torsdag den 30. juni 2011

De to søjler.

Hvad er humanitet? Iflg. leksikon er ordet ”Latin” og betyder menneskevenlighed og næstekærlighed.


Det er hverken arbejde eller velgørenhed. Det er ganske enkelt og ligetil en livsholdning. Humanitet er en livsanskuelse, et åndelig grundlag for vor kultur.
Og den går langt tilbage. Den hviler på to årtusindgamle søjler.

Den ene har sin basis i Hellas. Den hedder: Kend dig selv! Dens bud er et strengt krav til ethvert tænkende menneske. At lærer sig selv at kende er en stadig pligt for enhver, - også for enhver frimurer. Denne pligt er ikke altid lige behagelig. Jo mere man lære sig selv at kende, des mere klart bliver det, at det er nødvendigt stadig at arbejde på selvforædling og karakteropbygning. Og på opøvelsen af den vanskelige kunst at forstå andre.

Den anden søjle hedder: Glem dig selv. Den er dybt forankret i Judæas jord. Dens bud er kærlighedens, - Menneskekærligheden og næstekærligheden, således som den blev forkyndt for 2000 år, hvor den blev udtryk i lignelsen om den barmhjertige samaritan – og som udtalte de ord, som er grundlæggende for al humanitet: Du skal elske din næste som dig selv. Denne søjles bud kalder på de ædleste følelser og de bedste karakteregenskaber i et hver tænkende menneske.

Disse humanitære idealer er evige og uforanderlige. De er menneskenes ledestjerne. Og selv om de for en stund kan blive fordunklet, slukkes de dog aldrig – deres værdi er altid den samme. Vandringen mod dem vil aldrig ophøre. Det er kampen for deres virkeliggøres, der giver et livsindhold.

Det kræver kamp, at nå de to søjle.

Kend dig selv og glem dig selv.

Der findes mange kamppladser i livet; de, vi mest hører og læser om, er krigens blodige kamppladser; men der er også andre kamppladser, hvorpå der kæmpes hver dag – ganske vist ublodige kamppladser, men hvor kampene dog også medføre sorger og lidelse, som endda til tider overgår de blodigste kamppladsers rædsler. Sådanne ublodige kamppladser findes i menneskenes indre: der udkæmpes ofte de alvorligste kampe, der lides de største nederlag, der vindes de største sejre.

En sådan sejr, selvbeherskelsens sejr, er dog ingen endelig sejr; thi for den, der har overvundet sig selv, åbner der sig nye udviklingsveje, nye livsmål nye muligheder for nye sejr på åndslivets slagmark – så udviklings rigt bliver livet for den, der har overvundet sig selv, erobret herredømmet over sit eget jeg gennem selverkendelsens kunst. Selvbeherskelsen, selvherredømmet kræver først og fremmest kendskab til ens eget åndelig liv, til ens evner, til ens eget kære jeg.

Mennesket skal imidlertid under sit arbejde på selvudvikling arbejde indad, opad og udad. Indad i forholdet til sit eget åndelige jeg; opad i forholdet til Verdens Store Bygmester; udad i forholdet til menneskeheden.

Imidlertid er det såre svært at arbejde således, at selverkendelsen uddybes, at selvbeherskelsen, selvherredømmet udvikles; thi det er vanskeligt, såre vanskeligt at vandre mod fuldkommenhedens mål på livets slyngede og vildsomme stier.

Det er dette indre liv, frimureriet søger at retlede og udvikle til størst mulig harmoni og fuldkommenhed – til den sikkerhed i tilværelsen, som kun opnås indefra – inde i hvert enkelt br., når han blot behersker sin vilje til at ville gøre fremskridt i frimureriet. Men selv om man aldrig gør så store fremskridt, må man dog ikke derfor tro, at alle sten dermed er ryddet bort fra ens livsvej. Hindringerne er der forsat, men fremskridtene i den frimureriske udvikling hjælper sin udøver til lettere at overvinder dem, fordi hans træning udbygger hans livsanskuelse og hans livssyn.

Alle menneskers livsanskuelse og livssyn opbygges af deres livs viden, - summen af alle vore erfaringer og iagttagelser i den tid vi har levet, og i den tid vi har været frimurere. Det er et stort og alsidigt materiale vi samler gennem vort liv. Hver enkelt bygger ved hjælp af, hvad han har samlet sig. Men hvis denne byggefærd skal lykkes, er det en forudsætning, at de skal være personlig tilegnet. det skal forstås og tydes af den, som ejer det.

Først da kan det forædles til livsvisdom. Denne forædlingsproces er en rent personlig sag. Livssyn kan ikke – og må ikke – standardiseres eller uniformeres til ensretning. Det kan ikke lånes eller købes, - og det må ikke påtvinges nogen.

Det frimureriske livssyn bliver til uden tvang. Enhver frimurer får anvist midlerne til at erhverve og yderligere udbygge sit livs viden, men der pålægges ham ingen tvang til at indtage noget, der strider mod hans overbevisning.

For at nå målet skal da frimureren arbejde således, at han erhverver sig selverkendelse, selvbeherskelse og selvforædling - de tre begreber, der svarer til visdom, styrke og skønhed.


Af. Henning Kristensen den 28-02-2010
Fra http://www.logenorion.dk/indlaeg-HK-2.htm

For mig er det noget, der er meget tæt på i dagligdagen, nemlig det evige spørgsmål om vores forhold til næsten. For at kunne gå ind i en vurdering af, hvad der er godt i omgangen med andre, skal følgende gælde: Kend dig selv - som er den græsk-filosofiske fordring - og glem dig selv - som er kristendommens kærlighedsbudskab. Det er også et evigtgyldigt problem, for jeg kender jo mig selv og ved, at jeg i bund og grund kan drives af egoistiske motiver og den indre ondskab. Men jeg ved også, at man igennem sin adfærd har kolossal betydning for andre mennesker. Det er den største udfordring, idet vi hele tiden foretager en sortering mellem dem og mig. Det onde er altid de andre. Det er en farlig tendens. Det er her at jeg som frimurer er ved at lærer at tage ansvar for mine egne handlinger og tanker. Under devisen de eneste problemer du kan gøre noget er dine egne. Som jeg også har skrevet om i tidligere indlæg.

Af Franck Krogh.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Har lige fundet din blog og bliver lige nød til at give en kommentar med til det du skriver om dig selv.

Jeg er selv ved at nå til en erkendelse om at jeg har en indre ondskab, med rod i min barndom. Det onde er for mig derfor ikke de andre, men mig selv. Det er jo kun mig som er ansvarlig for mine handlinger.

Men i teksten du citerer skrives der at vi får vores livssyn for forskellige grundsten, hvor jeg i mit tilfælde kan finde mange, ofte negative, elementer fra min barndom. Det har jeg dog lagt fra mig i mit voksne liv og arbejdet videre med andre værdier, som jeg vil forædle til livsvisdom.

Mit spørgsmål er så – kan jeg kende mig selv så godt at min selvforædling og karakteropbygning bliver på grundsten jeg ønsker eller kender jeg først virkeligt mig selv når jeg accepterer mit indre væsen?

F.Krogh sagde ...

Kære Anonym.
Først vil jeg undskylde mit sene svar.
Jeg har virkelig tænkt over dit spørgsmål, som er virkelig godt.
Jeg er måske ikke den mest kompetente til at svare på dette spørgsmål. Men jeg vil dog forsøge ud fra bedste overbevisning og evne. Jeg vil dele svaret op i flere sektioner.

Du skriver: Jeg er selv ved at nå til en erkendelse om at jeg har en indre ondskab, med rod i min barndom. Det onde er for mig derfor ikke de andre, men mig selv. Det er jo kun mig som er ansvarlig for mine handlinger.

Et stort skridt på vejen til selv erkendelse, er jo netop at tage ansvar. Roden til det onde du har oplevet i din barndom, kan også bruges konstruktivt i opbygningen af dig selv, som et nyt og bredere menneske, da du jo netop kender nogle graverende fejl fra barndommen og erkender dem som fejl, ved at erkende det, er det onde jo ændret til noget konstruktivt.

Du skriver: Men i teksten du citerer skrives der at vi får vores livssyn for forskellige grundsten, hvor jeg i mit tilfælde kan finde mange, ofte negative, elementer fra min barndom. Det har jeg dog lagt fra mig i mit voksne liv og arbejdet videre med andre værdier, som jeg vil forædle til livsvisdom.

Det er jo netop den anden søjle, glem dig selv. Der med mener jeg empati, da du jo netop har følt ondskaben på krop og sjæl, vil du netop kunne genkende den og der ved glemme dig selv, for at hjælpe et andet menneske i denne nød. Det du skriver her ser jeg som noget meget stort, hvis din livsvisdom ikke bliver brugt til at fordømme de mennesker der har gjort dig ondt men der imod kun fordømme deres gerninger. Det er kærlighedens budskab. Så har ondskaben ikke vundet men tabt stort. Det er bland andet det budskabet er i biblen og andre positive religioner. Det var jo netop det Jesus gjorde på korset. Han fordømte ikke de mennesker der gjorde ham fortræd men deres gerninger. Jeg håber du forstår hvad jeg mener da det er utroligt svært at beskrive med ord.

Du skriver: Mit spørgsmål er så – kan jeg kende mig selv så godt at min selvforædling og karakteropbygning bliver på grundsten jeg ønsker eller kender jeg først virkeligt mig selv når jeg accepterer mit indre væsen?

Til dette spørgsmål ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal svare. Da jeg slet ikke er kompetent til at svare på dette. Så lang er jeg ikke kommet endnu. Jeg kender slet ikke mit inderste væsen så godt. For mig er det gradvist, det sker og jeg træffer mine valg ud fra nuet eller de aktuelle situationer jeg står i. selvfølgelig prøver jeg på ikke at begå de samme fejl flere gange, men det lykke langt fra altid.
Mvh. Franck Krogh.