fredag den 30. april 2010

Et personligt forhold til livet.

Indtil mit 39. år var min tro på gud, det jeg havde lært gennem min opvækst.Herfra gik min verden, og hele min eksistens grund holdninger. Dog med en konstant dårlig samvittighed, om jeg nu fortjente gud kærlighed. Jeg levede jo ikke altid efter hans bud. Jeg var også lidt bange for den dag, jeg skulle stå til regnskab. Havde jeg gjort mig fortjent, til at komme ind i guds rige. Der var mange gange jeg havde handlet forkert, selv om jeg viste det var forkert, inden jeg handlede. Jeg var nød til at tro på at, Jesus havde taget mine synder på sig, og jeg der ved kunne tilgives. Jeg undskyldte det også med, at jeg jo kun var et menneske. Men jeg var fast besluttet på, at der ikke var noget, der skulle rykke på min barnetro.

Denne barnetro begynde så småt at smuldre, da min kone og jeg begynde at tænke på at få børn. Vi fik afvinde at det kunne vi ikke af naturens vej, vi skulle have hjælp til det. Vi blev sat i behandling for barnløshed på Aalborg sygehus nord med inseminering. Dette lykkedes i 4 forsøg og vi var ovenud lykkelige vi skulle være forælder jubii. Da der var gået 2½ måned Efter vi havde fået beskedne, skulle vi til den første scanning. Det var ikke godt, der var noget helt galt, de kunne ikke finde barnet og det nok var en graviditet udenfor livmoderen. Den værste dag i mit liv. Det var her jeg første gang begyndte at tvivle på, om der fandtes en gud, og hvis der gjorde, hvorfor var han så ond. Det skal der til siges at jeg i samme ombæring var ved at miste min kone, da graviditeten var ved at sprænge i bughulen. Jeg undskyldte guds handling med, at der nok var en mening med det, som jeg ikke forstod. Vi afsluttede insemineringen på Aalborg sygehus, og fortsatte IVF behandlinger på Skejby sygehus, vi viste at den sidste mulighed var IVF behandlinger. Vores liv var blevet et forsøg på, at blive gravide. På Skejby gennemgik vi 2 forsøg uden resultat også. I takt med mislykkede forsøg steg min bitterhed til gud. Vi stod nu tilbage med ingen ting, hele vores samliv var tilrette lagt efter det, at stifte familie. Hvad skulle vi nu. Min kone begyndte at tale om adoption, hvilket jeg nægtede, jeg var blevet meget bitter på både tilværelsen og gud, jeg ønskede ikke noget af fremtiden.
Men jeg var ligesom nød til at gøre noget, Ægteskabet hang i en tynd tråd, og skilsmisse var udelukket pga. min barndoms lære ”man bliver ikke skilt, da det er en vederstyggelighed mod gud” og til trods for min bitterhed, mod gud turde jeg ikke gå mod ham.
Jeg havde mest lyst til at melde mig ud, af samfundet og ægteskabet, bare pakke min kuffert og flygte fra det hele, for det gjorde rigtig ondt.
Jeg stod nu tilbage med to muligheder, enten at give mig selv et los bagi, eller stikke af fra det hele. Jeg valgte det første, undskyldte over for min kone, for min manglende empati. Og for at gøre en lang historie kort, besluttede vi os for at adoptere. I mine tanker til gud gjorde jeg status, og konkluderede, at der ikke fandtes nogen gud, at det var noget vi mennesker havde skabt.” enhver sin egen lykkes smed” og ud fra dette kunne jeg atter finde lykken, da det var op til mig selv at finde den.
Vi adopterede en dejlig dreng fra Kina. Det var det bedste vi nogensinde havde gjort, hvorfor havde vi dog ikke bare startet med det, frem for alle de mange år med skuffelser. Vi er nu velsignet, med jordens dejligste dreng ”Nicolai” skønt jeg var atter lykkelig. Men mit forhold til gud, lå stadig lidt hen i det uvisse, for som jeg meget tidligt i mit liv, havde svoret at jeg aldrig ville miste min barnetro, på gud, Det havde jeg jo. Jeg var også begyndt at stille mig selv et spørgsmål, der lød igen og igen i mit indre ” hvem er du” og endnu mere efter jeg var blevet far, for hvad skulle jeg lære mit barn, af grund værdiger, hvis jeg ikke engang viste, hvem jeg selv var, Jeg havde jo fornægtet de værdiger jeg selv var vokset op ved, nemlig de kristne floskler. Jeg var nød til at finde mig selv.
Spørgsmålet var blevet temmelig påtrængende ” HVEM ER DU” og jeg måtte gå til erkendelse, jeg viste det ikke, var jeg bare et produkt af samfundets normer?
Endnu et vende punkt i mit liv. Jeg var blevet ramt af en frygt som aldrig før, jeg kunne ikke flygte, den mulighed var der ikke, med mindre jeg tog mit eget liv, hvilket jeg aldrig kunne drømme om, jeg elsker mit liv, min kone og barn, jeg var jo lykkelig. Mine beslutninger blev truffet ud fra nuet, og hvad andre forventede af mig. Det var ikke godt nok, jeg vil træffe mine egne beslutninger.

Begyndelsen.


Min kone havde på et tidspunkt talt om gnostikerne, i forbindelse med en bog hun havde læst ”den sidste tempelridder” Hun mente, at de var lige som mig, da de lige som mig, ikke var tilhænger af den kirkelige dogmatik, men dog kaldet sig kristne. Jeg begyndte, at undersøge hvad de var for nogle. Det første jeg læste om dem var, hvordan de fornægtede kødet og mente, at de var i besiddelse af nogle hemmeligheder, og var lig med ånden. Fra den en yderlighed til den anden. Det kunne jeg ikke bruge til noget. På dette tidspunkt havde jeg talt med min far, om hvad jeg mente om kristendommen, at jeg ikke kunne bruge det til noget opbyggeligt, hvorefter han gave mig en bog, han havde arvet efter min farfar, den hed Et legeme i Kristus af Kokichi Kurosaki.Jeg skal lige love for den fik åbnet mine øjne, sammen med det jeg havde læst om gnostikerne, så forstod jeg pludselig hvad det var gnostikerne mente, med adskillelsen fra kødet. Vi er Kristus ånd. Og ud fra dette, gav det hele meget mere mening, kødet hører jorden til ” af jord er du kommet og til jord skal du blive ” kødet har intet med gud, at gøre. Ved at forstå dette, kunne jeg finde gud igen, og mere en jeg nogensinde havde gjort tidligere. Jeg forstod at gud ikke var ond, bare fordi vi ikke kunne få børn. Det har intet med gud at gøre, men derimod om jeg vil lytte til guds ånd i mig, fordi jeg er hans barn i ånden og ikke i kødet. Jeg har fundet den åndelige styrke, som intet andet end mig selv kan gøre fortræd. Og ud fra denne devise kunne jeg finde mig selv, og have styrke til at bære det ansvar, det er at være ærlig. Jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg læste Thomas evangeliet, hvilket nok var den største øjn åbner til dato. Jeg kunne pludselig se guds kærlighed, til menneskene og den gave livet er. For uden mørke intet lys og uden lys intet mørke. Og dermed mener jeg, Blandt andet det frie valg til, at vælge den vej vi vil følge, og til at vælge det gode og onde efter behag. For hvis vi ikke ved hvad godhed er, ved vi heller ikke hvad ondskab er, for mellem lyset og mørket ligger sandheden til at se. Sandheden, er det der skal bære os i livet. Det er det Jesus budskab er og var. Nemlig sandheden til at, turde leve livet til fulde, uden fordomme, fordi sandheden er vores fundament.Sandhed til at se uden fordømmelse. Sandheden er det frie valg, gud har givet os, gaven til os mennesker. Sandheden er det der skal skabe balance mellem det kødelige og det åndelige. Sandheden er det der skal styre, for uden den er der ubalance i mennesket. For ved at være sande over for os selv, har vi gjort vores bedste, og kan ikke gøre mere.Livet er det der er mellem fødsel og død, det er det vi skal fokuserer på, og ikke på hvad der er før eller efter. Vi skal hvile i troen på guds kærlighed til mennesket, der i ligger det evige liv og ved troen på dette, kan vi leve uden frygt. Brug gud konstruktivt, det er det der er meningen, det er det, der er opbyggeligt. Hvis det ikke er konstruktivt, er det ikke gud til men mennesket alene.

Sandheden
Hvordan kan man så bruge det i sin hverdag, så at man bliver et gladere og lykkeligere menneske, Et eksempel, jeg var uvenner med en kollega og nærede et stort had til ham, hadet var så stort, at jeg ofte tog min vrede med hjem til min familie, hvilket de ikke fortjente, jeg kunne bare ikke lade det ligge da det fylde så meget i mig. Had og vrede er ikke opbyggeligt og kommer fra mennesket(kødet) og hører ikke gud til, ved at adskille dette og konfronterer kødet med den påstand om at det er mig der er i kontrol, og ikke mine følelser til kødet, det er her værktøjet sandheden bruges konstruktivt. Erkendelsen af at det er mig der har et problem, med mit had og min vrede, og jeg alene bære skylden for denne, kunne jeg behandle problemet ved dets rod, ud fra devisen ”de eneste problemer du kan gøre noget ved er dine egne” Det kan godt være at min kollega ikke har ret eller er fej, men det er ikke mit problem, det bliver det først når jeg giver det lov til at være det, ved denne erkendelse er jeg nået langt i at finde lykken, både på det åndelige som menneskelige plan. Sandheden kan bruges på mange måder, i dette eksempel, er den brugt som en objektiv selv erkendelse. Kunsten er ikke, ikke at falde men at rejse sig efter hvert fald, og her er det, sandheden er min støtte, jeg rejser mig ved. Og her er der sikkert mange der vil sige hvad, har gud med det at gøre, det er jo ren naturvidenskabeligt psykologi i selv hjælp. Faktum er, ved at kende mig selv som et helt menneske, at der er noget der er større end mig selv, er det der skaber tolerance for de ting vi ikke forstår, igen sandheden, for eksempel i kærligheden, ikke at forveksle med forelskelsen, som er baseret på nogle hormoner i enten kortere eller længer periode.Hvor imod kærligheden ikke kan forklare rent naturvidenskabeligt, men er noget udefinerbart noget man føler eller tror på, det samme er det med troen på gud. Man skal selvfølgeligt passe på ikke at blive fanatisk, da fanatisme aldrig er sundt, her er det igen den objektive sandhed, skal være vej viser og skabe balance mellem det kødelige jeg og det åndelige jeg. Summa summarum, jeg tror at sandheden/selverkendelsen/sjælen skal være vejviser for ens liv. For en dybere forklaring, på hvad jeg mener, kan du læse mine tidligere indlæg, da det er det samme jeg skriver om, bare mere fokuseret, i de enkelte emner.Og i mine næste 2 indlæg der kommer ”hvad er visdom” og ”hvad er kærlighed”


Ord forklaring:
Kødet = Det jordnære jeg.
Åndelige = det uforklarlige eller Helligånden eller hvad der hører gud til.
Sandheden = erkendelse eller selv erkendelse.

Jeg vil slutte med 2 citater første fra Thomas evangeliet logaritme 3. det andet af Søren Kirkegaard.

Det er 2 citater der betyder meget for mig.

Jesus sagde: "Hvis de, som leder jer, siger til jer: "Se, Riget er i himlen!" så må himlens fugle da være forud for jer! Hvis de siger til jer: "Det er i havet!" så må fiskene da være forud for jer! Nej, Riget er inden i jer og udenfor jer. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I vil indse, at det er jer, som er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."

En mand, der som et fysisk væsen, er altid vendt mod ydersiden og tænkte, at hans lykke ligger uden for ham, endelig vender sig indad og opdager, at kilden er i ham.


Af Franck Krogh.

onsdag den 14. april 2010

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 7.

Vi kender beretningen fra Glucks opera "Ifigenia i Åulis". I Dommernes bog kap. 11 fortælles om, hvordan Jéffa lovede Herren, at hvis han fik magten over Ammorntterne, ville han ofre" til Herren den første, der kom ham imøde fra Irans hus, når han kom hjem. Det viste sig at være hans datter (unavngiven), og resten af kapitlet handler om, hvorledes hun blev ofret. Men Hiram legenden bar som sagt meget dybe rødder langt ned i gammel mytologi, både, egyptisk, indisk, næforiénfalsk og også tyrkisk.


Ifølge disse legender er Hiram smed og støbemester, efterkommer efter Kain, som ifølge disse myter var uægteskabelig søn af Eva og en udstødt engel Iblitz, som spiller en rolle hos muslimerne. Vi véd, hvordan det gik Kain. Efter mordet på Abel, der ifølge denne legende var hans halvbroder (dette stemmer jo ikke med Gamle Testamente), udvandrede Kain og blev stamfader til kainitterne, som var smede og levede som trælle. Kort fortalt siger Robert Ambelain, at Hiram ved tempelbyggeriet slet og ret blev ofret som det offer, det var sædvanligt at yde, når man grundlagde en større sakral bygning. Det var da almindeligt, at ofret (en voksen mand eller en førstefødt søn), blev lagt i en kiste, som blev indmuret i selve højalteret. Vi ser endnu resterne deraf i katolske katedraler, hvor der findes indmuret et skrin med helgenrelikvier.

Var Hiram Andersons egen opfindelse?

Legenden om, at Hiram skulle være myrdet af tre svende, findes ingen steder i de gamle beretninger og heller ikke i det Gamle Testamente, men dukker først op i den engelske loges ritualer fra 1723. Ambelain skriver udtrykkeligt, at han ikke har kunnet finde grundlag for denne beretning og mener, at den kan være opstået i Andersens fantasi. Ifølge dette ritual skulle Hiram genfødes som den nye mester i den dramatiske klimaks og i III grad. hvor han modtager den "frimureriske ånd": tolerance og adogmatisne, og indvies som mester. Ganske vist udspilles dette drama som et skuespil med recipienden som tilskuer, således som ældre brødre, vi vide. Men Ambelain mener, at netop dette ritual må virke stødende både på jøder og kristne, hvad der har været væsentligt medvirkende til den modstand, som det engelske ritual fremkaldte.

Striden mellem de kristne loger - og de andre.

James Andersen udarbejdede sin førsteudgave af "Constiutions" 1723 på basis af gamle konstitutioner og havde her som noget nyt indført Hiramlegenden. Dermed var der ikke mere tale om en decideret kristen loge, men at det kun forlangtes, at medlemmerne skulle anerkende "et højeste væsen" som skaber. For det var - som Andersen skriver – "en religion, som enhver fornuftig mand kunne antage". Heri støttedes han af Desaguliers, og de fire loger, "The Goose and Griderion", "The Crown", "The Appletree" og "The Rummer and Grape" sluttede sig sammen til storlogen, der tog navnet "Grand Lodge of London", senere "Grand Lodge of England" og sluttede med navnet "United Grand Lodge of England", der gælder den dag i dag. Alt materiale, der lå til grund for konstitutionen - også vedrørende Hiramlegenden - blev brændt. Den nye logedannelse fik den allerstørste betydning for frimureriets udbredelse i de engelske kolonier, hvor man jo nu kunne optage alle uden hensyn til religiøst tilhørsforhold, altså buddhister, muslimer, jøder osv. Det var nu ingen betingelse, at man var kristen.

Men netop heri lå skismaet, og logen vakte stor modstand. Blandt andet nægtede Christopher Wren at tilslutte sig den. Også York-logen reagerede voldsomt. Som modtræk kaldte denne sig "Grand Lodge of Whole England"! En lille morsom ting er, at man i Andersens loge for at udskille sig fra York-systemet byttede om på ordene i l. og 2. grad. I det svenske system har vi igen antaget l. og 2. grads orden, som de oprindelig fandtes i York-systemet.

Så kom pave Demens XII's bandbulle af 1738. Den blev fornyet af senere paver, sidst i 1983 af Poul Johannes II. Man indvendte heri blandt andet, at Andersen talte om "religion" og dermed mente en universel moral, som giver adgang for "folk af alle religioner og enhver sekt". Man kunne heller ikke anerkende, en slags frimurerisk dåbsritual med ild, vand og luft. I Johannes-evangeliet står der udtrykkeligt, at dåb skal være med vand og Helligånden. Endvidere klagede man i bullen over, at frimureriet havde et "hævnritual" med trusler mod dem, der brød deres løte

Kritikken mod logerne.

I 1730 insti tueredes Royal Order of Scotland, som et kristent modtræk i højgraderne, mod det angiveligt antikristne element i Andersens tre første grader. I Frankrig forholdt man sig noget svingende. Nogle af de franske storloger anerkendte Andersens principper, andre ikke. Efter revolutionerne i det 18. og 19. århundrede var de fleste loger i Frankrig socialistisk prægede og af utvetydig politisk observans. Hertil kom i midten af 1800-tallet de stærkt militante, socialistiske loger, materialistiske og i opposition til frimureriets traditioner. Ikke desto mindre, har disse marginale frimurersystemer i Frankrig, medført store sociale fremskridt, ikke mindst under socialisten Leon Blum, der havde mange frimurere i sit ministerium. Der er imidlertid kun to frimurersystemer i Frankrig, som er "anerkendte", nemlig Grande Loge Nationale Francaise og Grand Prieure des Gaules, begge med hovedsæde i Paris og arbejdende efter Andersens principper. Kun disse loger må besøges af danske frimurerbrødre, som bekendt.

Robert Ambelain kommer i sin bog med en gennemgående kritik af det andersonske system. Han hævder, at Andersen og Desaguliers selv ikke var regulært optagne frimurere, men kun tilknyttet deres loge som kapellaner. Af sådanne fordredes der ikke egentlig optagelse, men kun et tavshedsløfte. De var altså ikke selv frimurermestre, og derfor kunne deres loge heller ikke blive regulær, men er "selvskabt". Andersen anklages for at have skabt to grader, lærlinge- og mestergraden, på to år, hvilket ellers skulle tage fem eller syv år. I det hele taget, havde han efter eget forgodtbefindende lavet om på de gamle konstitutioner, han som ikke engang selv var egentlig mester! Der var også andre tanker, men mest afgørende var anklagen for "sort magi" i den nye mestergrad.

Det svenske systems kristne grundholdning.

Så kommer vi endelig til det svenske system. Her blev Hiram legenden erstattet af legenden om Adoniram som tilsynsmand for hoveriarbejderne, og der siges ikke et ord mere om ham. Det svenske system har gjort Adoniram til bygmester. Faktisk er legenden løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng, og historien bruges hos os rent opbyggeligt og som en ren allegori, hvor vi skal bestå vor prøve i forhold til Lovens retvinklede krav, men hvor hverken samvittighed eller vor fornuft kan hjælpe os, men kun vor tro kan føre os videre.

Af gode grunde, kan vi ikke gå ret meget videre om dette problem. Men det synes klart, at det svenske system har ønsket, at markere sin kristne grundholdning utvetydigt. Det kan være grunden til, at man valgte figuren Adoniram i stedet for Hiram. Nogle har ment, at det hænger sammen med, at de to første og de to sidste bogstaver giver ordet Adam. Andre har ment, at Adoniram slet og ret betyder "hr. Hiram", idet Adon på hebraisk betyder herre. Hebraisk-kyndige brødre har fortalt mig, at det nok ikke er rigtigt, for Adon bruges i hebraisk kun om Herren, hvis navn man jo ikke måtte nævne.

Mellem tvivl og svævende tanker

Skal vi få et lille overblik over alt dette, så har vi set, hvordan frimureriet i århundreder har svunget (og stadig svinger) hid og did, mellem tvivl og svævende tanker. Man har søgt at nå frem til et mål. Det resulterer i bedste fald i en almindelig deisme og en morallære, som man kan føre tilbage til ældgamle myter og mysterier. Det kan da være udmærket! Men det lykkes først, at få frimureriet dannet som det harmoniske læresystem, som vi synes det skal være, efter man som i det svenske system har lagt kursen retvisende Øst. Man har i frimureriet ligesom hin enkelte fremmede søgende måttet vandre hid og did i mørket for, at søge sandhed og lys. Men man kommer ikke ud af den mørke dal i Nord, før man har rettet blikket mod Syd, hvorfra søndenvinden har tilført os vore hemmeligheder, som ritualerne så malende åbenbarer os, og derefter rettet kursen ind retvisende Øst.

Her slutter så min artikelserie om Frimureriets historie, og jeg håber at mine læsere har haft stor fornøjelse af at læse beretningen.

Tak til Hans Anckarstjerna for det store historiske arbejdte han har udført.
Frimurer historie. Af Hans Anckarstjerna

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 6

Jeg er hidtil ikke kommet ind på, hvordan udviklingen formede sig efter 1717, hvor den nye Grand Lodge of England måtte kæmpe med konkurrerende loger fra York, Skotland og Irland. For det er, som broder Ruyard Kipling siger, en anden historie. Og en meget lang historie.


I nærværende lille arbejde, vil jeg trække nogle linjer af denne ordenshistorie op, som jeg synes er væsentlige for det svenske frimureri. Jeg kommer herved ikke ind på udviklingen i Tyskland, selv om denne er min væsentligste kilde. Den franske frimurerforsker Robert Ambelain: La Franc-Maconneri'e Oubliée, ("Det glemte frimureri"), (udgivet af Robert Laffont, Paris 1985). Bogen er ikke oversat til dansk! Robert Ambelain er efter egen angivelse, meget højt rangerende indenfor fransk og internationalt frimureri.

Af alt dette skal jeg kun nævne, at han er stormester for Frankrig, og hele verden i Rite de Memphis-Misraim og Grand Maitre for Rite Ecossais Primitif. Det fremgår af alle hans titler, at det udelukkende drejer sig om loge systemer, som ikke er anerkendt af United Grand Lodge of England. Om sig selv siger han, at han ikke er kristen, men deist, og at han tror på et højere, skabende væsen.

Det skæbnesvangre år 1314.

Når man nærmer sig frimureriets begyndelse, kommer man ikke uden om året 1314. Det var det år, Robert I Bruce slog den engelske hær under Edvard II ved Bannockburn. Det var også det år, Jacque de Molay blev brændt i Paris. Det var det år, Tempelherreordenen blev brudt op. I Danmark var det dengang Erik Menved var konge, og for eksempel Løgumkloster Kirke blev bygget. Slaget ved Bannockburn var skelsættende i forholdet mellem England og Skotland. Jeg skal lige bemærke, at der var en Steward, som i slaget var våbenfælle med Robert Bruce, og hvis efterfølgere er den nuværende engelske kongeslægt, Stuarterne. Ordet Steward kommer fra islandsk, oldnordisk, angelsaksisk sti-vardr og betyder husvagt, forvalter eller hushovmester.

I samme år oprettede Bruce den skotske Sankt Andreasorden eller Order of the Thistle (Tidselordenen), angiveligt for tempelherrerne. Man har opfattet det sådan, at apostlen Andreas skulle være skotternes skytshelgen. Det er nok tvivlsomt, om dette er den oprindelige mening med det. Andreas har vitterligt aldrig været i Skotland. I hvert fald mener Robert Ambelain, at navnet Andreas har en dybere, esoterisk betydning.

De operative og de symbolske murere.

Foruden denne Andreasgrad fandtes de operative murersammenslutninger (laug), hvor håndværkere rejste fra sted til sted og byggede kirker og katedraler. Man véd, at de fra det 13. til det 16. århundrede havde meget enkle optagelsesritualer. Håndværksmurerne havde en 7-årig læretid, og laugene var helt fri for okkultisme og magi, men var afgjort kristne, nærmest ortodokst katolske, senere ortodokst anglikanske.

Man véd, at en del af de operative loger omtaler deres medlemmer som "ham eller hende", og at de taler om "søstre". Det kunne jo godt være, at de hermed mente det, som vi i sin tid kaldte vore "søstre", nemlig vore ægtefæller, men det ser ud, som om der faktisk har været kvindelige murere iblandt. I hvert fald véd man, at en kvindelig stenhugger. Sabine Pierrefont, har fremstillet to af stenfigurerne på facaden af Notredame kirken i Paris, nemlig "Troen" og "Synagogen" fra det 13. århundrede. De er meget smukke. I det 16. århundrede begyndte man i de operative loger, at optage de såkaldt antagne ("accepted") medlemmer, som ikke var fagfolk, og dermed dannedes en overgang til det symbolske frimureri, som begyndte i 1717. Man véd at der findes en del gamle konstitutioner, som Andersen skelede til ved udarbejdelse af sin Constitutions of Freemasonry fra 1723.

York-mureriet stammer fra opførelsen af York-katedralen i årene 1362-vedtægter findes i British Museum. Der gives her faste regler for arbejdet, overholdelse af løfter osv. Det påstås her, at frimureriet stammer fra Euclid, "geometriens fader". Læren gaves til "børn af udmærkede familier", hvor der var så mange børn, at de ikke alle kunne sikres en fremtidig eksistens. Kun lærerne var mestre, eleverne var svende. Mottoet for arbejdet var at arbejde er at bede. Faglige møder i arbejdstiden om uoverensstemmelser var forbudt! Lærlinge måtte ikke stå i forhold til svendes eller mestres hustruer(!). Der var udførlige regler for valg af stormester, indvielse af nye loger samt indvielse af lærlinge, svende og mestre foruden regler om ballotation (med indtil syv sorte kugler).

1159 dannedes en kongelig Rosenkreuzer orden med 32 riddere og 1610 under Jacob I "det usynlige kollegium", der i 1662 gik over til det fornemme engelske videnskabelige selskab, "Royal Society" med bl.a. Bacon, Boyle, Locke og Wren som medlemmer.

Vi skal specielt fremhæve Yorklogen, der som nævnt startede i 1300- tallet. Også her begyndte man fra 1666, at optage de såkaldte gentlemen masons som medlemmer. Mere om denne loges rolle efter 1723 følger.

De katolske bandbuller.

Der har hele tiden været modstand mod murerlogerne fra den katolske kirke. I 1189 udstedte Rouen-konciliet en bandbulle, der især var rettet mod hemmeligheder og ritualer, selv om de faktisk kun drejede sig om arbejdsmæssige forhold f.eks., hvordan man fremstiller sten, bearbejder mørtel osv., altså rene "fabrikationshemmeligheder". 1326 udstedte konciliet i Avignon tilsvarende bulle, og 1648 og 1665 udstedte det teologiske fakultet i Sorbonne bandbuller, der ramte skomagere, sadelmagere, skræddere, knivsmede og altså også de såkaldte frie murere. Bandbullen 1738 kommer jeg tilbage til.

I Frankrig har der i hele det omtalte tidsrum været forskellige logedan hængige af logen i England. Der var jo et meget nært forhold mellem kirkerne i de to lande. En lille sjov ting har jeg fundet i Ambelainsbog: I mange gamle loger var det skik, at give sønner af højere frimurere fortrin med hensyn til optagelsesårer, idet de kunne optages allerede som 18-årige. De havde endog fortrin for kongelige personer. Man talte om "baptéme de louveteau"; louveteau betyder ulveunge, rent zoologisk. Måske kommer betegnelsen lufton herfra? Ludvig Meyers fremmedordbog skriver, at lufton er en frimurersøn, men "oprindelsen er ukendt, men sættes måske i forbindelse med det hebraiske lo vaton = en støtte for ham".

Fra 1660'erne dannedes der militærloger i Frankrig. Murerfaget var kommet ind i militæret i forbindelse med bygningen af fæstninger og skanser. Officererne kom fra adelen, og måtte ikke tage lønnet arbejde, og derfor søgte de og blev optaget i de mureriske broderskaber. Hvis man f.eks., var blevet såret, ville enhver brodér søge at redde en, hvis man afgav nødråbet.

Hiramlegenden.

Og nu er vi nået frem til begivenhederne omkring 1717. Jeg vil fortælle om Hiramlegenden, da det var indførelsen af denne i frimureriet, som gav anledning til det skisma, som opstod i perioden 1717-1723 (siger Robert Ambelain).

Først lidt personalhistorie.

Ifølge Første Kongebog. 5. kapitel og Anden Krønikebog 2. kapitel, sendte kong Hiram af Tyrus til Kong Salomo en støbemester og smed. Han hed Hiram eller Huram Abi. Denne Hiram var søn af en kobbersmed fra Tyrus (fønikier?) og en kvinde, enke af Naftali eller Dans stamme. Ifølge Første Kongebog, var Adoniram opsynsmand over 30.000 hoveriarbejdere, som Salomo sendte til Libanon for at fælde træer: han var en slags "minister for offentlige arbejder". Men der berettes i Gamle Testamente, intet om Hirams eller Adonirams skæbne, endsige død. Legenden beretter ifølge Andersen, at Hiram som bygmester blev dræbt af tre svende, som ville aftvinge ham

mesterordet.

Men så enkelt er det nu ikke. Beretningen om Hiram findes foruden i Gamle Testamente, og i flere gamle religiøse systemer, bl.a., hos muslimer, og foruden den vil jeg godt fremdrage andre beretninger, der var fælles gods i oldtiden. Syndflods beretningen findes overalt i Mellemøsten, og altså også i Gamle Testamente. Den ældst kendte beretning er det sumeriske epos Gilgamesti, flår blev nedskrevet af den babyloniske konge Hamurabi på habylonisk,(men navnene er sumeriske) ca? 2000 år f.Kr. - på Abrahams tid; og det blev fundet i den assyriske konge Åssurbanipals bibliotek på en masse lertavler. Den græske mytologi opererer med nogle væsener, de kalder for titaner. De var sønner af Kronos (Zeus' fader) og moder jord (Gaia), og de bekæmpede guderne. De var i bogstaveligste forstand kæmper. Zeus blev efterhånden vred på dem, og bekæmpede dem kastede dem ned i underverdenen (Tartaros). Undtaget herfra var Prometeus, en titan som understøttede guderne, men som senere bekæmpede dem, og røvede ilden, gav den til menneskene. Altså nogle væsener, som var gudesønner!

Første Mosebog kap. 6 beretter følgende: "Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden, og der fødte" dem døtre, fik gudesønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til deres hustruer. Da sagde Herren: "Min ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de dog er kød. Deres dage skal være 120 år." I hine dage, da gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn - men også senere hen - levede kæmperne på jorden. Det er dem, hvis ry når tilbage til fortids dage". Bibelen beretter nu videre, at da Herren så, at menneskets ondskab tog til på jorden, angrede han at have skabt dem og udslettede dem i syndfloden, som bekendt med Noa som den ældste.

tirsdag den 13. april 2010

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 5

Tempelherrerne havde haft nær kontakt med dervisherne i Nærorienten, og vi ved, at comacinerne har stået dervisherne og deres lære nær, via de dionysiske kunstnere og collegium romanum. Det er, som om ringen er sluttet! To grene af samme træ mødes og slutter sig sammen: Comacinernes højlærde, esoteriske og mystiske verdensopfattelse, er baseret på brugen af symboler, som de har fået i direkte linje fra oldtidens tempelbyggere, og tempelherrerne som i Orienten hos dervisherne har mødt den samme viden, om mysterier og symbolik. Den esoteriske lære bringes videre.


Men comacinerne kunne ikke blive ved med at holde stand. Opløsningen af det universelle broderskab fandt sted langsomt, specielt fremskyndet af den voksende nationalisme i Europa, hvor verdenskirken, som var repræsenteret af Paven, og verdensstaten, som symboliseredes af kejseren, efterhånden brød sammen.

Denne udvikling synes, at være fuldbyrdet ved slutningen af det 15. århundrede. Medvirkende hertil var også, at bygningskunsten nu påvirkedes af renæssancen, som opstod i Italien, hvor de fremtidige arkitekter lærte kunsten uafhængigt af loger og gamle mysteriesamfund. Hvordan det gik comacinerne andre steder i Europa, er ganske uklart, men det er en kendt sag, at de comacinere som arbejdede i England, er de samme som dem der i det 15. og 16. århundrede, kaldtes Freemasons.

Man ved, at mange af dem fraterniserede med de håndværksmæssige laugsmurere, at nogle af disse loger degenererede til kun lidt mere end selskabelige klubber. Men man ved også, at der eksisterede virkelige Freemason-loger i denne periode. Og endelig ved man også, at de fleste af de nuværende frimurersymboler, brugtes i en symbolsk og mystisk betydning helt op til 1717.

Rosenkreuzerne.

Endelig må jeg ganske kort omtale, en bevægelse fra det 17. århundrede i Europa: Rosenkreuzerne. Jeg har tidligere skrevet en artikel om dette emne, og skal her kun nævne, at denne bevægelse blev grundlagt af en tysk protestantisk gejstlig ved navn Andreae, at det er tvivlsomt om der nogensinde har eksisteret et virkeligt Rosenkreuzer samfund i den oprindelige betydning.

Men tiden i Europa var moden til store åndelige rørelser. Jeg skal specielt nævne reformationen, og der navnlig Martin Luthers indsats, men samtidig hermed minde om det store gennembrud i den moderne videnskab, med navne som Paracelsus, Kopernikus, Galilei, Kepler, Tycho Brahe, Descartes og Newton. Vi ved om Rosenkreuzerne at der i de skrifter, som Andreae havde skrevet, fandtes et væld af gamle mysterier, symboler og ritualer, at læren i øvrigt var opbygget på en humanistisk-panteistisk naturopfattelse, bygget af orientalsk-græsk mysterielære, som den gammel-jødiske kabbala, samarbejdet til en stræben efter en religiøs udvikling af det enkelte menneske, mod en dybere forståelse af tilværelsen, af Skaberen og af alt det skabte.

Rosenkreuzerne, havde forbindelse med mange af de store navne i tiden. Her kan nævnes den tjekkiske pædagog Johan Amos Comenius, der døde i 1670. Hans første betydningsfulde indsats, var organisering af de såkaldte »bohmiske brødre«, der var nogle religiøse afvigere, såvel fra katolicismen som fra selve lutherdommen. De samarbejdede med hussitterne fra det 15. århundrede, var mest protestantisk prægede, og fik i 1609 fri religionsudøvelse. Comenius udarbejdede en slags konstitution for de bohmiske brødre, som næsten ord til andet svarer til Andersens konstitution fra 1723. Vi ved ikke om tempelherrerne har spillet en rolle i de bohmiske brødres organisation, men i betragtning af at tempelherrerne i Bohmen ikke led overlast, men tværtimod kunne fortsætte på deres godser og lade dem gå i arv til slægten, kan det måske synes rimeligt at tro dette. I hvert fald genfinder vi, i de bohmiske brødres konstitution som Comenius udarbejdede, de samme symboler og den samme esoteriske opfattelse af mysterierne, som kan spores tilbage til comacinerne og tempelherrerne.

Vi ved, at Comenius rejste til England for at fremme Rosenkreuzerbevægelsen, og arbejde for en »generalreformation«, en verdensforbedring, hvor sand menneskelighed og kristendom skulle mødes på et panteistisk grundlag, altså ud fra princippet om, at Gud er ét med alt det skabte. Comenius havde været i nær berøring med Andreae, og i England havde han forbindelse med engelske videnskabsmænd, som vi ved var frimurer og medlemmer af The Royal Society, der blev stiftet i 1645 af Isaac Newton, Christopher Wren, og flere af tidens store ånder.

Oplysningstiden er på vej.

Hvordan så det så ud i England i det 17. og 18. århundrede?

Vi ved, at der i 1600-tallet fandtes organisationer, som kaldtes Lodges of Freemasons, at der her anvendtes frimurersymboler, som vi bruger den dag i dag. Men der var også de såkaldte operative loger, bestående af egentlige håndværksmurere, og her optoges ikke-faglærte murere som antagne (»accepted«) medlemmer. I året 1600 var John Boswell medlem af en loge i Edinburgh, han var ikke håndværker. I logen i Aberdeen var der i året 1670, 49 medlemmer, og af dem var de 39 antagne. I 1641 var Robert Murrey, ’’som var officer af profession’’, medlem af en loge. Og i året 1646, blev den store oldtidsforsker Elias Ashmole optaget i Warrington-logen i Lancashire. Vi ved også, at Londons bygmester Sir Christopher Wren, har været medlem af en loge, antagelig allerede siden midten af 1600-tallet.

Hvad var det, der skete i slutningen af 1600-tallet og i de første årtier af 1700-tallet, først i England, og senere i det øvrige Europa, som gjorde Storbritannien til en Verdensmagt i politisk henseende, og som førte til et rigt kulturelt opsving? Det var oplysnings-filosofiens gennembrud, med sin åndelige frigørelse fra den strenge pietisme. De gamle kroer og kaffehuse blev samlingssteder for alle mulige kulturinitiativer. Ward mener at udviklingen i England har været således, at de folk, som har været præget af comacinernes lære, i en meget urolig tid der var præget af uro, som det var på Cromwells tid, og de har her fundet et fristed for deres ritualer, symboler og esoteriske mysterieopfattelse i de operative loger, hvor man stadig havde en reminiscens af den eksoteriske viden fra samarbejdet med comacinerne. Han spørger hvorfor det 17. århundredes »gentlemen«, som på ingen måde var operative murere, kom frem og søgte optagelse i murerloger? Øjensynligt ikke for at slutte sig til laugsmurernes jævne forsamlinger, hvor de operative, faglærte murere var af jævn herkomst, med kun lidt eller ingen oplysning. Hvorfor gjorde de det? Sandsynligvis kom de på grund af den symbolik og mysticisme, som stadig dyrkedes, og som der var fred til. De spekulative (»accepted«) murere samledes mere og mere i de operative loger, og kom efterhånden til at dominere dem.

Grimberg forklarer det sådan: »Naturvidenskabelig fremskridtstro, og deistisk optimisme blev grundtonen i 1700-tallets livsanskuelse. Deismens svaghed var imidlertid, at den var alt for abstrakt til, at kunne blive en folkelig åndsstrømning. Man møder her forsøg på, at udstyre den med visse ceremonier og ritualer; det gælder især den deisme, som fandt et arnested i frimureriet«.

Sankt Hansdag 1717 l London.

Og dermed er vi nået frem til året 1717, som eftertiden har betragtet som det moderne frimureris stiftelsesår. Den 24. juni 1717, mødtes fire små Londoner loger i et værtshus med navnet, »Goose and Gridiron« (Gåsen og Stegeristen) ved St. Pauls kirkegård. Denne loge som antages at være stiftet i 1691, kom senere til at hedde »The Lodge of Antiquity« med logenummer 2. i den engelske matrikel, og består stadig. De tre andre loger var, »Crown Alehouse« (Kronens Ølhus), »Apple Tree« (Æbletræet) og »Rummer and Grape« (Pokalen og Druen).

De gamle Pligter.

Jeg vil slutte disse spredte bemærkninger om frimureriets rødder med, at citere hvad James Andersen, et fremtrædende medlem af den første engelske storloge, og forfatter til den første konstitutionsbog (fra 1723) skrev om, hvad en frimurer skulle være:

»En frimurer er gennem sit tilhørsforhold forpligtet til, at adlyde den moralske lov; og forstår han kunsten til fulde, vil han hverken være en dum ateist, eller en irreligiøs fritænker. Men skønt det i gammel tid var pålagt enhver frimurer, at antage sit eget lands religion, hvordan den nu end måtte være, så regnes det nu for mere tjenligt, at bekende sig til den religion, som alle mennesker er enige om, og overlade individuelle opfattelser til den enkelte. Det vil sige: de skal være gode og sandfærdige mennesker af ære og hæderlighed, uanset hvilken tro eller overbevisning, de ellers måtte have.

Således bliver da frimureriet et samlingspunkt, og et middel til sandt venskab mellem mænd som ellers måtte forblive adskilte«.

Og disse ord gælder den dag i dag overalt i den frie verden, hvor frimureriet blomstrer. Det frimureri som officielt stammer fra 1717, har rødder helt tilbage til de ældste tider, og har suget sin livskraft fra disse rødder, hvis væsentligste indhold er menneskets ubetvingelige trang til, at søge tilbage til sit ophav, for at søge svar på de tre spørgsmål:

· Hvor kommer jeg fra?
· Hvem er jeg?
· Hvor går jeg hen?

mandag den 12. april 2010

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 4.

Del 4.
Del 1 - Del 2 - Del 3



De rejsende murere

Benævnelsen forekommer i øvrigt første gang i en londonsk byggekontrakt fra 1376. Men vi kan gå endnu længere tilbage. Der findes en sten fra år 712 med en indskrift, hvoraf vi ved, at comacinerne delte sig i mestre og lærlinge.

De samledes i loger og brugte tegn, håndgreb, ord og en ed om hemmeligholdelse og troskab. De fire kronede martyrer (Quatuor Coronati) var deres skytshelgene, og vi finder brug af passer, vinkel, vaterpas og lodsnor. De arbejdede på de forskellige bygninger, kirker og slotte sammen med håndværksmurere (guild måsens), men comacinerne må ikke forveksles med bygningsmurernes laug. De var højlærde, mere aristokratiske, og det var dem som viderebragte de gamle traditioner fra fortiden, ikke alene de tekniske detaljer, men også den spekulative og mystiske viden. Comacinerne kunne rejse fra sted til sted, mens laugsmurerne var stedbundne. Laugsmurerne arbejdede i de operative loger, og de har sandsynligvis optaget en del af comacinernes symbolik og mysterieidealer*. [*En anden forklaring på forskellen mellem en almindelig rå murer og en frimurer, kan være at de førstes arbejde jo blot bestod af at lægge sten på sten i skifterne, mens en frimurers arbejde var mere krævende, nærmest en kunst. Frimureren arbejdede fortrinsvis med den frie sten: mursten, lim- og kalksten, som kunne bearbejdes frit og tilhugges eller til saves som frisér, søjleborter eller skulpturer. En mestermurer var altså både arkitekt, arbejdsleder og kunsthåndværker på samme tid.


Tempelherrerne

Så kommer vi til tempelherrerne. Det er blandt nogle - også frimurerbrødre - en rodfæstet opfattelse at frimureriet stammer fra Tempelherreordenen. Det kan man måske få indtryk af ud fra nogle af vore frimurergrader, men det er af flere grunde tvivlsomt, og der er ikke historisk dækning for nogen direkte forbindelse.

Men først lidt historie. Hugo de Paganis var en adelsmand, som sammen med otte andre i 1118 startede Tempelherreordenen. Den blev stadfæstet af paven (Gelasius II) med det formål at forsvare Templet i Jerusalem mod muhamedanerne. Det blev til en munkeorden, hvor man lovede fattigdom, kyskhed og lydighed. Det med fattigdommen var dog nok så som så, for i løbet af de næste 200 år udviklede ordenen sig til at blive den betydeligste og rigeste organisation i hele kristenheden. De ejede blandt andet over 9000 godser rundt om i Europa. I London oprettede de et hovedsæde, The Temple ved Fleet Street, hvor deres rundkirke – der indvendig er ottekantet - kan ses endnu. I Paris indrettede de ligeledes et hovedkvarter, der hed Le Temple, og som ikke findes mere. Det med at forsvare Templet mod Islam blev ikke til så meget, idet de i slutningen af det 13. århundrede måtte trække sig tilbage til Cypern. Indtil da var de berømte for umådelig tapperhed og dødsforagt. Nu overlod de alt, hvad der havde med korstog at gøre, til den konkurrerende Johanniterorden.

I begyndelsen af 1180'erne var Richard Løvehjerte af England i Det hellige Land på korstog. Der var da et samarbejde mellem tempelherrerne og ismaelitterne og assasinerne mod den fælles fjende: Islams rettroende tilhængere, og det er vist også historisk korrekt, at kong Richard blev optaget i dervishernes hemmelige orden. Det var en slags venskabspagt mellem ham og Hassan ibn Sabak.

Tempelherrernes nedtur.

Efter at tempelherrerne efter 1295 havde indstillet deres kamp mod Islam, vakte de megen utilfredshed. For det første var de katolske myndigheder utilfredse med, at tempelherrerne havde fået en del pavelige privilegier. Blandt andet skulle de ikke gå til skrifte hos den katolske kirkes præster, men kunne gøre det hos deres egne, idet de ikke var underlagt den lokale biskop. Man mente, at de havde deres egen trosbekendelse, og at deres syndsforladelse var uortodoks. Dertil kom jo så almindelig misundelse over deres umådelige rigdom.

Nu begyndte vanskelighederne for alvor. Paven (Demens V.) var under stærkt pres fra den franske konge Ludvig IV. (»den Smukke«), som forgæves havde søgt optagelse i Tempelherreordenen og derfor var vred på dem. Tempelherreordenen blev lyst i band, og forfølgelserne startede i 1307. I 1309 blev deres stormester Jacobus Burgundius Molay fængslet og anklaget. Han sad fængslet og anklaget til sin død. I disse år førtes der i Frankrig en meget hård kamp mod tempelherrerne, som var udsat for den frygteligste tortur. I 1314 blev Molay brændt på bålet sammen med forskellige andre, og på bålet undsagde han Ludvig IV. og Demens V., og stævnede dem til at møde for Herrens åsyn, inden der var gået et år. Og de to herrer døde virkelig inden den således fastsatte frist.

Så galt som i Frankrig, gik det ikke andre steder. Man regner med at der i 1307 var 40.000 medlemmer af ordenen, deraf 15.000 aktive. Af alle disse blev der i perioden 1307-1315 »kun« dræbt 7-800. Mange fik lejlighed til at flygte, og desuden var forfølgelsen i England under Edvard II. meget lemfældig. Det er sandsynligvis rigtigt, at mange undslap til Skotland. I Tyskland gik mange over til de »Tyske Riddere«, som kæmpede mod slaverne i øst, og som var dem, Valdemar Atterdag solgte Estland til i året 1346. I Spanien blev der dels startet en ny orden, og dels blev nogle af de undvegne tempelherrer eneboere (eremitter).

De ni beskyldninger mod Tempelherrerne.

Jeg kan ikke lade være med kort, at nævne de ting som tempelridderne blev beskyldt og straffet for, og som de tilstod, til dels under tortur:

· De fornægtede Kristus, spyttede og sparkede på korset.
· De tilbad et billede af en afgud.
· De havde et perverteret sakramente.
· De beskyldtes for rituelle mord.
· De beskyldtes for at gå med en snor om livet af kættersk betydning.
· De beskyldtes for at afgive et rituelt kys.
· De beskyldtes for ændringer i messeceremonier og ritualer, og for at have praktiseret uortodoks syndsforladelse.
· De beskyldtes for et umoralsk levned.
· De beskyldtes for forræderi mod andre kristne styrker.

Med støtte i de bevarede inkvisitionsprotokoller mener Ward, at man kan svare således på beskyldningerne:

Med hensyn til beskyldningen for at fornægte Kristus, og for at spytte og sparke på korset, synes der at have været tale om en prøve på deres fasthed i troen. De blev herunder truet af de tilstedeværende brødres sværd, og med verbale trusler. I hvert fald har en af de anklagede udtalt, at hvis han havde nægtet, ville han omgående være blevet forfremmet.

Men Ward gør også opmærksom på, at gnostikerne havde et andet syn på korset, nemlig det modbydelige redskab, som Kristus blev dræbt på, og som man derfor ikke skylder respekt og ærefrygt, men tværtimod kun den dybeste afsky. Muligvis har dette syn på korset, spillet ind i den omtalte prøve, jævnfør hvad jeg tidligere har nævnt, at man i engelsk frimureri netop træder Tau-korset under fode, fordi det er udtryk for de dyriske lidenskaber.

Om beskyldningen for at tilbede en afgud, er der skrevet meget. Det drejede sig om et hovede af en figur, som man kaldte Baphomet. Nogle har ment, at der var tale om et »billede af Helligånden«. Andre har ment, at det kan have været et kranie, som skulle forestille den Simon, der vitterlig bar korset for Kristus, og som ifølge gnostikernes lære blev korsfæstet i stedet for Kristus. Jeg kan her henvise til den fantastiske bog: »Det hellige blod og den hellige Gral«*

Den er meget spændende og synes, at være stærkt videnskabeligt underbygget, men dens værdi svækkes afgørende ved, at præmisserne er helt postulerede og hypotetiske. Forfatterne slutter da også deres konklusioner således: »Hvis det og det er rigtigt, så kan det og det også være rigtigt«, og andet får de ikke ud af det. Men med dette forbehold, kan »Det hellige blod og den hellige Gral« med undertitlen »Mysteriet om Tempelherrerne og Jesu efterkommere« nok læses som et dristigt tankeeksperiment, men aldeles utroværdigt!

Påstandene om perverteret sakramente og rituelle mord, som tempelridderne blev beskyldt for, kan efter Wards mening klart afvises som helt grundløse.

At de bar en snor af kættersk betydning, vil Ward ikke afvise, men han henviser til, at visse munkeordener, specielt cistercienserne, som var grundlagt af Bernhard af Clairvaux, gik med et sådant kyskhedsbælte og vist gør det den dag i dag. Assasinerne og dervisherne gik også med en rød snor af en vis betydning dengang, og dervisherne gør det endnu. Jeg kan da nævne, at der også i det svenske frimurersystem i de højere grader, forekommer en rød snor.

Det rituelle kys anser Ward for, at være en rigtig anklage. I hvert fald ved man, at de Tyske Riddere ved optagelsen skulle kysse stormesterens sværdhæfte for, at vise underdanighed og lydighed. Man kan ikke se bort fra, at der har været tale om et lignende ritual hos tempelherrerne.

Hvad angår ændringer i messeceremonier og den uortodokse form for syndsforladelse, mener Ward at det nok kan være rigtigt. Tempelherrerne var jo ikke underkastet den strenge katolske ordinans, de havde derfor lov til, at føre deres egne gudstjenester samt skriftemål, det er nok sandsynligt, at disse højt oplyste teologer kan have ændret lidt nu og da, som også katolikkerne har gjort af og til.

Anklagen for umoralitet har der måske været noget om, men det fremgår ikke af forhørene, at de har været værre end andre munke- og ridderordener på samme tid.

Endelig mener Ward ikke,at der er noget holdepunkt i den sidste anklage for forræderi mod andre kristne styrker.

søndag den 11. april 2010

Om frimureriets rødder tilbage før 1717.Del 3.

Del 1. Del 2.
Andre gamle mysteriereligioner


Ismaelitteme i den nære Orient hævdes at stamme fra profeten Ismael, som var Abraham’s søn med Hagar, som beskrives i l. Mosebog kap. 16. Det er en muhamedansk sekt og ikke helt uden betydning. Deres overhoved, Muhamed ibn Aga (Aga Khan), død 1957 sagdes at være den rigeste mand i verden.

Assasineme er en udløber af Ismaelitteme. Deres stormester, Hassan ibn Sabak, indtog år 1090 borgen med krav om blind lydighed mod stormesteren. Modstandere blev ryddet af vejen af medlemmer, som var påvirket afhashis; derfor navnet hashashijin. Dette ord lindes endnu i betydningen assasinering (snigmord).

Druseme er en lille stamme, som bor i Libanon, og som er en blanding af arabere og gammel syrere. Deres sprog er arabisk og religionen en slags gnosticisme, iblandet gammel- syrisk hedenskab, soltilbedelse og Astarte dyrkelse samt påvirkning af islam. De er ikke rettroende muhamedanere, men snarere efterkommere af assasinerne, som byggede Salomons tempel. Det passer meget godt med, at man i de egne, hvor de bor, har udgravet templer, som er flere århundreder ældre end kong Salomons tempel, og som igen har haft forbilleder i Assyrien; det var jo også fra Libanon, at Salomon hentede sine bygmestre.

Dervisherne er en munkeorden under Islam, der arbejder efter et initierings- system, som er mærkeligt ligt vort frimureri. Recipienderne føres ind med bind for øjnene, vandrer syv gange rundt i templet, får udleveret et hvidt skødskind som tegn på renhed, og der anvendes tegn, ord og håndgreb, som er mere eller mindre de samme som de frimureriske. Jeg skal senere komme ind på dervisherne i for Gnostikerne levede i oldtiden og Middelalderen med en religion, som oprindelig var en ophobning af alle de orientalske religioners lærestof, som blomstrede på Alexander den Stores tid 300 år f.Kr. De taler om en Skaber, som sidder over sfærerne, hvorfra menneskets sjæl stiger ned som lyskim, som frigøres eller forløses fra mennesket igen, hvorefter sjælen kan stige op gennem sfærerne tilbage til udspringet. Platon lærte noget lignende. De adopterede også kristendommen, men opfattede Kristus som »forløseren«, som ved at gennemleve hele verdens -processen steg ned gennem sfærerne, opsamlede lyskimen og derved blev i stand til atter at stige op, hvorved mennesket forløses. Evangelierne behandles allegorisk, esoterisk. Den gnostiske lære generede i høj grad oldkristendommen, som havde svært ved at holde fast ved den rene kristne lære, og som først blev fri for gnosticismen, da den katolske kirke udarbejdede sin dogme- lære.

Endelig skal jeg kort nævne kabbalisterne. Det varen jødisk bevægelse, som var nært knyttet til de alexandriske jøder. Deres religion var ikke så meget den jødiske monoteisme som en panteisme (Gud er ét med naturen), stærkt påvirket af de andre orientalske religioner og meget spekulativ. Jeg har nævnt, at de opfattede Gud som ubegribelig og ufattelig, og at de i deres lære om de til Sephiroth angav Guds forskellige egenskaber, ganske parallelt med de egyptiske og indiske »hjælpeguder«. De havde en udbredt talmysterielære, hvis princip var, at ethvert bogstav havde en talværdi, sådan at ethvert ord og navn fik en vis talværdi, når man lagde de enkelte bogstavers tal sammen – en værdi, som man tillagde en hemmelig betydning. Der er ingen tvivl om, at hele den kabbalistiske lære i høj grad har påvirket den religiøse tænkning i Middelalderen.

De dionysiske kunstnere

Når vi nu skal prøve at trække enlige fra den såkaldte »mørke middelalder« op til den nyere tids frimureri, må vi begynde med det, kunstnere«, og som har været i nær forbindelse med dervisherne, altså fønikiske efterkommere.

Det har været dem, der som murere har fået en vis indsigt i den eksoteriske (udadvendte) lære vedrørende tempelbyggeri, og der er ingen tvivl om, at disse bygningshåndværkere ved tegn, ord og håndgreb forstod at identificere sig overfor hinanden. Dette havde så meget større betydning, som det er dem, der rejste rundt i den nære orient og i middelhavslandene og byggede templer. Jeg har nævnt Kong Salomons tempel, således som det beskrives i frimureriets gamle akter. Langt senere har de været med til at bygge græske templer, tildels efter samme mønster. Man finder klare spor efter dem i en villa i Pompeji, der blev ødelagt under jordskælvet i år 79. Villaen blev udgravet i 1878. og man fandt to søjler ved indgangen, dekorationer med den sekstakkede stjerne på væggene og en regulær »arbejdstavle« i form af et bord med indlagt mosaik. Billedet forestiller et kranium med vinkel og lodsnor og forskellige andre symboler, somstadig bruges i vort nuværende frimureri.

I det gamle Rom var de forskellige håndværkere organiseret i kollegier (»tres faciunt kollegium« siger romerretten), og murerne har også haft et sådant kollegium: Collegium Romanum, der har siddet inde med stor viden. Disse murere – eller arkitekter - har nyttige privilegier, og der er ingen tvivl om, at de har følt sig tiltrukket af kristendommen, da den kom til Rom, mens andre har følt sig tiltrukket af den nogenlunde samtidige Mithrakult.

Da kejser Diocletian satte sig for at udrydde kristendommen i året 303, var han påfaldende lemfældig over for arkitekternes kollegium. De var øjensynligt højt agtede og uundværlige. Ikke desto mindre var der fire af disse kunstnere, som nægtede at udføre en statue af Æskulap (Romernes gud for lægekunst), hvorefter Diocletian torturerede dem til døde. Disse fire martyrer, som hed Clau Castorius. blev senere murernes skytshelgener og betegnet som »de fire Kronede« (Quatuor Coronati). Der findes nu i Rom en kirke, Chiesa Quatuor Coronatorum, som er helliget dem. Og der findes i London en speciel forskningsloge, Quatuor Coronati Lodge no. 2076, som nu i mere end hundrede år har udgivet et frimurer- videnskabeligt tidsskrift. Også i Bayreuth i Tyskland findes en tysk forskningsloge af samme navn.

Kirkebyggerne fra Comosøen

Som følge af disse forfølgelser flyttedes arkitekt kollegiet, som var stærkt påvirket af de dionysiske kunstneres lære, til Comosøen, hvor de indrettede sig på en lille ø. hvorfor de fik navnet comacineme. Det synes nu at være klart, at der herfra udgik Kirkebyggerne, som virkede i hele Europa, først i England, men kort tid derefter også i Frankrig og Tyskland, hvor man ser deres spor i den gotiske byggestil, som pludselig slår igennem overalt i Europa, men næsten lige så pludseligt forsvinder igen. da renæssancen blev moderne. Den gotiske stil er stærkt præget af den flere gange omtalte vesica piscis i kirkernes fine vinduer og himmelstræbende buer, men også af korset. I mange af disse gotiske bygningsværker finder man en eller flere sten med et mærke, som håndværkerne har sat deri. Man kender flere hundreder af dem. Ward opfatter dem som den enkelte bygningshåndværkers personlige mærke eller tegn, hvorfor man undertiden benytter udtrykket mark masonry. (I dag ville man kalde dem logo). Ward mener, at der har været ført nøje registranter, så man undgik forfalskninger. I hvert fald er det typisk, at der aldrig knyttes personnavne som hovedarkitekt til nogen af disse domkirker.

Der er ingen tvivl om, at comacinerordenen har været en højt udviklet, kulturpræget organisation, som har styret hele dette vældige byggeprojekt. Men efter renæssancens gennembrud mistede comacineme deres betydning. De trak sig tilbage til deres lille ø i Comosøen.
Del 4

Om frimureriets rødder tilbage før 1717.Del 2 af 7.

Læs Del 1.
DEL 2.
De egyptiske mysterietraditioner


Mens altså endnu primitive stammer i Afrika og Australien ikke er kommet længere end den oprindelige initiering (indvielse), var man allerede i Oldegypten kommet til et system med en fuldstændig opbygning af en højt udviklet religion med templer og ritualer. Dette kender man nu til i de mindste detaljer, efter at man har lært at tyde hieroglyfferne, og efter at have fået udgravet det ene tempel efter det andet. På væggene i de forskellige templer er ritualerne nemlig billedmæssigt fremstillet ganske i overensstemmelse med læren, der også her er delt op i en eksoterisk del, og en esoterisk, som kun præsterne kendte.

Jeg må her minde om, at den egyptiske religion i sin oprindelse er en soldyrkelses religion. Den højeste gud, skaberen, Ra, hvis symbol er en cirkel med en prik i centrum, har skabt alt ud af ur-vandet. Hans søn, Osiris, blev dræbt af en konkurrent, der hed Set, og myten går ud på, hvorledes Isis finder Osiris, hvis kiste er drevet til Babylon og der vokset som et træ, hvordan hun fører kisten (træstammen) med tilbage til Egypten, og hvorledes Osiris her genoplives, men sønderrives af Set, der spreder alle delene af liget rundt i Nilen. Alt bliver imidlertid samlet sammen igen, og Isis og Osiris får sammen en søn, der hedder Horus. Osiris er altså faderen, Isis moderen, Horus sønnen.

Det mystiske dødsdrama

Dette mysterium eller drama er universelt. Jeg skal blot fra oldtiden nævne Thammutz og Astarte, Dionysos, Demeter, Ceres, men også i Indien, Kina og den oprindelige Mexico-kultur, som spanierne mødte omkring år 1500, findes tilsvarende mysterier. I Indien har de således Brahma (Skaberen), Vishnu (Moderen) og Shiva (Sønnen). I Egypten, Grækenland. Rom og Indien ser det ud, som om religionen er flerguderisk (polyteistisk), men fælles for dem alle er, at de opfatter Skaberen (Gud med stort G) som den yderste årsag, i sit væsen ufattelig, ubegribelig. Hans forskellige egenskaber må derfor manifestere sig i de forskellige »underguder«, som altså hver for sig kun er repræsentant for Guds forskellige manifestationer, og i virkeligheden ikke er nogen selvstændig guddom. Ward mener, at det var dette, som Moses - der utvivlsomt var højt oplyst i det egyptiske system – gjorde oprør imod og dermed skabte den jødiske monoteisme.

I forbifarten kan jeg nævne, at kabbalisterne, som jeg senere skal omtale, har en parallel til dette, idet de har én Gud, men regner med til såkaldte Sephiroth, som hver betegner en bestemt egenskab ved Gud. Disse Sephiroth træffer vi også i de højeste grader i Det Svenske System.

Tempeltraditionerne

Man finder i de gamle templer tegn på, at tempelbyggeriet har været en meget højt udviklet videnskab, og at der til byggeriet har været knyttet dybt religiøse forestillinger. Jeg skal ikke komme ind på, hvorledes man i oldtidens Egypten orienterede templerne fra nord til syd efter stjernebilleder ved hjælp af en lystændingsceremoni, som man den dag i dag finder ved anlæggelse af katolske kirker, men som man også finder tydelige spor af i frimureriets åbningsceremoni.

At man finder vinkel, passer, lodsnor og vaterpas kan jo ikke undre, når det drejer sig om at man for ca. 200 år siden fjernede en af obeliskerne fra Egypten - den der i dag står i New York. Stenen rummer alle de frimureriske symboler: Trekant, kvadrat, sekstakket stjerne, vinkel, passer, lodsnor og vaterpas, samt en rå sten, en poleret kubisk sten og en jernmurske. De må givetvis have haft en symbolsk betydning, ellers havde man nok ikke anbragt dem dér. Man fandt også et Tau-kors og en vesica piscis. Tau-korset, den vandrette linje med den lodrette linje nedenunder eller omvendt betyder oprindelig de mandlige kønsorganer, således i Tammutz-Astarte-religionen, og endnu i Indien. Derfra betyder det det menneskelige begær, og Tau-korset står efterhånden for det, der behersker og søger at undertrykke disse menneskelige begær.

Vesica piscis, som man tegner med to cirkler, der har samme radius, og hvis centre ligger på den anden cirkels periferi, bliver altså en slags lodretstående oval, dog således, at den øverste og nederste begrænsning ikke er jævnt afrundet, men spids, netop ved at de to buer skærer hinanden. Det er den midterste oval, der er vesica piscis, oversat: Fiskeblæren.

Denne figur spiller en kolossal rolle for de allerældste mysterier, og vi kommer tilbage til den, når vi senere omtaler comacinerne og deres kirkebyggeri. Den står også som tegnet for det kvindelige element; vi ser dem endnu i katolske lande, hvor Jomfru Maria ofte er afbildet i en sådan figur som ramme, og i middelalderen var denne vesica piscis eller den deraf afledte lodretstående rombe det eneste ridderfruerne måtte bruge til indfatning af deres slægtstegn, svarende til riddernes våbenskjold.

I vor tid findes den endnu i så at sige alle kirkelige segl. f.eks. i Budolfi kirke i Aalborg. I Egypten finder man Tau-korset og vesica piscis forenet i det, man kalder hankekorset eller ankh, som betyder foreningen af det mandlige og kvindelige element, det evige livs tegn.

Ward ser i Tau-korset oprindelsen til den frimureriske hammer, og han underbygger det med, at man i figurer og ornamentik overalt finder denne overgang manifesteret. Hos Tau-kors Rombe Vesica piscis Hankekors hersker over det materielle, jordiske, og som skal »bringe orden«.

I engelsk frimureri findes Tau-korset på skødskindet for at antyde de legemlige, dyriske, materielle lidenskaber, som skal bekæmpes. Ved optagelsen i første grad tager recipienden nogle skridt, som skal betyde, at han træder de dyriske lidenskaber under fode. På de tre ledende embedsmænds skødskind findes der tre Tau-kors. hvor de to vender skaftet mod hinanden, og hvor det tredje er oprejst vinkelret og med hovedet opad.

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 1 af 7.


DEL 1.
En årtusind gammel kunst


Det er en meget gammel kunst, at arbejde med vaterpas og lodsnor. I »Historiens Bog«, som er skrevet i Kina 1200 år før vor tidsregning, finder vi følgende sætning: »I ledende mænd i regeringen, anvend passeren!«

 
 
I »Den store Visdoms Bog«, som er skrevet 500 år før Kristus af Kung futse, finder vi: »En mand skulle afholde sig fra at gøre mod andre, hvad han ikke ønsker, at de skal gøre mod ham. Dette kalder man princippet »at handle efter den rette vinkel«.


Og senere: »Man skal anvende vinklen og passeren moralsk på sit eget liv, og desuden vaterpasset og lodsnoren, hvis man vil gå på visdommens lige og jævne sti og holde sig inden for grænserne for ære og dyd«. Og videre: »En murermester, der underviser sine lærlinge, bruger passeren og vinklen. Vi, som er optaget af at forfølge visdommen, må ligeledes gøre brug af passer og vinkel«.

Foran de antikke templer i Egypten og Fønicien stod to søjler. I Egypten kaldes de Tå og Tatu. I Kong Salomons tempel hedder den ene xxxxxxx, og den anden xxxxxx. Men tilsvarende søjler findes i øvrigt foran templer overalt i verden, både i Mexico og Kina, men også mange andre steder.

Selvfølgelig beviser dette ikke, at vort frimureri stammer tilbage fra disse gamle tider. Men det viser, at det, som vi i dag kalder vort frimureri, tilsyneladende bygger på meget gamle ting og traditioner og har rødder meget langt tilbage i tiden.

Jeg vil her forsøge at følge nogle af disse rødder.

Den væsentligste kilde for mit arbejde er S. M. Ward: »Freemasonry and the Ancient Gods« (London 1921). Samme Ward er ikke nogen hvem som helst. Han var en højtstående engelsk frimurer, og hans arbejder er meget respekteret i England. Han er født i Vestindien, har studeret arkæologi i Cambridge, har været en del år i Indien og Burma, har studeret sammenlignende religionsvidenskab, og han er optaget i logen Isaac Newton i Cambridge.

Frimurertegn hos primitive folkeslag

Fra sine mange rejser over det meste af det engelske imperium beretter Ward, at han næsten overalt har mødt tegn og håndgreb hos folk, som overhovedet ikke har haft mulighed for at være optaget i en frimurerloge, og vel at mærke tegn med betydning som de har i frimureriet. Dette har ført ham til et nærmere studium, hvis resultater jeg i det følgende skal omtale. Her er nogle eksempler på Wards iagttagelser.

I relieffer og på statuer i Afrika, Mexico, Indien, Kina, ja endog på Påskeøerne har man fundet afbildet mennesker, som gør hvad der ligner frimurertegn. 1191 så han i Colombo to patanere, som hilste hinanden på en vej. Tegn for tegn gennemgik de de fleste af de tegn, som bruges i det engelske frimureri.

Dervisherne, en muhamedansk sekt, har et fuldstændigt frimurerisk system på 33 grader. De taler om »Our Lord Abraham«.

Der fandtes endnu i det 20. århundredes begyndelse primitive afrikanske optagelsesriter, hvor det væsentligste og indledende trin er en omskæring af unge mænd, men hvor derpå følger forskellige ritualer, ledsaget af tegn og håndgreb, som rigtigt opfattet skal give en forestilling om, hvorfra man kommer, hvad meningen med livet er, og hvorhen man går efter dette liv.

Ward har også fundet sådanne primitive ritualer i Australien og i Syd- og Mellemamerika. Fra Australien omtaler han den såkaldte Bora-ceremoni, som de indfødte af den primitive Arunta stamme dyrker. Kandidaterne føres i løbet af flere dage først gennem et kredsformet areal, som er afmærket i jorden et afsides liggende sted, hvor kvinder ikke har adgang. Derfra føres de gennem en længere, smal passage, der er udsmykket med tegninger i sandet, hvorefter de slutter i en mindre, cirkulær afgrænsning, hvor den egentlige indvielse finder sted. Under indvielsen underkastes de til dels smertefulde belastninger; for eksempel får de en tand slået ud som et offer til guderne, for at disse skal skåne de øvrige tænder. Endvidere bliver de udsat for psykiske belastninger, og inden de føres ind i den sidste afdeling, bliver de en tid blindet med et tørklæde over hovedet. Under alt dette bliver de oplært i forskellige tegn og håndgreb, som i meget høj grad svarer til, hvad der bruges i frimureriet. Omskæringen skal vist også ses som et offer til guderne, nemlig af manddommen. Det er noget, der spiller en meget stor rolle i de gamle mysterier.

Ward fortæller videre, hvorledes det lykkedes en engelsk frimurerbekendt at komme ind i et Hindutempel. helt ind til det aller inderste og helligste, ved over for vagten at identificere sig med alle de tegn, som han kendte fra Royal Arch.

Jeg har ved læsningen af Wards bog fået stor tiltro til hans pålidelighed, og i beskrivelsen af mange ting citerer Ward anerkendte engelske frimurerskrifter som f.eks. Ars Quatuor Conoratorum. Han beskriver selvfølgelig ikke de forskellige tegn, men angiver dem kun ved bogstaver, som jeg, der jo ikke er optaget i en engelsk loge, ikke kan dechifrere. Jeg kan kun tage hans ord for, at de virkelig er frimureriske tegn, som de bruges i England.

Alt i alt mener Ward, at enhver race lige fra den aller tidligste tid har startet primitive indvielsesritualer. Disse har udviklet sig mere eller mindre til mysterier, og medicinmændene, som forestod disse riter, er efterhånden blevet til en slags præster. Systemet har udviklet en eksoterisk komponent, som menigmand kunne forstå og deltage i, foruden en esoterisk (hemmelig, fortolket) komponent, hvis mysterier kun de højst indviede havde kendskab til. Da man ikke længere havde mulighed for at gennemføre ritualerne under åben himmel, fik man brug for bygninger, templer og lignende.

Ward konkluderer, at frimureriet har rødder tilbage til de primitive folkeslags indvielsesriter, helt tilbage til forhistorisk tid, og fra disse riter stammer alle antikkens mysterier og derfra de moderne religioner. Indvielsesritualerne var knyttet til indvielsen af ynglinge til mænd, og de var overalt forbeholdt mænd. Kvinder var absolut udelukket.
Til Del 2.

Frimurer symbolet forglemmigej.


Under Hitlers regime blev frimureri og frimurersymboler forbudt. Dette stoppede selvfølgelig ikke de tyske frimurere i at bære tegn på deres tilhørsforhold til logen; vinklen og passeren blev byttet ud med en nål med en forglemmigej. Senere er blomsten blevet et univerielt tegn, til minde om dem der har lidt i frimurerriets navn, især dem der led under nazisternes regime

søndag den 4. april 2010

Symboler og deres betydning.



















Hvad betyder de - specifikt?


For det første er det vigtigt at forstå, at frimurerisk symbolismen ikke repræsenterer en idé, som kun har en enkelt og entydig betydning. I virkeligheden, symboliserer de tre ting, alle nært beslægtede, men faktisk ikke er identiske.

Der er personlig symbolik, hvor fortolkningen kommer fra det enkelte individ. Det er fra denne kilde, at en stor del af mystikken der omgiver de frimurerisk symboler stammer. Enhver person kan fremsætte idéer om symbolikken af de enkelte symboler - og mange tidlige frimurerisk forfattere gjorde det!

Her er der nogle bud på de mest kende fortolkninger.



INFINITY: I det gamle Indien og Tibet, udgjorde den perfektion, dualisme, og enhed mellem mand og kvinde. I det okkulte tarot er det forbundet med magi og repræsenterer ligevægt eller balance af forskellige styrker. I moderne tid, blev det brugt i matematisk som symbol for uendelig i tal, tid eller rum (evigheden).



Hexagram eller seks-takkede stjerne: Når omgivet af en cirkel, det er den "guddommelige sind" (en forfalskning af Guds visdom) til mange okkulte grupper gennem århundreder. Mange bruger den stadig i okkulte ritualer. Men at jødiske folk, det er deres Davids stjerne.



CIRCUMPUNCT - CIRCLE med DOT (Bindu) i midten: Den repræsenterer solen og en solgud (kaldet Ra i Egypten), guld (som i alkymi), en (ubibelsk) ærkeengel ( Kabbalah ), følelsesmæssig tilbageholdenhed ( frimurerne ), og den kreative gnist af guddommelig bevidsthed inden i folk. Forbinder alle de kreative sind af en universel "gud" og dermed gøre hver person "med skaber". I den komplekse symbolske system af hinduisme og buddhisme, er Bindu (dot) repræsenterer den,den mandlige kraft. Sammen med cirklen og dot(bindu) symboliserer den åndelige sammensmeltning af mandlige og kvindelige kræfte


Vinkel og passer. frimurerisk symbol vinkel og passer repræsenterer bevægelse mod fuldkommenhed og en balance mellem det åndelige og fysiske, passeren (bruges til at danne kredse) repræsenterer ånd. Vinklen (bruges til at danne den rette vinkel) repræsenterer det fysiske.

lørdag den 3. april 2010

Er jeg religiøs?















Så er svaret nej. Men jeg tror på en gud.

Grunden til at jeg har taget netop dette emne på min blog er.

Der jeg var sidst i 30erne, begynde der at være et på trængende spørgsmål som maste sig på for mig.
”Hvem er du” blev det ved at lyde inden i mig.
Et spørgsmål jeg ikke kunne svare på. Jeg viste ikke hvem jeg var som person eller retter hvad stod jeg for. En ting var helt sikkert jeg var nød til at starte forfra for at finde svaret på dette spørgsmål.
Og der med mener jeg helt forfra.
Som eks. Hvad tror jeg på.
Jeg er opvokset med den kristen tro men havde aldrig rigtig stillede spørgsmål til det sådan var det bare.

Det begyndte jeg så på.
Hvem er vi som mennesker og hvad er meningen med vores eksistens. Jeg søgte i bibelen men kunne ikke rigtig finde svar der, da jeg var forblindet at min barndoms lære, floskler jeg havde læst og hørt til hudløshed, det var jo nu jeg skulle finde svarene selv.
Jeg søgte svar andre steder og støtte på Gnostikkerne i min søgen.
Gnostikkerne stod for noget nyt og noget banebrydende for mig.
De tror ikke på dogmatikken lige som jeg ikke gør.
De tror at vi skal finde svarene i os selv ligeså gjorde jeg.
Jubii jeg kunne nu sætte et label på mig selv skønt.

Meeen var det ikke dette jeg netop forsøgte at bryde.
Jeg var i færd med at udskifte, et gammelt label med et nyt.

Det var så nu min lille broder kom og sagde at han nu havde meld sig ind i frimurerne.
Og som stor broder undersøgte jeg det på nettet, hvad er en frimurer, og til min store overraskelse var der her mennesker der søgte de samme svar som jeg søgte.

Netop det de hævder at gøre gode mænd til bedre mænd, og for at blive en bedrer mand må jo om ikke andet sig at de har svarene på nogle af mine spørgsmål.

Jeg må nu efter ca.1½ år som frimurer erkende at det havde de, eller retter det havde jeg selv.
For ved belysning af symbolerne er svarene inden i mig selv, der er ikke nogen der kommer og siger her er svaret, du er selv nød til at finde dem.
Det er det, der er det geniale ved frimurerne, svarene er så individuelle, at de næsten aldrig er ens for alle.
Så ved hjælp, af mine nu ny åbne øjne, ser jeg anderledes på tingene.
Jeg ser nu mere ud gennem egne øjn, frem for at se gennem andres øjn.
Derfor bruger jeg mange gnostikker og bibel citater i min blog, for nu giver de mig en helt anden mening, ved at jeg står til ansvar, for mig selv og kender mig selv, en del bedrer en jeg gjorde får, jeg begyndte at søge svarene. Jeg har fundet ud af at jeg kan sætte, et label på mig selv, uden at miste min egen identitet.
Derfor kalder jeg mig for gnostikker og frimurer.

Jeg er ikke fanatiker eller religiøs hvis jeg selv skal sige det.

Jeg vil bare gerne dele den glæde, jeg selv har fundet med andre.