tirsdag den 30. marts 2010

Acacia et af de smukkeste symboler i frimureriet.
















Enhver diskussion om Acacia er vigtigt for Frimureri som, en af sine grundlæggende og smukkeste symboler, bør begynde med rense lidt væk af "affald af templet", som følger af den sorgløse skriftlige udlægning. Så mange er blevet offentliggjort med.


Der er blevet offentliggjort så meget om Acaciaen. Det er derfor ikke så underligt, at frimurerne ofte er forvirrede, hvad planten virkelig er, hvordan det kom til at være et symbol på udødelighed, og hvad dens sande plads i religionshistorie kan være.

Vi kan ikke præcist angiver en bestemt plante eller et træ som "Acacia busk" eller "Acacia træ" af samme grund, at vi kan ikke nøjagtigt angive "Rosen busk" eller "fyrretræ." Der er for mange sorter af roser, for mange slags fyrretræer at skelne dem fra hinanden blot ved den bestemte artikel. Som en botanikere ved er der mere end fire hundrede og halvtreds sorter af Acacia, "den akacie kan kun de mest almindelige af begreber, hvilket betyder, dem alle." Så måske Det er ikke underligt, at vi finder et frimurerisk skribent taler om "spredte blade af Acacia træet" og en anden taler om "den lave tornede buske, som Acacia." Vi har ingen sikkerhed for, at de træer og buske der nu vokser i Palæstina, er de samme som dem, der blomstrede i Salomons tid. Altså at det ikke er umuligt, at "Acacia totilis (på arabisk, Es-sant)" og "Acacia Seyal (I arabisk Sayal)" voksede til større størrelse tre tusind år siden end de gør nu. Men myndighederne tvivl på, at Acacia der vokser lav, som en busk, og som efter al sandsynlighed må have været den plante, som en af de tre plukket fra jorden som "kvisten Acacia," nogensinde er blev store nok til at levere brædder tre fod bred. Wynn Westcott siger: "Den Acacia er det eneste træ i alle størrelser, der vokser i ørkenen i Palæstina, men der har været tvivl om, at selv det nogensinde blev store nok til at give planker en og en halv alen i bredden. "

Lærde er enige i at det "Shittah Tree" i Det Gamle Testamente er en Acacia, og at "Shittim", flertal, henviser til Acacia. I Joel (3-18), i en af de poetiske og smukke profetier i Det Gamle Testamente , læser vi:

"Og det skal ske på den dag, at bjergene skal falde ned ny vin, og bakkerne skal flyde med mælk, og alle de floder af Juda skal flyde med vand, springvand skal så komme frem af huset af Herrens , og skal vand dalen Shittim. "Kommentatorer placere" dal Shittim "som muligvis Kidron af Exekiel, men en ting er sikkert , i tørke dal er der Acacia, der blomstrede, hvor andre planter omkom på mangel af vand, var Acaciaen kendt for at vokse, en anden grund til at tro den oprindelige Acacia som frimurer ære var en mindre busk, i stedet for det store træ. Da Akakia "på græsk betyder" uskyld ", det var helt naturligt for Hutcheson (frimurer ånden, 1795) til at forbinde Frimurer-planten med den græske definition. Han sagde:

"Vi Frimurer, der beskriver de sørgelige tilstande i religion under den jødiske lov, taler i symboler," Hendes grav var i skidt og snavs kastet væk fra templet, og Acacia flettede sine grene hen over hende grav "" akakia "er den græske ord for uskyld, eller er fri for synd, hvilket betyder, at synder og korruptions af den gamle lov og hengivne af den jødiske Alteret havde skjult religion fra dem, der søgte hende, og hun var kun at finde, hvor uskyld overlevede under banneret af hengivende Lam, og som for os selv, der påstår, at vi skulle kendetegnet ved vores "Acacy", eller som sande "Acacians" i vores religiøse tro og grundsætninger. "

Det er nu indforstået, at Hutcheson, og den store ære, vi skylder ham, var for ivrig efter at læse en kristen tolkning til alt frimurerisk skal betragtes som ufejlbarlige. Mens sammenfaldet af det græske ord vores navn til Shittah-Tree er suggestive det næppe tilstrækkeligt til at læse "uskyld" i symbolet, når det allerede har så sublime en betydning. Mackey mener akacie også som et symbol på indledningen, fordi hellige planter var symbolsk om indledning i mange af de gamle mysterier, hvorfra frimureri afledt så meget. Den moderne frimurerisk videnskabsmand er snarere egnet til at passere over denne betydning, er han også at tro, at et symbol allerede så rig behøver ikke yderligere betydninger at gøre det vigtige og smukke.

Tilsyneladende begyndelsen af sammenslutningen af akacie med udødelighed er legenden om Isis og Osiris, en af de ældste myter menneskehedens spores tilbage til Egypten i tusindvis af år før den kristne æra. Dens begyndelse, ligesom de alle legender som har udholdt, er indhyllet i tåge, som trækker et slør mellem os og dagene før historie.

Ifølge legenden, Osiris, som var på en gang både kongen og Gud egypterne, og blev narret af sin bror Typhon (som var meget jaloux af Osiris), i King's fravær på en velgørende mission til sit folk. Senere på en fest, der er fastsat i King-Guds glæde, Typhon anlagt en stor kiste, smuk i håndværk, værdifulde i det ekstreme, og tilbød det som en gave til enhver besiddelse af et organ, der bedst passede til brystet. Osiris ind i feltet, Typhon forårsaget låget til at lukke og fastgøres, hvorefter det hele var kastet i Nilen.

Strømme bar det til Byblos, Fønikien, og kastede det i Land ved foden af en akacietræ. Træet voksede hurtigt og snart indkapslet brystet bedrift liget af Osiris.

Når Isis, trofaste dronning, lærte af den skæbne, hendes mand, hun i søgningen af kroppen. i Mellemtiden var Kongen af den delstat, hvor den akacie skjulte kroppen, han beundrende træets skønhed, og lod det skære ned og lavet af dens krop, en kolonne. Belæringe i dette, Isis blev sygeplejerske til Kongens børn og modtog den kolonne, som hendes løn. I stammen, var Osiris konserveret lig. Under deres lange fangenskab i hænderne på egypterne, hvad mere naturligt var end at israelitterne bør tage for deres egen symbol et allerede gammel kendt, og gør af "Shittah-Tree" et symbol på udødelighed, ligesom det havde været tilfældet i Egypten?

Det er måske for meget at sige, at israelitterne var de første til at symbolisere akacie grenen som et symbol på udødelighed. Men at de gjorde det i oldtiden er oplyst af mange historikere. Dalcho tildeler en roman grund til denne praksis.

Folkeslag i alle aldre har plantet eller lagt blomster på gravene for dem, de elsker, som et symbol på opstandelsen og et fremtidigt liv. lilje af den moderne kirke, rosmarin, som er til minde, om akacie grenen fra de gamle israelitter og den moderne frimurer har alle den samme betydning på en grav - det visuelle udtryk af håb for hele menneskeheden.

Det er interessant at erfare, at mange træer på mange himmelstrøg, er blevet symbol på udødelighed. grækerne tænkte Myrtle træ udødeligt liv, og mistelten, som overlever i vores liv blot som en behagelig omdirigering på jul, holdt, var gennem Scandavavians og Druids lige så hellig som vi overvejer akacie. Sammenligningen af en plante og udødelighed understreges i Det Nye Testamente - se John 12:24:

'Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold'

Også kendt passager fra St. Paul (Første Korintherbrev 15:36,37), der anvendes så meget i begravelse:

Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. "- som selvfølgelig er taget fra Job 14:7.

Der er således rigelig historisk anerkendelse og forbindelsen mellem det, der vokser og dør og vokser igen, og tanken om udødelighed, så vi ikke behøver at overveje de utvivlsomme kendsgerning, at "shittah-træer" skåret fra stråler af huset, ofte spirede filialer selv når de ikke havde nogen rødder, eller vores egen tanke på næsten enhver sort af fyrretræ som "evergreen, eller nogensinde levende" træ, for at se, at der er meget baggrunden bag symbolet. Det er en af de herligheder frimureri, at så meget Der er gjort af mærket, så kære og dyb en betydning der er tillagt den, at den har næsten lig med kvadratet som frimureri nærmeste og kæreste. Alle, der var dødelige på Tyrian lå myrdet i en grav "gravet seks fødder på grund øst og vest. "Det geniale ved templet var ikke mere. Ikke flere designs på trestleboard; ikke mere herligt arkitektur stammer fra denne mægtige hjernen; ikke mere afholdelse af møder med Solomon og Hiram i helligdom Sanctorum - den Widow's Son var død! Af dem der søger finder man en kvist af akacie. Oh, udødelige historie; tre gange udødelige ritual beslutningstagere, der kobles sammen en opstandelse og en kvist grønt! True, han hvis mor var af den Race af Naftalis blev ødelagt, men hans geni levede, hans ånd gik videre dyder var hans registreret i sten og i hjerterne hos dem, der bygger på Mt. Moriah's højder.

For mindst to hundrede år og sandsynligvis meget længere kvist akacie har fastslået Frimureri førende undervisningen. Graven er ikke enden. Organer dø og forfald, men noget ", som bærer den nærmeste affinitet til det, der gennemsyrer alle karakter, og som aldrig, aldrig dør, "rejser sig fra graven for at blive en af dette store skare, der er gået forud os. Fejl kan dræbe, som kan onde og egoistiske grådighed, men ikke permanent. Det, der er retvisende og bøde kan ikke blive ødelagt. Dens krop kan blive myrdet, forsvinder kan dens ske, det skidt af templet og en midlertidig grav kan skjule det for en tid, men hvor er begravet, som er dødelig, der vokser en stedsegrøn eller nogensinde lever kvist akacie - akacie desto mindre at det kan være en åndelig kvist, en plante ikke jordens, jordlige.

Da han, der var træt, plukket på en kvist af akacie, han havde "beviser for tingene ikke set." Når vi smider den lille kvist evergreen som er vores sædvanlige kirkegård "kvist akacie" i det åbne grav i en af vore brødre som har intensiveret forud på den vej, vi alle skal træde, vi giver bevis for tro på en "ting ikke set." For aldrig en mand har set ånden i en, der er gået, eller visioned det land, hvor ingen skygger er. Hvis vi se det i vores drømme, ser vi ved tro, ikke øjnene. Men vi kan se akacie - vi kan se tilbage gennem trække år til legenden om Osiris og tror, at selv som akacie voksede om hans krop for at beskytte den, indtil Isis kan finde det, så gør akacie af frimureri blomstre over kisten fra, som i den højtidelige ord Prædikerens "ånden skal vende tilbage til Gud, som gav den."

Kilde: SPRIG OF ACACIA SHORT TALK BULLETIN - Vol.X November, 1932 No.11 by: Unknown

fredag den 26. marts 2010

Giv din mening til kende.















Hvad mener du om kristne?
Hvad mener du om Frimurerne?
Tror du på noget, der er stører end dig selv?
Hvad er din livs philosophi?
Hvad er religion for dig?

Traffer du dine egne valg?

torsdag den 25. marts 2010

Hvad ånden har forenet skal døden ikke skille.

Virtus junxit mors non separabit.

Hvad Livet har forenet skal døden ikke adskille.


Dette er en frimurer talemåde. Jeg blev forleden spurgt, hvordan jeg kan være frimurer, og samtidig være Kristen. Det er nemt. Som de siger i en reklame på tv for tiden. Du behøver ikke at læse biblen, for at være kristen, du skal bare tage et kors om halsen, og så vupti, er du kristen, det samme gælder, det at være frimurer, du tager du bare et skøde skind på, og så vupti, er du frimurer. For du kan jo godt både bærer skødeskind, og kors om halsen samme tid, det er nemt….
Nej det er ikke sådan det hænger sammen. Jeg kan sagtens være frimurer og kristen på samme tid, for hvad er det kristendommen lærer os, er det ikke at have et personligt forhold til gud? Det er det samme som vi frimurer skal lære. At være os vores ansvar bevist, både overe for os selv, og ikke mindst over for andre. Grund sætninger i frimureriet er broderkærlighed, hjælp og sandhed, tilsammen tolerance. Og som oven stående frimurer slogan ”Hvad Livet har forenet skal døden ikke adskille.” Hvilket kan tolkes som man selv vil, jeg personlig tolker det som, frelsen.

Der ud over er frimureriet ikke en religion, men et sted med religionsfrihed. Der må ikke diskuteres religion og politik i logen. Hvilket jo er tolerance, at respektere andres meninger og tro.

mandag den 22. marts 2010

kærligheden og tro.














1.Joh.4,16-18
Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.

Mine fortolkning..............

Tro på at gud har fuldbragt alt.
Det er det han viser med at give sin søns legeme på korset.
Legemet er kun en skal hvor i vi bor. Lige såvel som du ikke er dit hus
Men hvad der bor i huset. Ved at tro dette skal du ikke frygte.
For guds kærlighed er ren, den er ikke bundet af legemet.
Din kærlighed til gud, er der imod bundet af legemet. Du kan ikke gøre noget så gud ikke længer vil elske dig. Stol på dette og det vil med garanti give dig et lykkeligt liv. Forstå dette og rigdom vil blive givet til dig (Kærligheden den største rigdom af alle)

Så tro på kærligheden, ikke for guds skyld, men for din egen.

søndag den 14. marts 2010

Stof til efter tanke.

For himlens skyld, lad være med at være fuldkommen, men prøv for alt i verden at være fuldstændig.
Fri vilje består i evnen til glad at gøre det, jeg må gøre.
Symbolet giver os vedvarende stof til eftertanke og efterfølen.

Citater af C.G. Jung.

Efter min mening var manden et geni. Specielt hans sener år.
Carl fandt udad at, i den gnostiske tanke ligger den menneskelige naturs ophav.
Carl Gustav Jung 1875 - 1961.

fredag den 12. marts 2010

konklusionen med bibel citat samt Thomas evangeliet.


Romerbrevet kapitel 8. konklusionen af mine 2 tidligere indlæg.

Så kan man stille sig selv det spørgsmål var Paulus gnostiker. ?




Frihed fra døden

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.

Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:

På grund af dig dræbes vi dagen lang,

vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.




Thomas skriver også i Thomas evangeliet:

Jesus sagde: "Salig er den løve, som mennesket fortærer, så at løven bliver til menneske; men forbandet er det menneske, hvem løven æder, så at løven bliver til menneske!"

Jesus sagde til sine disciple: "Sammenlign mig med nogen, og sig mig, hvem jeg ligner." Simon Peter sagde til ham: "Du ligner en retfærdig engel." Mattæus sagde til ham: "Du ligner en viis filosof." Thomas sagde til ham: "Mester,

min mund vil overhovedet ikke kunne sige, hvem du ligner." Jesus sagde: "Jeg er ikke din mester. Fordi du har drukket og er blevet beruset af den sprudlende kilde, som jeg har tilmålt." Og han tog ham og gik til side og fortalte ham tre ting.

Da Thomas var kommet tilbage til sine fæller, spurgte de ham: "Hvad sagde Jesus til dig?" Thomas sagde til dem: "Hvis jeg fortæller jer en af de ting, som han fortalte mig, så vil I tage sten op og kaste dem på mig; og ild vil komme ud af stenene og brænde jer op.

Hans disciple sagde til ham: "Hvornår vil de dødes hvile komme, og hvornår vil den nye verden komme?" Han sagde til dem: "Det, som I venter på, er allerede kommet; men I erkender det ikke."


Jesus sagde: "Salige er de, som blev forfulgt inde i dem selv. Det er disse, som er kommet til at kende Faderen i sandhed. Salige er de, som hungrer, for maven vil blive fyldt på den, som ønsker det."


Jesus sagde: "Hvorfor gik I ud i ørkenen? For at se et rør, som svajer for vinden? Og for at se et menneske klædt i bløde klæder ligesom kongerne og jeres stormænd? De er klædt i fine [klæder], og de vil ikke kunne kende sandheden."


Jesus sagde: "Ulykkeligt er det legeme, som er afhængigt af et legeme, og ulykkelig er den sjæl, som er afhængig af dem begge to."


[Jesus sagde:] "Hvis I har penge, så lån dem ikke ud mod renter, men giv [dem] til den, fra hvem, I ikke vil få igen!"


[Jesus sagde:] "Den, som ikke hader sin fader og sin moder, som jeg gør, kan ikke blive min discipel. Og den, som [ikke] elsker sin fader og sin moder, som jeg gør, kan ikke blive en [discipel] af mig. For min moder [gav mig falskhed?), men [min] sande [Moder] gav mig liv."


Jesus sagde: "Ve over kødet, som er afhængigt af sjælen; ve over sjælen, som er afhængigt af kødet. "


Hans disciple sagde til ham: "Hvornår vil Riget komme?" [Jesus sagde:] "Det vil ikke komme ved at vente på det. Det vil ikke være sådan, at man kan sige: 'Her er det!' eller 'Der er det!' Men Riget er spredt over jorden, og mennesker ser det ikke. "

Frelse, Gnosis, indsigt, erkendelse, dåb. kært barn mange navne.

Forståelsen af frelsen og hvad er frels.


Det skal påpeges at dette er min fortolkning af hvad frelse er.

For mig er det forståelsen, af Den åndlige verdens adskillelse fra den legemlige verden. Og ved dåben netop, at forstår denne forskel. Ud fra tidligere indlæg vedr. Treenigheden af den 10-03-10. hvor jeg skriver. Gud faderen og menneskenes verden, har intet med hinanden at gøre. Ved dåben erkender vi, at vi er en del af Kristus, og får denne indsigt i herligheden, og guds rige på jorden, i os hver især. Og som Thomas skriver i Thomas evangeliet, får vi ører til at hører med. Vi skal skelne legemets ryst, fra åndens ryst. Erkende at guds rige er inden i os. Og vi skal ikke erfare døden. Den død som hører legemet til. Paulus skriver også om det i sine breve. Eks.





"Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige." (1.kor. 15:50).



"Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.

Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.

Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus." (Rom. 6:4-11)

"Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt [indviet] til Kristus Jesus, er døbt [indviet] til hans død?

Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden." (Rom. 6:3-7)

"Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere." (2.kor. 5:16)

onsdag den 10. marts 2010

TRO

Treenigheden.


Troen på treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden er central i al traditionel kristendom. Udformingen af læren skyldes den centrale tro på monoteisme, samtidigt med at der findes mange antydninger i Bibelen om at Jesus (og en vis grad også Helligånden) er Gud ligesom Gud Fader. Læren siger så, at de er tre individuelle personer, men kun et væsen. Kristendommen erkender dog at forståelse af dette er et mysterium, der aldrig fuldt ud kan fattes.

Treenigheden er det centrale dogme i næsten alle kristne religioner, da mange betragter det som nødvendigt at acceptere dette dogme (symbolsk og/eller konkret bogstaveligt eller på anden vis) for at tro på Jesus som Kristus.

Ordet Treenighed forekommer ikke i Bibelen. Den klassiske formulering, som ikke fremgår af Bibelen, blev først formuleret af Tertullian fra Karthago omkring 200, er: Gud er én substans og tre personer. På dansk dog ofte formuleret som: Gud er ét væsen og tre personer. De tre personer i treenigheden er Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden.

Ordet Treenighed blev først brugt af Theophilus af Antiokia i 180'erne og blev et afgørende tema under dannelsen af den katolske kirke, fx i forhold til konflikten mellem de alexandrinske og antiokenske teologiske skoler, og diverse "kættere" som arianerne, modalisterne og det makedonske kætteri.

Dogmet er en videreudvikling af forskellige nyplatoniske teorier, specielt den øverste Guddoms hypostatiske natur og Platons oprindelige mellemledsbegreb: Katolikkernes version opfattede dog ikke stoffet som ondt (hvilket dengang førte til en stærk kritik fra hedenske filosofiske kredse) og kunne inkorporere andre filosofiske skoler (hvilket så på anderledes måde hjalp dens popularitet).

Den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikænske trosbekendelse fra 381. Man kan videre læse om emnet i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley.

Dogmet om treenigheden afvises som ubibelsk og falsk lære af nogle kristne trossamfund: Jehovas Vidner og unitarer. Jesus, som ifølge dogmet om treenigheden er en del af treenigheden, var jøde; men jødedommen anerkender ikke treenigheden.

Treheder af guder er fra tidernes morgen almindelig kendt fra førkristne religioner i Babylon, Assyrien, Ægypten og findes i dag hinduismen.

Interessante citater om treenigheden fra forskellige opslagsværker:

• The Encyclopedia Americana: Treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“

• A Dictionary of Religious Knowledge: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“

• New Catholic Encyclopedia: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.

“ fra wikipedia”



Deus(gud)

Pater(Faderen)

Filius(Sønnen)

Spiritus(Helligånden)

Est(er)

Non est(er ikke)


Mine tanker omkring treenigheden.

Vi skal se på udspringet, Deus(gud) hvorfra alt kommer og udspringer, så langt er jeg enig, men der ved stopper det så, og dog. En anden måde, hvor på jeg fortolker det, ud fra billedet er det for mig sådan Pater(Faderen)= Legemet. Filius(Sønnen)= Sjælen. Spiritus(Helligånden)= ånden. Deus= Gud.

Gud som gud faderen, hvorfra alt udspringer = Deus.

Satan som jordens hersker, ”legemets vidrer skaber for af jord er du kommet og til jord skal igen blive” den skabende gud = Pater.

Sjælen den frie vilje, til forstå forskellen mellem lys og mørke = Filius.

Ånden hvor i gud faderen ligger, ”guds billede” binde ledet til gud fader = Spiritus.

Denne opdeling er essensen i min tro.

Gud faderen og menneskenes verden, har intet med hinanden at gøre. Da det adskilles af det materielle(den profane verden). Kun gennem frelse, eller indsigt (gnosis) skaber vi kontakten, til ånden. Vi skal forstå denne adskillelse som, den grundlæggende essens. Det er budskabet Jesus kom med. Legemet har ingen betydning i det evige liv, da det ikke er den materielle verden. I den materielle verden er det satan, der reagerer, det er der vi kan gøres fortræd eks. Sult, forfølgelse mm. Men i den ånd lige verden, kan vi ikke gøres fortræd, her har satan ingen magt, det er her vi skal søge vores styrke, gennem frelsen. Vi skal også forstå at gud, ikke straffer os, ved at sætte os i denne verden. For ser vi kun lys, ved vi ikke hvad mørke er, og omvendt. Da vi har muligheden, for at se begge dele, beriges vi. Det er en gave fra gud faderen. Derfor skabte gud faderen også Satan, til at reagere over jorden. Vi skal også forstå at vi intet har at frygte, for i gud faderens syn er vi alle børn, som han nok skal tage vare på, i det evige liv. Men om vi vil bruge den gave, gud faderen har givet os, er op til os hver især. Vil vi lytte til gud faderen?

Den der har ører vil hører.

Dette er mit helt personlige syn på tro, og hvad det blandt andet er for mig, som det nok kan ses er det meget gnostisk, dog ikke så for dømmende som mange gnostikers er.

tirsdag den 9. marts 2010

Broderkærlighed.(filadelfia)





Belysning af begrebet broderkærlighed.
(Den absolutte,Den objektive,Den subjektive broderkærlighed)

Er det direkte som det står, kærlighed til din broder?

Er det kærlighed til dine med mennesker?

Er det kærlighed til din fjende, som et med menneske?

Er det at udvise tolerance mod dine med mennesker?

Er det et åndelig vs. Legemligt broderskab der menes?

Er det ud fra et kristent synspunkt ”Jesus legeme”?

Er det kærligheden til dit spejlbilledet?

Er det venskab der menes?

Er det kærlighed til lige sindet?

Eller det noget helt andet?

Hvad er dit bud?

søndag den 7. marts 2010

Jeg en gnostiker og hvad er det ?

Gnostiske hvad er det ?.


Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis (gr. γνώσις gnṓsis), det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom – en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom — eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk. (Citat fra wikipedia)

Den gnostiske tankegang som jeg fortolker den.

Jeg vil bruge den hellig skrifts budskab for at illustrer tanken bag den personlige lærer eller moral om man vil, da morallæren i de forskellige religiøse systemer er den gnostiske tankegangs baggrund. Man skal, som ved den hellig skrift, læse betydningen af den gnostiske tanke gang. Jesus legeme ikke er det vigtige, men hans ånd. Budskabet om ånden og ikke legemet. Det er jo i bund og grund også den store bygmesters budskab. For hvis vi kan indse dette, fjerner man frygten for døden, da det jo kun er vores legeme der dør. Også i den hellig skrift finder vi budskabet om en ånd der bor i et legeme.

Den gnostiske tanke gang er i dag mere aktuel end nogensinde, da det gør op med den dogmatiske tankegang, som tit fjerner fokus fra Jesus ånd, men fokusere på legemet. Hvis vi kan erkende Jesus ånd som os, er det evige liv allerede begyndt, og derved fjerner vi frygten for døden og kan begynde at leve. Det kræver en del selvanerkendelse at forstå det, men når man først har forstået den velsignelse, det er at have guds kærlighed i ånden, og kan man gøre sig fri af legemets frygt for døden, da dette ikke har nogen betydning i det evige liv. Det er også legemet, der søger prompt og pragt, higer efter mere og leder os i fordærv(djævlen). Det er det der menes med gnostiker.

Opsummeret er det vel, at forstå Selvets ansvar. Ånden og guds kærlighed kan intet gøre fortræd, kun legemet kan skades. Hvilket også vil forklare mange af de legemlige afsavn såsom sult, ulykker mm. Da dette ikke hører gud til. Ånden er ikke borte bare fordi legemet er. Det er blevet sagt i en hellig skrift, at Gud var ordet, og at ordet er blevet kød. opgaven er at få "kødet/legemet" til at reflektere over "Ordet/Åndens" guddommelighed, som er i hans egen sjæl/sind. Det er denne opgave, som har skabt behov for religionen, og det ikke bare et behov for at tro men for at opnå forståelse og visdom.

Selvet.

Hvis de, som leder jer, siger til jer: "Se, Riget er i himlen!" så må himlens fugle da være forud for jer! Hvis de siger til jer: "Det er i havet!" så må fiskene da være forud for jer! Nej, Riget er inden i jer og udenfor jer. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I vil indse, at det er jer, som er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."


Disse ord er sagt af Jesus og skrevet af Thomas, i Thomas evangeliet der blev fundet i Egypten i 1945-47, som en del af i alt 52 skrifter, i Nag Hammadi bibliotekerne.
Det menes at være et gnostisk bibliotek, der har været holdt skjult for de kristne, indtil 1945. Da mange af disse tekster, strider imod den dengang kirkelige, dogmatiske tanke gang.
Det der her skrives om er for mig, essensen eller grund stenene i livet.
Da der her er tale om selvet, forståelsen af vores eget ansvar, over for os selv.
At vi ikke bare kan sætte os ned, og få livet serveret på et sølvfad, men at vi er nød til at arbejdet på det, hvis vi vil høste frugterne af det gode liv.
Vi er nød til at tage ansvar, for vores egne handlinger, og se os selv i øjnene, og erkende vores fejl, for de fejl vi har gemt væk, vil altid komme tilbage, indtil vi erkender dem.
For den eneste der kan gøre noget ved dem, er os selv.
Glæden ved at få problemerne bragt ud af verden, er de frugter vi høster af arbejde.
For ved at vi kender os selv, er fundamentet i et evigt bærende tempel.
Også skrevet i de kinesiske ordsprog ”Alle veje som ikke kommer fra hjertet ender blindt ” hvilket jo er samme budskab.

Men for mig, giver ordene fra Thomas evangeliet bare bedre mening.
Da jeg tror på det kristne budskab, uden dogmatikken.
Det vil sige jeg tror på en bygmester, med mange navne, men at der er tale om, en og samme gud for mig.
Jeg tror at vi mennesker, består af 3 ting nemlig legemet/Kødet. Sjælen/selvet. Ånden/Gud.
Ved at prøve, at skabe balance mellem disse 3 ting, ligger det perfekte liv.
For nu at vende tilbage til ordne, fra Thomas evangeliet, så skildrer riget i himlen og havet for mig, den kristne eller en hver anden dogmatisk tankegang, netop det, at hvis vi ikke gøre som de lærte siger, kommer vi ikke i himlen, altså er det noget vi skal gøre os fortjent til,
ud fra deres synspunkt,
og ud fra det synspunkt vil vi altid frygte døden, for det er her vi skal stå til regnskab, for vores handlinger.
Altså er livet bygget på frygten for døden.
Det tror jeg ikke på, da netop det som Thomas skriver så er det evige liv allerede begyndt,
for ved at kende os selv og vores plads i livet, lever vi livet og lever derfor ikke livet for at dø.
Jeg tror ikke, at vi skal bruge resurser på, at bekymrer os om det der kommer efter døden, da vi har nok arbejde i livet.
Et andet måske lidt enfoldigt ordsprog, siger ”den der gemmer til natten gemmer til katten” Så lev livet nu.
Glæd dig over den rigdom det indeholder.

det, som er foran dit ansigt, og det, som er skjult for dig, skal blive åbenbaret for dig. For der er intet skjult. som ikke skal blive tydeliggjort hvis du søger.