akacie gren i næbet, da den er sammen sat at to symboler, netop som nævnt oven over, budbringer af håb i oceaner, af håbløshed. akacie grenen, som symbol på håbet, om det evige liv, igen budbringer, i et endeløst ocean, af håbløshed. Se indlægget fra den 30.marts 2010.



Det store G mellem vinkel og passer.

Dette symboliserer for mig Gud. Gud som skaberen, af altet, for uden ham intet liv. Eller stort G, for den store geometrikere, hvor livet og naturen går op i en større enhed.



Ankh/Gnostisk kors i Det store G.

Ankh er en ægyptisk hieroglyf, som betyder liv eller evigt liv. Det er også kendt som "det egyptisk kors", eller crux ansata på latin. Selve ordet "ankh" betyder nøgle. Ankh-korset kaldes derfor “livets nøgle”. Ankhen er dannet af de kombinerede mandlige og kvindlige symboler for Osiris og Isis, forbindelsen af de to udviklende principper, af himmel og jord. Også et symbol, på vores opstandelse, til det evige liv.



Vinkel og passer.

Vinkel og passer, er det største frimurer symbol, der er. Og er omgivet af, hemmeligheder om deres betydning, hvilket jeg, heller ikke vil gå ind på, i detaljer. For mig betyder vinklen, dine legemlige begrænsninger, og passeren dit åndelige råderum. Vinkel og passer er værktøjer, der skal bruges for at lave, eks. Bin dot, på passerens top . Vinklen er også den rette vej ud, og lige vej hjem. Hvis man tager vinkel og passer for sig, danner de hver især en trekant, eller de 3 lys. Mere vil jeg ikke sige om dem, for ikke at røbe for meget,om hemmelighederne omkring vinkel og passer, da afkodningen af dem, er en rejse i sig selv.

Derfor har jeg valgt, at få disse symboler tatoveret på mig, da de stor betydning for mig i min hverdag, og kan være en påmindelse for mig, hver gang jeg ser dem, ved at de tatoveret ind i min hud, og hjerte er i sig selv, et symbol på samhørighed.


Af Franck Krogh.

Bloggens hoved billede/symbol livets træ.

livets træ


Betegnelsen for det træ, der giver evigt liv og som Gud ved verdens skabelse plantede i midten af paradisets have. Livets træ er ikke at forveksle med kundskabens træ, som var det træ Adam og Eva i ulydighed mod Gud spiste af, hvorefter de blev smidt ud af haven.

En symbiose(af græsk: sym = "sammen" + bios = "liv") mellem det kødelige liv på jorden og det åndelige evige liv. Hvor kundskabens træ repræsenterer det kødelige og livets træ repræsenterer det åndelige evige liv. Her er der en lille historie der fortæller lidt om netop symbiosen mellem disse to træer.

”Dengang, da alting begyndte, havde Gud skabt Himmelen og Jorden. Og Gud skabte de første to mennesker: Adam og Eva.

Og til Adam og Eva lavede Gud den flotteste have eller park, som du kan tænke dig. Med bakker og dale og alle slags træer og planter.


Haven var fuld af alle slags frugttræer og grønsager.


Der var skove, fulde af store træer, man kunne klatre i, krat og buske, hvor man kunne gemme sig og bygge huler, store plæner med grønt græs, hvor man kunne løbe og lege. Haven hed Paradiset eller Edens have.


Midt i den vidunderlige have stod det mægtige LIVETS TRÆ. Det var så stort, at dets krone voksede ind i skyerne og dets tykke rødder drak af selve Verdensdybet. Ved rødderne af livets Træ sprang fire floder ud og løb derfra ud i hele verden, og hvis man spiste af de frugter, som hang på livets Træ, kunne man leve evigt.


Men tæt ved Livets Træ groede et andet træ, som hed Kundskabens Træ. Og Gud havde sagt til Adam og Eva: I må spise af al den frugt, der er her i haven. Men I må ikke spise af Kundskabens Træ, for de æbler kan I ikke tåle. hvis I spiser af dem, skal I dø!” Det gjorde Adam og Eva nysgerrige - da slangen fristede dem, kunne de ikke modstå det. De spiste af de forbudte frugter. Sådan brød de venskabet med Gud for at blive klogere på sig selv.


Nu kunne Adam og Eva ikke længere blive i Edens Have. De måtte gå ud, langt væk fra haven, hvor hårdt arbejde, sult, lidelse og død ventede dem.


Men ét håb havde de dog fået med: For da Gud lukkede dem ud af haven, havde han sagt, at forvisningen fra Edens Have ikke skulle vare for altid.


“Engang vil jeg sende Barmhjertighedens Olie til dig!” havde Gud sagt til Adam. Adam blev en gammel mand på 932 år og efterhånden meget træt af at leve, han og Eva havde måttet arbejde hårdt for at opdyrke jorden. Deres ene søn Kain havde slået sin bror Abel ihjel og var flygtet langt væk bagefter. Nu var Eva også død. Og det var alt sammen sket, fordi de havde spist af Kundskabens Træ.


Adam havde ikke lyst til at leve mere. han sagde til sin tredje søn, Seth: “Min søn! Du må gå til Edens Have, hvor Eva og jeg kom fra, og tale med den engel, der står vagt ved haven.”


“Ja”, sagde Seth, “men hvor ligger Edens Have? Og hvad skal jeg sige?”


“Du skal gå mod øst, mod solopgangen”, sagde Adam.


“Og du skal sige til englen, at jeg er træt og aflivet og ønsker at dø. Jeg vil gerne vide, hvornår jeg får lov til det. Og så beder jeg om, at Gud vil sende mig den “Barmhjertighedens Olie”, som han lovede mig, da jeg blev jaget ud af Edens have!” Seth begav sig på vej østpå og fandt også Edens Have og engelen, som bevogtede indgangen.


Engelen sagde: “Jeg ved, hvorfor du er kommet, men tilgivelsens øjeblik er ikke kommet endnu. Fortæl din far, at han skal dø om tre dage. Jeg har her tre frø fra Livets Træ. Læg du dem i Adams mund, når han skal begraves. Det, der vokser ud af dem, skal blive til trøst og styrke for mange!”


Seth drog hjem til Adam og fortalte, hvad engelen havde sagt: At tilgivelsens øjeblik ikke var kommet endnu, men først ville komme om mange år, når tidens ende var rykket nærmere. Adam blev glad - for nu vidste han, at der var håb for menneskene. Tre dage senere døde han.


Seth begravede sin far på en høj, som hed Golgatha. I Adams mund lagde han de tre frø, som engelen havde givet ham med fra Livets Træ.


Mange år senere skete det, at Salomon, kong Davids søn, ville bygge et stort tempel for Gud i Jerusalem.


Under byggeriet fandt man ud af, at der manglede en stor bjælke til at bære taget. Ingen af de bjælker man ellers havde, var store nok. Så arbejderne fældede det store træ, som Seth havde plantet, for at lave en stor bjælke ud af det.


Men det var ligesom bjælken slet ikke ville passe ind i bygningen.


Tømrerne målte den ud, men når den så skulle stilles op et eller andet sted, ja, så var den pludselig enten for lang eller for kort! Til sidst blev Kong Salomon så vred, at han fik sine folk til at slæbe bjælken ud af templet og lægge den som gangbræt over en bæk i nærheden. Så kunne den besværlige bjælke ligge der og blive trådt på af mennesker og dyr, sagde kong Salomon surt.


Men der var en kvinde, som havde evnen til at se ind i fremtiden. Hun sagde til kong Salomon, at hun kunne se, at menneskene en dag ville korsfæste Guds søn på bjælken. Kong Salomon blev meget forskrækket. Han fik gravet et dybt, dybt hul og kastede bjælken ned i det, for at ingen nogensinde skulle finde den igen.


Flere hundrede år gik. På det sted, hvor bjælken var begravet, sprang der en kilde op af jorden, og der dannedes en lille sø, som kaldtes Bethesda Dam. Mange mennesker søgte hertil for at blive helbredt for deres sygdomme, for vandet i dammen havde helbredende kraft. Omsider indtraf den påske, hvor Jesus, Guds søn, blev dømt til døden og skulle korsfæstes på bjerget Golgatha. Jerusalems tømrer skulle lave korset, så han gik nu og ledte efter et passende stykke træ. Tømreren fik øje på den store bjælke, der lå og flød på Bethesda Dam. Tømreren og hans hjælpere fik den fisket op af vandet, savede den midt over, og tømrede et kors sammen. Det blev rejst på bjerget Golgatha, og på det blev Jesus korsfæstet og døde. Jesus hang da på korset og blødte fra sine sår. Hans blod løb ned af korsets træ, dybt ned i jorden, og dér nåede dråberne en gammel, indtørret hovedskal, som lå dernede. For det var netop det


sted, hvor Adam var blevet begravet, og det var hans hovedskal, som blodet nu dryppede på. Sådan gik det til, at Adam omsider fik den Barmhjertighedens Olie, som Gud havde lovet ham.” Trykt i “Livstræet”, FDF/FPF 1990

Kun ved at gøre disse to modsætninger symbiose skabes helheden. Illustreret i mange symboler så som eksempel Yin og yang. Dette er blot en af mange fortolkninger af livets træ og netop fordi der er så mange fortolkninger af netop livets træ, valgte jeg at bruge dette symbol som hoved på min blog. Symbolets fortolkning for mig er blandt andet symbol for det enkelte menneske i guds helhed og det helligste af alt ægteskabet hvor vi i kirken siger ja til at blive et, netop samspillet mellem de to modsætninger skaber en helhed.

Af Franck Krogh.

Objektivitet Vs. Subjektivitet

Rettelse til min blog.


Jeg har fejlagtigt brugt ordet objektivt når jeg mente subjektivt og dog ;-) Subjektiv er når du fx inddrager dine egne synspunkter og følelser i en situation. Objektiv er når du forholder dig neutralt til en situation. Et eksempel :
en fodboldkamp.

Subjektiv - den måde spilleren ser kampen
Objektiv - den måde tilskueren ser kampen.
Tilskueren er OBjektiv fordi han kun er tilskuer
Spilleren er SUBjektiv fordi han er del af kampen

Den måde jeg bruger objektivt på er netop at se tingenes tilstand udefra i det store billede dog ikke helt neutralt da det da ikke ville give mening i de forhold jeg bruger ordet objektiv i.

Her er hvad den store danske siger om netop det objektive og subjektive forhold.

Objektivitet

objektivitet, upartiskhed. Kravet om objektivitet forstås normalt som et krav om, at en person og hans udsagn skal være kendetegnet af saglighed og uafhængighed af personlige (subjektive) forhold. Normalt kaldes en antagelse derfor objektiv, hvis den er uafhængig af tilstand, beskaffenhed, ønsker og bestræbelser hos den, der hævder den.
Den objektive antagelse anses undertiden for at være en erkendelse, som stemmer overens med faktiske forhold, i modsætning til en subjektiv antagelse, der kun udsiger noget om, hvordan den person, der hævder antagelsen, opfatter disse forhold. Uafhængigt af et erkendende subjekt er det tilsyneladende ikke muligt at sammenligne antagelser med den virkelighed, som de angiver at omhandle; nogle filosoffer, fx Immanuel Kant, har ved objektivitet forstået udsagns almengyldighed og nødvendighed, mens andre, fx Karl Popper, har identificeret objektivitet med intersubjektivitet , som er (principielt) erkendbart eller forståeligt for flere eller alle subjekter. Modsat det subjektive eller private. Ofte identificeres objektivitet med intersubjektivitet.



Subjektivitet
subjektivitet, bruges som karakteristik af noget, der beror på det erkendende eller vurderende subjekts natur, evner og tilstand. Således tales der om sansekvaliteternes subjektivitet og om Kants lære om rummets og tidens subjektivitet, ifølge hvilken oplevelsen af rumlige og tidslige forhold er betinget af bestemte måder, hvorpå det erkendende subjekt ordner og bearbejder sanseindtryk. At grundfæste erkendelse og vurdering i subjektiviteten er således at gøre det erkendende og vurderende subjekt til garant for erkendelsens og moralens gyldighed.
Når subjektivitet modstilles objektivitet, er det ofte en modstillen af på den ene side personlig anstrengelse og engagement, der er forbundet med at danne og hævde sine egne meninger, og på den anden side disse meningers faktiske indhold. Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus hævder i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), at "Subjektiviteten er Sandheden", og sætter således den troendes lidenskabelige fastholden af sin tro på Kristus over for den videndes objektive forhold til kristendommens dogmer.

Er brugt følgende steder i bloggen.
Et personligt forhold til livet.

At være et frit menneske.

                                        Pligt, skyld og ansvar

Pligt er et ord, som vi støder på igen og igen. Vi hører, hvordan rettigheder altid modsvares af pligter, hvordan vi er forpligtede overfor vore forældre, vore ægtefæller og vore børn, hvordan vi er forpligtede overfor Gud, dronning og fædreland.

Ordet pligt er for mig tæt forbundet med ordet skyld. Når vi ikke har opfyldt vore pligter, så føler vi skyld. Vi skylder vore forældre, vore ægtefæller og vore børn at opfylde vore pligter overfor dem. Vi skylder samfundet at opfylde vore samfundsmæssige forpligtelser, og vi skylder Gud, dronningen og vort fædreland at opfylde vore pligter overfor disse.

Der er nok ikke mange, som vil sætte spørgsmålstegn ved dette.

Men er det nu rigtigt, at vi bør bestræbe os så meget på at være pligtopfyldende? Er det rigtigt, at det er så stor en dyd at være pligtopfyldende? Hvor kan jeg dog sætte spørgsmålstegn ved dette, vil nogle måske sige. Er det ikke det samme som at sætte spørgsmålstegn ved en af hovedhjørnestenene i moralopdragelse?

Lad os prøve at tænke lidt dybere over spørgsmålet. Enhver kan tænke de samme tanker, som andre har tænkt, men at kunne tænke selvstændigt er en af de vigtigste forudsætninger for at kunne være et frit menneske, som aldrig opdages af dem, som blot følger de sædvanlige og gængse tankegange. Der findes en lærerig logo i Thomas evangeliet logo 66 Jesus sagde: "Vis mig den sten, som de, der bygger, forkastede. Den er hjørnestenen” en bygningssten, som ikke er kubisk, kan ikke bruges i en stor flot bygning og derfor havde en helt forkert facon, og så viste det sig senere, at selvom der kun var én sten, som havde denne afvigende facon, så var denne sten, som tempel bryggerne havde forkastet, en af de vigtigste sten ved bygningen af templet. Den passede nemlig ind over portalen, hvor ingen af de regulære sten kunne passe ind.

Jeg vil nu fremkomme med noget tilsyneladende irregulært ved at hævde, at kravet om, at et fri menneske skal være pligtopfyldende, strider imod en af betingelserne for overhovedet at kunne blive et frit menneske netop ikke er. Man er tvært imod bundet på hænder og fødder af alle sine forpligtelser. Lad os prøve at se lidt nærmere på, hvad pligt egentlig er for noget.

Det engelske ord for pligt er duty. Det kommer af ordet due, som igen stammer fra det latinske debere, som betyder at eje. Den, der står i pligt til et andet menneske, ejes med andre ord af dette andet menneske. Man er træl og ikke frit menneske. Derfor kan den pligtskyldige ikke blive et frit menneske. Det latinske debere, som duty kommer af, har naturligvis også relation til ordet debet, som vi kender fra bogholderi. Det menneske, som har pligter, står i debet. Man står i skyld til andre og kan ikke blive et frit menneske, før man har opfyldt enhver pligt, som man selv eller andre har pålagt en. Jo flere pligter man har, jo mere gældbunden er man, jo mere trælbundet er man af usynlige lænker, som vækker ens skyldfølelse og piner ens samvittighed, lige indtil man har opfyldt alle tænkelige pligter. Et frit menneske handler derimod ikke af pligtfølelse, for man skylder ingen noget. Et frit menneske handler af egen lyst og tilskyndelse.

Vi har nu set, at pligt og skyld faktisk er to sider af samme sag. Man kan sige, at skyld er bagsiden af pligt, at skyldfølelse og dårlig samvittighed er bagsiden af pligtfølelse.

Samvittighed! Det er et andet begreb, som holdes i hævd indenfor det at være et frit menneske. Er det nu også galt? Igen er det et spørgsmål om ikke blindt at acceptere gængse etiketter på begreberne, men om at trænge til bunds i begreberne og om at tænke dybere over dem. Normalt betragter vi samvittighed som et næsten helligt begreb, som noget, der kommer fra et indre åndeligt centrum. Men reelt betyder ordet samvittighed – samvete - blot en viden, som man har til fælles med andre indenfor et bestemt samfund.

Ifølge Freud er samvittigheden en funktion af det, han kaldte overjeg'et. Overjeg'et er en slags båndoptager, vi har inde i os, og som gentager alle de formaninger, vore opdragere har givet os igennem opvæksten. I dag er vi ubevidste om, at vi har sådan en båndoptager i os. Derfor tror vi, at alle vore moralbegreber noget, som kommer fra et ukendt sted i vort indre, og at de derfor er af åndelig karakter. Vi tror, at det er samvittigheden stemme, som taler til os, mens det i de fleste tilfælde blot er de glemte formaninger og moralske læresætninger fra vore opdragere. Jeg bestrider bestemt ikke, at der findes en indre, ægte moral, som kommer fra et indre åndeligt centrum, men langt, langt det meste af det, vi kalder moral, er konventionel moral, d.v.s. moralbegreber, som vore opdragere har indlagt i os. Det vil sige, at langt det meste af det, vi kalder samvittighed, grunder sig i tillærte moralbegreber, som intet har med noget åndeligt at gøre. Problemet er så at kunne gennemskue, hvad der er den lille kerne af ægte samvittighed, og hvad der er tillært samvittighed. Da begge slags samvittighed kommer fra det ubevidste, vil vi ikke kunne adskille dem uden at opnå bevidsthed om det, der foregår i vort ubevidste. Én ting må dog være klart efter det, jeg før sagde om pligt og skyld: Den skyldfølelse og dårlige samvittighed, som kommer af manglende opfyldelse af en pligt, har ikke noget med en åndelig samvittighed at gøre. Det er en samfundsskabt dårlig samvittighed, som hænger sammen med samfundets og vore opdrageres interesse i, at pligter bliver opfyldt, derfor betyder pligt simpelt hen skyld.
Et eksempel, som i ved er jeg frimurer og ved hver logeaften giver vi alle sammen et beløb til velgørenhed, og for det menneske, som lider nød, og som modtager en sum penge, er det vel ligegyldigt, om pengene er givet af pligt eller af lyst til at hjælpe andre. Men for den bror, som giver hjælpen, er dette langt fra ligegyldigt. Hvis pengene er givet, fordi broderen som frimurer føler sig forpligtet til at give et beløb til barmhjertighed, så har det intet med barmhjertighed at gøre. Så er det ren og skær opfyldelse af en pligt, så er lettelsen af pengepungen blot en lettelse af en skyldfølelse.

Det samme gælder alle andre områder af livet, hvor ordene pligt og skyld optræder. Hvis vi f. eks. hjælper vore forældre med et eller andet af lyst til at hjælpe, så er det fint, men hvis vi hjælper dem, fordi vi føler os forpligtede til det, fordi vi føler, at vi skylder dem det, så gør vi ikke nogen god gerning, så befrier vi blot os selv for den skyld, vi ville føle hvis vi ikke hjalp dem. Størstedelen af vores opfattelse af at være forpligtede og af at skylde nogen noget, er i øvrigt en fiktion. Langt de fleste af de pligter, vi mener, vi har, er ikke reelle pligter, men pligter, som vores overjeg indbilder os, at vi har. og vi kunne spare os selv for megen skyldfølelse, hvis vi kunne gennemskue dette. Selvfølgelig findes der reelle pligter. Hvis vi har indgået en kontrakt med en anden, så har vi også en pligt til at opfylde vores del af aftalen. Men langt de fleste at de pligter, vi tror vi har, er ikke reelle. Stort set skylder vi ingen noget. Vi skylder ikke vore forældre noget, fordi de har opfostret os. Vore forældre har ikke opfostret os for at få en gæld tilbagebetalt. De har gjort det af egen fri vilje og lyst og som følge af en instinktmæssig trang til yngelpleje. Og vi opfostrer på samme måde vore børn af kærlighed og ikke for at få noget tilbagebetalt.

Vi skylder heller ikke vore ægtefæller eller partnere noget. De har ganske vist givet os en masse kærlighed livet igennem, men de har da forhåbentlig gjort det af egen lyst og ikke for at noget tilbagebetalt. Hvis vi har givet hinanden kærlighed for at få kærlighed tilbagebetalt, så har der jo ikke været tale om kærlighed, men om en tuskhandel. Den, der har givet en anden et æble for at få en pære igen, har slet ikke givet noget. Hvis kærligheden derimod er givet af lyst til give kærlighed, så har belønningen allerede ligget i opfyldelsen af lysten til at give kærlighed. Det, man giver af lyst, er ægte, og gør én til et godt menneske, hvorimod det, man giver af pligt, ikke på nogen måde gør én til at bedre menneske.

Men kan lyst og pligt ikke forenes? Kan man ikke have lyst til at gøre en pligt? Man kan jo godt have lyst til flere modstridende ting på samme tid. F. eks. kan man en sommerdag have lyst til at tage til stranden, og samtidig kan man have lyst til at få gjort et stykke arbejde, som man føler, at man burde gøre, som man altså føler, at man har pligt til. Vælger man arbejdet, fordi man har større lyst til at gøre dette end til at tage til stranden, så har man fulgt den lyst, som var størst. Vælger man derimod arbejdet, fordi det vil give én skyldfølelse ikke at gøre det, så har man gjort det af tvang.

Hvis man føler, at man opfylder en pligt af lyst og ikke af tvang, så drejer det sig normalt om noget helt andet end pligt. Så drejer det sig om opfyldelsen af et ansvar. Ansvar er et ord, som man efter min mening burde sætte i stedet for pligt. Et ansvarsfuldt menneske tager ansvar for sine handlinger, ikke fordi man føler sig forpligtet til det, ikke fordi man føler skyld, hvis man ikke gør det, men fordi man har en indre lyst til at påtage dette ansvar. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man gør noget af pligtfølelse eller af ansvarsfølelse, så kan man benytte skyldproblematikken til at afgøre, om det er det ene eller det andet. Hvis man ville føle skyld, hvis man ikke gør det, så er det et pligtanliggende, og en opfyldelse af denne pligt højner ikke én, fordi opfyldelsen af pligten blot er en afvikling af skyld. Ville man derimod ikke føle nogen skyld, hvis man undlod at gøre det, så er det et ansvarsspørgsmål, og opfyldelsen af dette frivillige ansvar højner én ved at gøre én til et ansvarsfuldt menneske.

At handle af lyst er ikke ensbetydende med at handle ansvarsløst. Handler man af lyst og uden at tage ansvar for sine handlinger, er man et overfladisk og umoralsk menneske, men er lysten parret med ansvar, er man på én gang et frit og et dybt moralsk menneske. Ordet ansvar betyder tilsvar. Det vil sige, at det ansvarsfulde menneske tilsvarer enhver sit. Man tager ikke det, der er andres, og tilføjer man andre skade, forsøger man at genoprette denne skade, så godt man kan. Hos et frit menneske er lyst således parret med ansvar for det, man foretager sig. Men ansvaret for sine handlinger påtager man sig af lyst og egen indre tilskyndelse. Man er ikke bundet af pligt og skyld, for var man det, kunne man ikke være et frit menneske. For en overfladisk betragtning kan pligt og ansvar ligne hinanden til forveksling, men ser man skarpt på begreberne, er der en verden til forskel. Og denne forskel er forskellen mellem det skyldbetingede og trælbundne menneske på den ene side og det frie, men ansvarsfulde menneske på den anden side. Det er forskellen mellem dette menneske, som ikke er fri, og det, som er det.

Ansvar er et indre, moralsk og åndeligt anliggende. Pligt er derimod et ydre eller psykisk betinget anliggende. Pligt er noget, andre - herunder ens psykiske overjeg tvinger én til. Ansvar er noget, man påtager sig af sin egen indre og frie vilje.

Hvad er visdom?

Nok kan man tilegne sig en stor mængde kundskab ved at læse vise bøger. Men ingen bliver dog vise af at læse bøger. Ja faktisk kan man vide alverdens ting uden at forstå ret meget. Det er slet ikke usædvanligt at møde meget belæste mennesker, der kan citere den fineste visdomslitteratur forfra og bagfra, men som tydeligvis savner den mest elementære ”visdom”, når det handler om at behandle sine medmennesker med respekt og omsorg. Man bliver nemlig ikke vis af at huske hvad de vise fortæller, kun ved at gøre som de siger, og for at gøre som de siger, er man nød til at forstå hvad det er de siger. Ud fra dette vil jeg sige at visdom er forståelse.

Jeg har valgt at slette resten af dette indlæg. Da det jeg havde skrevet tidligere ikke kunne defineres under visdom, men mere som en personlig dogme hvilket bestemt ikke høre hjemme under visdom. Det jeg tidligere skrev i dette indlæg kunne virke meget fordømmende, hvilket bestemt ikke er min hensigt. Derfor kan de kommentarer der er til dette indlæg godt virke lidt misvisende.
Af. Franck Krogh.

Et personligt forhold til livet.

Indtil mit 39. år var min tro på gud, det jeg havde lært gennem min opvækst.Herfra gik min verden, og hele min eksistens grund holdninger. Dog med en konstant dårlig samvittighed, om jeg nu fortjente gud kærlighed. Jeg levede jo ikke altid efter hans bud. Jeg var også lidt bange for den dag, jeg skulle stå til regnskab. Havde jeg gjort mig fortjent, til at komme ind i guds rige. Der var mange gange jeg havde handlet forkert, selv om jeg viste det var forkert, inden jeg handlede. Jeg var nød til at tro på at, Jesus havde taget mine synder på sig, og jeg der ved kunne tilgives. Jeg undskyldte det også med, at jeg jo kun var et menneske. Men jeg var fast besluttet på, at der ikke var noget, der skulle rykke på min barnetro.

Denne barnetro begynde så småt at smuldre, da min kone og jeg begynde at tænke på at få børn. Vi fik afvinde at det kunne vi ikke af naturens vej, vi skulle have hjælp til det. Vi blev sat i behandling for barnløshed på Aalborg sygehus nord med inseminering. Dette lykkedes i 4 forsøg og vi var ovenud lykkelige vi skulle være forælder jubii. Da der var gået 2½ måned Efter vi havde fået beskedne, skulle vi til den første scanning. Det var ikke godt, der var noget helt galt, de kunne ikke finde barnet og det nok var en graviditet udenfor livmoderen. Den værste dag i mit liv. Det var her jeg første gang begyndte at tvivle på, om der fandtes en gud, og hvis der gjorde, hvorfor var han så ond. Det skal der til siges at jeg i samme ombæring var ved at miste min kone, da graviditeten var ved at sprænge i bughulen. Jeg undskyldte guds handling med, at der nok var en mening med det, som jeg ikke forstod. Vi afsluttede insemineringen på Aalborg sygehus, og fortsatte IVF behandlinger på Skejby sygehus, vi viste at den sidste mulighed var IVF behandlinger. Vores liv var blevet et forsøg på, at blive gravide. På Skejby gennemgik vi 2 forsøg uden resultat også. I takt med mislykkede forsøg steg min bitterhed til gud. Vi stod nu tilbage med ingen ting, hele vores samliv var tilrette lagt efter det, at stifte familie. Hvad skulle vi nu. Min kone begyndte at tale om adoption, hvilket jeg nægtede, jeg var blevet meget bitter på både tilværelsen og gud, jeg ønskede ikke noget af fremtiden.
Men jeg var ligesom nød til at gøre noget, Ægteskabet hang i en tynd tråd, og skilsmisse var udelukket pga. min barndoms lære ”man bliver ikke skilt, da det er en vederstyggelighed mod gud” og til trods for min bitterhed, mod gud turde jeg ikke gå mod ham.
Jeg havde mest lyst til at melde mig ud, af samfundet og ægteskabet, bare pakke min kuffert og flygte fra det hele, for det gjorde rigtig ondt.
Jeg stod nu tilbage med to muligheder, enten at give mig selv et los bagi, eller stikke af fra det hele. Jeg valgte det første, undskyldte over for min kone, for min manglende empati. Og for at gøre en lang historie kort, besluttede vi os for at adoptere. I mine tanker til gud gjorde jeg status, og konkluderede, at der ikke fandtes nogen gud, at det var noget vi mennesker havde skabt.” enhver sin egen lykkes smed” og ud fra dette kunne jeg atter finde lykken, da det var op til mig selv at finde den.
Vi adopterede en dejlig dreng fra Kina. Det var det bedste vi nogensinde havde gjort, hvorfor havde vi dog ikke bare startet med det, frem for alle de mange år med skuffelser. Vi er nu velsignet, med jordens dejligste dreng ”Nicolai” skønt jeg var atter lykkelig. Men mit forhold til gud, lå stadig lidt hen i det uvisse, for som jeg meget tidligt i mit liv, havde svoret at jeg aldrig ville miste min barnetro, på gud, Det havde jeg jo. Jeg var også begyndt at stille mig selv et spørgsmål, der lød igen og igen i mit indre ” hvem er du” og endnu mere efter jeg var blevet far, for hvad skulle jeg lære mit barn, af grund værdiger, hvis jeg ikke engang viste, hvem jeg selv var, Jeg havde jo fornægtet de værdiger jeg selv var vokset op ved, nemlig de kristne floskler. Jeg var nød til at finde mig selv.
Spørgsmålet var blevet temmelig påtrængende ” HVEM ER DU” og jeg måtte gå til erkendelse, jeg viste det ikke, var jeg bare et produkt af samfundets normer?
Endnu et vende punkt i mit liv. Jeg var blevet ramt af en frygt som aldrig før, jeg kunne ikke flygte, den mulighed var der ikke, med mindre jeg tog mit eget liv, hvilket jeg aldrig kunne drømme om, jeg elsker mit liv, min kone og barn, jeg var jo lykkelig. Mine beslutninger blev truffet ud fra nuet, og hvad andre forventede af mig. Det var ikke godt nok, jeg vil træffe mine egne beslutninger.

Begyndelsen.

Min kone havde på et tidspunkt talt om gnostikerne, i forbindelse med en bog hun havde læst ”den sidste tempelridder” Hun mente, at de var lige som mig, da de lige som mig, ikke var tilhænger af den kirkelige dogmatik, men dog kaldet sig kristne. Jeg begyndte, at undersøge hvad de var for nogle. Det første jeg læste om dem var, hvordan de fornægtede kødet og mente, at de var i besiddelse af nogle hemmeligheder, og var lig med ånden. Fra den en yderlighed til den anden. Det kunne jeg ikke bruge til noget. På dette tidspunkt havde jeg talt med min far, om hvad jeg mente om kristendommen, at jeg ikke kunne bruge det til noget opbyggeligt, hvorefter han gave mig en bog, han havde arvet efter min farfar, den hed Et legeme i Kristus af Kokichi Kurosaki.Jeg skal lige love for den fik åbnet mine øjne, sammen med det jeg havde læst om gnostikerne, så forstod jeg pludselig hvad det var gnostikerne mente, med adskillelsen fra kødet. Vi er Kristus ånd. Og ud fra dette, gav det hele meget mere mening, kødet hører jorden til ” af jord er du kommet og til jord skal du blive ” kødet har intet med gud, at gøre. Ved at forstå dette, kunne jeg finde gud igen, og mere en jeg nogensinde havde gjort tidligere. Jeg forstod at gud ikke var ond, bare fordi vi ikke kunne få børn. Det har intet med gud at gøre, men derimod om jeg vil lytte til guds ånd i mig, fordi jeg er hans barn i ånden og ikke i kødet. Jeg har fundet den åndelige styrke, som intet andet end mig selv kan gøre fortræd. Og ud fra denne devise kunne jeg finde mig selv, og have styrke til at bære det ansvar, det er at være ærlig. Jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg læste Thomas evangeliet, hvilket nok var den største øjn åbner til dato. Jeg kunne pludselig se guds kærlighed, til menneskene og den gave livet er. For uden mørke intet lys og uden lys intet mørke. Og dermed mener jeg, Blandt andet det frie valg til, at vælge den vej vi vil følge, og til at vælge det gode og onde efter behag. For hvis vi ikke ved hvad godhed er, ved vi heller ikke hvad ondskab er, for mellem lyset og mørket ligger sandheden til at se. Sandheden, er det der skal bære os i livet. Det er det Jesus budskab er og var. Nemlig sandheden til at, turde leve livet til fulde, uden fordomme, fordi sandheden er vores fundament.Sandhed til at se uden fordømmelse. Sandheden er det frie valg, gud har givet os, gaven til os mennesker. Sandheden er det der skal skabe balance mellem det kødelige og det åndelige. Sandheden er det der skal styre, for uden den er der ubalance i mennesket. For ved at være sande over for os selv, har vi gjort vores bedste, og kan ikke gøre mere.Livet er det der er mellem fødsel og død, det er det vi skal fokuserer på, og ikke på hvad der er før eller efter. Vi skal hvile i troen på guds kærlighed til mennesket, der i ligger det evige liv og ved troen på dette, kan vi leve uden frygt. Brug gud konstruktivt, det er det der er meningen, det er det, der er opbyggeligt. Hvis det ikke er konstruktivt, er det ikke gud til men mennesket alene.

Sandheden

Hvordan kan man så bruge det i sin hverdag, så at man bliver et gladere og lykkeligere menneske, Et eksempel, jeg var uvenner med en kollega og nærede et stort had til ham, hadet var så stort, at jeg ofte tog min vrede med hjem til min familie, hvilket de ikke fortjente, jeg kunne bare ikke lade det ligge da det fylde så meget i mig. Had og vrede er ikke opbyggeligt og kommer fra mennesket(kødet) og hører ikke gud til, ved at adskille dette og konfronterer kødet med den påstand om at det er mig der er i kontrol, og ikke mine følelser til kødet, det er her værktøjet sandheden bruges konstruktivt. Erkendelsen af at det er mig der har et problem, med mit had og min vrede, og jeg alene bære skylden for denne, kunne jeg behandle problemet ved dets rod, ud fra devisen ”de eneste problemer du kan gøre noget ved er dine egne” Det kan godt være at min kollega ikke har ret eller er fej, men det er ikke mit problem, det bliver det først når jeg giver det lov til at være det, ved denne erkendelse er jeg nået langt i at finde lykken, både på det åndelige som menneskelige plan. Sandheden kan bruges på mange måder, i dette eksempel, er den brugt som en objektiv selv erkendelse. Kunsten er ikke, ikke at falde men at rejse sig efter hvert fald, og her er det, sandheden er min støtte, jeg rejser mig ved. Og her er der sikkert mange der vil sige hvad, har gud med det at gøre, det er jo ren naturvidenskabeligt psykologi i selv hjælp. Faktum er, ved at kende mig selv som et helt menneske, at der er noget der er større end mig selv, er det der skaber tolerance for de ting vi ikke forstår, igen sandheden, for eksempel i kærligheden, ikke at forveksle med forelskelsen, som er baseret på nogle hormoner i enten kortere eller længer periode.Hvor imod kærligheden ikke kan forklare rent naturvidenskabeligt, men er noget udefinerbart noget man føler eller tror på, det samme er det med troen på gud. Man skal selvfølgeligt passe på ikke at blive fanatisk, da fanatisme aldrig er sundt, her er det igen den objektive sandhed, skal være vej viser og skabe balance mellem det kødelige jeg og det åndelige jeg. Summa summarum, jeg tror at sandheden/selverkendelsen/sjælen skal være vejviser for ens liv. For en dybere forklaring, på hvad jeg mener, kan du læse mine tidligere indlæg, da det er det samme jeg skriver om, bare mere fokuseret, i de enkelte emner.Og i mine næste 2 indlæg der kommer ”hvad er visdom” og ”hvad er kærlighed”


Ord forklaring:
Kødet = Det jordnære jeg.
Åndelige = det uforklarlige eller Helligånden eller hvad der hører gud til.
Sandheden = erkendelse eller selv erkendelse.

Jeg vil slutte med 2 citater første fra Thomas evangeliet logaritme 3. det andet af Søren Kirkegaard.

Det er 2 citater der betyder meget for mig.

Jesus sagde: "Hvis de, som leder jer, siger til jer: "Se, Riget er i himlen!" så må himlens fugle da være forud for jer! Hvis de siger til jer: "Det er i havet!" så må fiskene da være forud for jer! Nej, Riget er inden i jer og udenfor jer. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I vil indse, at det er jer, som er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."

En mand, der som et fysisk væsen, er altid vendt mod ydersiden og tænkte, at hans lykke ligger uden for ham, endelig vender sig indad og opdager, at kilden er i ham.

Af Franck Krogh.

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 7.

Vi kender beretningen fra Glucks opera "Ifigenia i Åulis". I Dommernes bog kap. 11 fortælles om, hvordan Jéffa lovede Herren, at hvis han fik magten over Ammorntterne, ville han ofre" til Herren den første, der kom ham imøde fra Irans hus, når han kom hjem. Det viste sig at være hans datter (unavngiven), og resten af kapitlet handler om, hvorledes hun blev ofret. Men Hiram legenden bar som sagt meget dybe rødder langt ned i gammel mytologi, både, egyptisk, indisk, næforiénfalsk og også tyrkisk.


Ifølge disse legender er Hiram smed og støbemester, efterkommer efter Kain, som ifølge disse myter var uægteskabelig søn af Eva og en udstødt engel Iblitz, som spiller en rolle hos muslimerne. Vi véd, hvordan det gik Kain. Efter mordet på Abel, der ifølge denne legende var hans halvbroder (dette stemmer jo ikke med Gamle Testamente), udvandrede Kain og blev stamfader til kainitterne, som var smede og levede som trælle. Kort fortalt siger Robert Ambelain, at Hiram ved tempelbyggeriet slet og ret blev ofret som det offer, det var sædvanligt at yde, når man grundlagde en større sakral bygning. Det var da almindeligt, at ofret (en voksen mand eller en førstefødt søn), blev lagt i en kiste, som blev indmuret i selve højalteret. Vi ser endnu resterne deraf i katolske katedraler, hvor der findes indmuret et skrin med helgenrelikvier.

Var Hiram Andersons egen opfindelse?

Legenden om, at Hiram skulle være myrdet af tre svende, findes ingen steder i de gamle beretninger og heller ikke i det Gamle Testamente, men dukker først op i den engelske loges ritualer fra 1723. Ambelain skriver udtrykkeligt, at han ikke har kunnet finde grundlag for denne beretning og mener, at den kan være opstået i Andersens fantasi. Ifølge dette ritual skulle Hiram genfødes som den nye mester i den dramatiske klimaks og i III grad. hvor han modtager den "frimureriske ånd": tolerance og adogmatisne, og indvies som mester. Ganske vist udspilles dette drama som et skuespil med recipienden som tilskuer, således som ældre brødre, vi vide. Men Ambelain mener, at netop dette ritual må virke stødende både på jøder og kristne, hvad der har været væsentligt medvirkende til den modstand, som det engelske ritual fremkaldte.

Striden mellem de kristne loger - og de andre.

James Andersen udarbejdede sin førsteudgave af "Constiutions" 1723 på basis af gamle konstitutioner og havde her som noget nyt indført Hiramlegenden. Dermed var der ikke mere tale om en decideret kristen loge, men at det kun forlangtes, at medlemmerne skulle anerkende "et højeste væsen" som skaber. For det var - som Andersen skriver – "en religion, som enhver fornuftig mand kunne antage". Heri støttedes han af Desaguliers, og de fire loger, "The Goose and Griderion", "The Crown", "The Appletree" og "The Rummer and Grape" sluttede sig sammen til storlogen, der tog navnet "Grand Lodge of London", senere "Grand Lodge of England" og sluttede med navnet "United Grand Lodge of England", der gælder den dag i dag. Alt materiale, der lå til grund for konstitutionen - også vedrørende Hiramlegenden - blev brændt. Den nye logedannelse fik den allerstørste betydning for frimureriets udbredelse i de engelske kolonier, hvor man jo nu kunne optage alle uden hensyn til religiøst tilhørsforhold, altså buddhister, muslimer, jøder osv. Det var nu ingen betingelse, at man var kristen.

Men netop heri lå skismaet, og logen vakte stor modstand. Blandt andet nægtede Christopher Wren at tilslutte sig den. Også York-logen reagerede voldsomt. Som modtræk kaldte denne sig "Grand Lodge of Whole England"! En lille morsom ting er, at man i Andersens loge for at udskille sig fra York-systemet byttede om på ordene i l. og 2. grad. I det svenske system har vi igen antaget l. og 2. grads orden, som de oprindelig fandtes i York-systemet.

Så kom pave Demens XII's bandbulle af 1738. Den blev fornyet af senere paver, sidst i 1983 af Poul Johannes II. Man indvendte heri blandt andet, at Andersen talte om "religion" og dermed mente en universel moral, som giver adgang for "folk af alle religioner og enhver sekt". Man kunne heller ikke anerkende, en slags frimurerisk dåbsritual med ild, vand og luft. I Johannes-evangeliet står der udtrykkeligt, at dåb skal være med vand og Helligånden. Endvidere klagede man i bullen over, at frimureriet havde et "hævnritual" med trusler mod dem, der brød deres løte

Kritikken mod logerne.

I 1730 insti tueredes Royal Order of Scotland, som et kristent modtræk i højgraderne, mod det angiveligt antikristne element i Andersens tre første grader. I Frankrig forholdt man sig noget svingende. Nogle af de franske storloger anerkendte Andersens principper, andre ikke. Efter revolutionerne i det 18. og 19. århundrede var de fleste loger i Frankrig socialistisk prægede og af utvetydig politisk observans. Hertil kom i midten af 1800-tallet de stærkt militante, socialistiske loger, materialistiske og i opposition til frimureriets traditioner. Ikke desto mindre, har disse marginale frimurersystemer i Frankrig, medført store sociale fremskridt, ikke mindst under socialisten Leon Blum, der havde mange frimurere i sit ministerium. Der er imidlertid kun to frimurersystemer i Frankrig, som er "anerkendte", nemlig Grande Loge Nationale Francaise og Grand Prieure des Gaules, begge med hovedsæde i Paris og arbejdende efter Andersens principper. Kun disse loger må besøges af danske frimurerbrødre, som bekendt.

Robert Ambelain kommer i sin bog med en gennemgående kritik af det andersonske system. Han hævder, at Andersen og Desaguliers selv ikke var regulært optagne frimurere, men kun tilknyttet deres loge som kapellaner. Af sådanne fordredes der ikke egentlig optagelse, men kun et tavshedsløfte. De var altså ikke selv frimurermestre, og derfor kunne deres loge heller ikke blive regulær, men er "selvskabt". Andersen anklages for at have skabt to grader, lærlinge- og mestergraden, på to år, hvilket ellers skulle tage fem eller syv år. I det hele taget, havde han efter eget forgodtbefindende lavet om på de gamle konstitutioner, han som ikke engang selv var egentlig mester! Der var også andre tanker, men mest afgørende var anklagen for "sort magi" i den nye mestergrad.

Det svenske systems kristne grundholdning.

Så kommer vi endelig til det svenske system. Her blev Hiram legenden erstattet af legenden om Adoniram som tilsynsmand for hoveriarbejderne, og der siges ikke et ord mere om ham. Det svenske system har gjort Adoniram til bygmester. Faktisk er legenden løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng, og historien bruges hos os rent opbyggeligt og som en ren allegori, hvor vi skal bestå vor prøve i forhold til Lovens retvinklede krav, men hvor hverken samvittighed eller vor fornuft kan hjælpe os, men kun vor tro kan føre os videre.

Af gode grunde, kan vi ikke gå ret meget videre om dette problem. Men det synes klart, at det svenske system har ønsket, at markere sin kristne grundholdning utvetydigt. Det kan være grunden til, at man valgte figuren Adoniram i stedet for Hiram. Nogle har ment, at det hænger sammen med, at de to første og de to sidste bogstaver giver ordet Adam. Andre har ment, at Adoniram slet og ret betyder "hr. Hiram", idet Adon på hebraisk betyder herre. Hebraisk-kyndige brødre har fortalt mig, at det nok ikke er rigtigt, for Adon bruges i hebraisk kun om Herren, hvis navn man jo ikke måtte nævne.

Mellem tvivl og svævende tanker

Skal vi få et lille overblik over alt dette, så har vi set, hvordan frimureriet i århundreder har svunget (og stadig svinger) hid og did, mellem tvivl og svævende tanker. Man har søgt at nå frem til et mål. Det resulterer i bedste fald i en almindelig deisme og en morallære, som man kan føre tilbage til ældgamle myter og mysterier. Det kan da være udmærket! Men det lykkes først, at få frimureriet dannet som det harmoniske læresystem, som vi synes det skal være, efter man som i det svenske system har lagt kursen retvisende Øst. Man har i frimureriet ligesom hin enkelte fremmede søgende måttet vandre hid og did i mørket for, at søge sandhed og lys. Men man kommer ikke ud af den mørke dal i Nord, før man har rettet blikket mod Syd, hvorfra søndenvinden har tilført os vore hemmeligheder, som ritualerne så malende åbenbarer os, og derefter rettet kursen ind retvisende Øst.

Her slutter så min artikelserie om Frimureriets historie, og jeg håber at mine læsere har haft stor fornøjelse af at læse beretningen.

Tak til Hans Anckarstjerna for det store historiske arbejdte han har udført.
Frimurer historie. Af Hans Anckarstjerna