.TRO HÅB OG KÆRLIGHED/NOA'S ARK
1. Mosebog kapitel 6 (TRO)
Menneskets ondskab
Befolkningseksplosionen tog nu fart ud over hele jorden, og der fødtes masser
af piger. Gudesønnerne fik nu rigtigt øje på kvindernes skønhed og tog lige så
mange koner, de havde lyst til. Da sagde Gud Herren: »Min livsånde skal ikke for altid blive i
menneskene. De er jo dødelige, og derfor vil jeg højst give dem 120 år at leve
i.« Da gudesønnerne nu for alvor kastede sig over kvinderne
og avlede med dem, opstod den kæmpeslægt, hvorom der går sagn fra gamle dage.Da Herren så omfanget af menneskenes ondskab - at deres hele adfærd sigtede mod det onde -angrede han, at han havde skabt dem. Ja, det knuste hans hjerte. Og Herren sagde: »Jeg vil udslette menneskeheden, som jeg har skabt. Selv dyrene, krybdyrene og fuglene vil jeg udrydde; for jeg fortryder, at jeg skabte dem.« Men Herren fandt behag i Noa.
Dette er Noas historie: Noa var dengang det eneste retfærdige menneske på jorden, og han forsøgte at leve efter Guds vilje. Han fik tre sønner - Sem, Kam og Jafet.
Men ondskaben voksede ud over jorden, og i Guds øjne blev verden mere og mere moralsk korrupt. Menneskene var onde og fordærvede i bund og grund.
Da sagde Gud Herren til Noa: »Jeg har besluttet at udslette menneskene - for verden er gennemsyret af deres ondskab.Men du skal bygge et skib af gofertræ og overstryge det med beg indvendig og udvendig; og på skibet skal du lave skibsdæk og indrette dem med båse. Skibets mål skal være 137 meter i længden, 23 meter i bredden og 14 meter i højden. Du skal lave et tag over skibet og sørge for, at der er en åbning på 45 cm mellem taget og siderne. Du skal bygge tre dæk og lave en dør på skibets side. Jeg vil sende en flodbølge ud over jorden, som skal udslette hvert eneste levende væsen. Alt skal dø! Men jeg giver dig det løfte, at du skal frelses i skibet sammen med din hustru, dine sønner og deres hustruer. Af alle dyr skal du tage to af hver med dig ind i skibet - en han og en hun, så at de kan overleve sammen med dig - af fuglene to af hver art, af kvæget to af hver art, af dyrene to af hver art. De skal gå ind i skibet og reddes sammen med dig. Og du skal tage den nødvendige føde med dig, så der er nok til både dig og dyrene.«
Og Noa gjorde nøjagtig, som Herren havde befalet ham.
1.
Mosebog kapitel 7 (HÅB)
Syndfloden
Dagen kom, da Herren sagde til Noa: »Gå nu ind i skibet sammen med din familie,
for du er den eneste retfærdige blandt menneskene på jorden. Luk dyrene ind - et par af hver af de urene
dyr. Men af dem, som skal bruges til føde og til offer, skal du tage syv par. Af fuglene skal du også tage syv par - for
at de siden hen kan formere sig på jorden. I dag om en uge vil jeg lade det regne i 40
dage og 40 nætter; og alle dyr, fugle og krybdyr, som jeg har skabt, skal dø.«Noa gjorde nøjagtig, som Herren havde befalet ham. Han var 600 år gammel, da flodbølgen kom over jorden. Han gik ind i skibet sammen med sin hustru og sine sønner og deres hustruer, så de kunne undslippe flodbølgen. Og en hun og en han af alle dyr og alle fugle - rene såvel som urene - gik ind i skibet, som Herren havde befalet. Syv dage efter kom flodbølgen.
Noa var da 600 år gammel. På den 17. dag i den anden måned åbnedes jordens og himmelens sluser, og regnen styrtede ned i 40 dage og 40 nætter. Den dag gik Noa ind i skibet sammen med sin kone og sine sønner Sem, Kam og Jafet, og deres hustruer. Sammen med dem var alle de forskellige dyr, husdyr såvel som vilde dyr, krybdyr og fugle,ja, alle levende væsener gik par for par ind i skibet til Noa;en han og en hun af hver art gik ind, sådan som Gud havde befalet. Og Gud lukkede døren efter Noa.
I 40 dage hærgede flodbølgen; og skibet hævede sig, så det flød på vandet. Vandet blev ved med at stige, så skibet sejlede på vandet, højere og højere, indtil bjergene stod under vand. Ja, vandet nåede op til en højde af seks meter over bjergtoppene. Alt levende på jorden omkom - fugle, husdyr og vilde dyr, krybdyr og mennesker. Alt liv på jorden udslettedes; mennesker og dyr, krybdyr og fugle omkom. Kun Noa overlevede - og sammen med ham alle dem, som var i skibet.
Vandet dækkede jorden i 150 dage.
1.
Mosebog kapitel 8 (KÆRLIGHED)
Den nye verden
Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i skibet. Han sendte en vind hen over vandet,
og straks begyndte vandet at synke.Vandstrømmen fra jorden
standsede, og himmelens sluser lukkedes, så styrtregnen holdt op. I 150 dage sank vandet lidt efter lidt, indtil skibet på den 17. dag i den syvende
måned gik på grund på Ararats bjerg. Vandet blev ved med at synke. Først i den tiende måned kom
bjergtinderne til syne.Noa ventede 40 dage. Derefter åbnede han en luge og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. I mellemtiden sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land; men duen fandt intet sted at lande. Den vendte tilbage til Noa; vandet stod endnu for højt. Og Noa rakte hånden ud og satte duen tilbage i skibet.
Syv dage senere sendte Noa duen af sted igen, og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Da regnede Noa ud, at vandet måtte være forsvundet fra jordoverfladen. En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.
29 dage herefter - helt nøjagtig på den første dag i den første måned i det år, da Noa fyldte 601 år - åbnede Noa skibets dør og så, at vandet var borte fra jordoverfladen, men først to måneder senere var jorden tør igen. Da sagde Gud til Noa: »Gå ud af skibet med din hustru og dine sønner og deres hustruer og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og spredes ud over jorden.«Noa forlod da skibet sammen med sin hustru, sine sønner og deres hustruer. Og alle dyrene, kvæget, de vilde dyr, fuglene og krybdyrene, forlod skibet parvis - art for art.
Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene dyr og fugle til Herren. Brændofferet behagede Gud Herren, og han sagde til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene. Menneskenes higen er ond fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. Herefter skal - så længe jorden står - forår og høst, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!
Gud fortæller os det samme ved Kristi dø og opstandelse.
Kristus, der bliver dræbt, er det indre,
åndelige i os selv, og drabet svarer derfor til drabet og korsfæstelsen af
Jesus. Sagt på en anden måde, så har vi altså alle dræbt og korsfæstet vor
indre Kristusånd. De fleste sammenblander navnene Jesus og Kristus, men navnet
Kristus og kristusbegrebet eksisterede længe inden Jesus blev født. Det menes
allerede at have været kendt i Ægypten på den tid, hvor de store pyramider blev
bygget. Jesus er navnet på det højtoplyste menneske, som blev født for ca. 2000
år siden, og Kristus er navnet for den ånd, som var i Jesus, og som også er i
enhver af os. Legenden om Kristus skal ikke forstås bogstaveligt. Den skal
ligesom alle andre legender forstås symbolsk.
Hvornår har vi da dræbt kristus i os? Det har vi gjort allerede i vor tidlige barndom. Man siger, at øjnene er sjælens spejl. Prøv at se ind i øjnene på et lille barn. Det lille barn har stadig lyset fra noget guddommeligt i sine øjne. Men efterhånden som barnet udvikler et jeg, træder dette jeg i stedet for det indre centrum, hvis lys tidligere strålede ud igennem barnets øjne. Til sidst er vi så forankrede i vort jeg, at vi må siges at have dræbt det guddommelige lys i os og erstattet det med jeg´et.
Kristus-legenden fortæller os altså, at vi har dræbt ånden i os. Den dræbte Jesus er begravet et sted, som det er meget svært at finde. I den første kristne tid blev der udfoldet et enormt arbejde for at finde Kristi grav. Hærskarer af pilgrimme drog til Jerusalem for at finde Kristi grav. Korsridderne og andre riddere drog ligeledes til det hellige land for at finde og bevogte Kristi grav. Disse mennesker forstod slet ikke humlen i det hele. Der var ingen grund til at rejse til Israel for at lede efter den hellige grav, for den hellige grav havde de med sig, hvor de end befandt sig i verden. Kristi grav var jo dem selv. Det er os selv, som har dræbt og korsfæstet mesteren, og det er i os selv, mesteren ligger begravet. Anderledes forholder det sig heller ikke med den hellige graal, som så mange forgæves har ledt efter - lidet anende, at graalen var dem selv, at de selv var den hellige graal, det hellige kar, som indeholdt Kristi blod, d.v.s. Kristi sjæl.
Opstandelsen i Kristus-legenden er ikke noget, som er sket i en fjern fortid, eller som vil ske i en lige så fjern fremtid. Opstandelsen sker den dag, vi lader Kristus genopstå i os selv, d.v.s. den dag vi lader Kristus, vor åndelige kerne være centrum i os i stedet for det jeg, som vi plejer at betragte som vort centrum. Opstandelsen sker den dag, vi oprejser den dræbte Kristus i os. Det samme kan også siges med et moderne videnskabeligt sprogbrug: Opstandelsen sker den dag, vi - med psykologen Jungs sprogbrug - flytter vort centrum fra jeg'et til selvet.
Først når man har flyttet sit centrum fra jeg'et til selvet, er man blevet det styrende i sit egen liv, først da har man oprejst i sig, eller sagt i et kristent sprog: først da er Kristus opstanden i én.
Forudsætningen for at man kan oprejse sig, er, at man kan give slip på sit jeg, eller sagt på en anden måde, at man kan hengive sig. For at hengive sig - at give sig selv hen - er det samme som at opgive sit jeg, det samme som at opgive sig selv, det samme som at opløse sig selv, det samme som at lade jeg’et dø, så at selvet kan komme til syne. Men at lade jeg’et dø er så svært, at man føler, at hjertet bliver revet ud af ens bryst. Hengivelse er altså den nøgle, som åbner porten til det aller helligste. Førend man kan træde ind i det aller helligste må man udføre en offerhandling, og denne offer handling består i at ofre sig selv, i at ofre det, som man hidtil har betragtet som sit centrum. Man må ofre sig selv, ofre det, som man hidtil har betragtet som sig selv, for at selvet kan blive oprejst "Kun ved at miste dig selv, kan du vinde dig selv" - "Kun ved at dø kan du leve"-
”Uden død intet liv”. Denne sætning: "Uden død intet liv" er nøglen. Den er hovedhjørnestenen. Vi kan ikke leve og vokse åndeligt uden at noget andet i os må dø. Vi kan ikke blive forvandlede uden at det gamle menneske dør; uden at alt det i os, som trænger til at blive fornyet og forvandlet, dør. Alt, som vokser og udvikles, vil med tiden stivne i et fast mønster, og når det er sket, går udviklingen i stå. Liv sprænger altid former og grænser, når det vokser og udvikler sig, og når formerne er blevet så faste, at de ikke mere kan sprænges, går livet langsomt i stå. Dette gælder på det fysiske plan, men det gælder også på det mentale og åndelige plan. Med tiden stivner vi i et mentalt mønster, som ikke længere kan gennembrydes af livsfornyende kræfter. Vi får efterhånden et panser af faste og forbenede opfattelser om livet og om os selv, og når disse opfattelser er blevet så faste, at de ikke kan sprænges og give plads for nye opfattelser, er vi gået i stå åndeligt.
Igennem mange generationer er vi blevet programmeret til at tænke i bestemte baner, og disse gamle baner forhindrer os i at tænke nye tanker, som går på tværs af disse baner. Vi kan lignes med PC'ere, der er udstyret med et gammelt og forældet styresystem, som ikke kan køre nye programmer uden en udskiftning af hele styresystemet. Man kan ikke forny sig og tænke i nye baner uden at lade hele sin indre verden gå i opløsning. Vi tror, at vi bare kan føje nye tanker til gamle, men de nye tanker er ikke særlig nye, for de bygger på et gammelt og forældet tankegrundlag. Kun ved at gennemgå en total opløsning af vort indre kan vi oprejses som fornyede og forvandlede mennesker, som genfødte åndsvæsener. Forvandling er kun mulig ved opløsning af det gamle og stivnede, som må gå til grunde i død og kaos. Det gamle må gå til grunde, og vi må finde et helt nyt. Sædekornet må gå til grunde, førend planten kan spire frem.
Kun ved at begrave og opløse det, som man hidtil har betragtet som sig selv. Ens verden og fordomme må gå i opløsning. man må selv gå i opløsning, Uden en opløsning er det umuligt at fremstille det nye og oprejste menneske. "Det er i møddingen, man finder de vises sten" for den stinkende forrådnelse og opløsning i møddingen er netop den forvandlingsproces, som skaber den friskduftende muld, som er grundlaget for nyt liv. Man vil komme til at opleve en indre fornyet, forvandlede og oprejste ud af møddingens kaostilstand.
Det er svært at give sig hen til den sjælekval, som opløsningsprocessen medfører. Det er ikke uden grund at livet omtales som en prøvelse, for det gør ondt at komme igennem den krisetilstand, hvor ens tidligere liv og gamle opfattelser går i opløsning. Men det er det hele værd, for det der kommer op af mulden er sandheden vejen og livet.
Hvornår har vi da dræbt kristus i os? Det har vi gjort allerede i vor tidlige barndom. Man siger, at øjnene er sjælens spejl. Prøv at se ind i øjnene på et lille barn. Det lille barn har stadig lyset fra noget guddommeligt i sine øjne. Men efterhånden som barnet udvikler et jeg, træder dette jeg i stedet for det indre centrum, hvis lys tidligere strålede ud igennem barnets øjne. Til sidst er vi så forankrede i vort jeg, at vi må siges at have dræbt det guddommelige lys i os og erstattet det med jeg´et.
Kristus-legenden fortæller os altså, at vi har dræbt ånden i os. Den dræbte Jesus er begravet et sted, som det er meget svært at finde. I den første kristne tid blev der udfoldet et enormt arbejde for at finde Kristi grav. Hærskarer af pilgrimme drog til Jerusalem for at finde Kristi grav. Korsridderne og andre riddere drog ligeledes til det hellige land for at finde og bevogte Kristi grav. Disse mennesker forstod slet ikke humlen i det hele. Der var ingen grund til at rejse til Israel for at lede efter den hellige grav, for den hellige grav havde de med sig, hvor de end befandt sig i verden. Kristi grav var jo dem selv. Det er os selv, som har dræbt og korsfæstet mesteren, og det er i os selv, mesteren ligger begravet. Anderledes forholder det sig heller ikke med den hellige graal, som så mange forgæves har ledt efter - lidet anende, at graalen var dem selv, at de selv var den hellige graal, det hellige kar, som indeholdt Kristi blod, d.v.s. Kristi sjæl.
Opstandelsen i Kristus-legenden er ikke noget, som er sket i en fjern fortid, eller som vil ske i en lige så fjern fremtid. Opstandelsen sker den dag, vi lader Kristus genopstå i os selv, d.v.s. den dag vi lader Kristus, vor åndelige kerne være centrum i os i stedet for det jeg, som vi plejer at betragte som vort centrum. Opstandelsen sker den dag, vi oprejser den dræbte Kristus i os. Det samme kan også siges med et moderne videnskabeligt sprogbrug: Opstandelsen sker den dag, vi - med psykologen Jungs sprogbrug - flytter vort centrum fra jeg'et til selvet.
Først når man har flyttet sit centrum fra jeg'et til selvet, er man blevet det styrende i sit egen liv, først da har man oprejst i sig, eller sagt i et kristent sprog: først da er Kristus opstanden i én.
Forudsætningen for at man kan oprejse sig, er, at man kan give slip på sit jeg, eller sagt på en anden måde, at man kan hengive sig. For at hengive sig - at give sig selv hen - er det samme som at opgive sit jeg, det samme som at opgive sig selv, det samme som at opløse sig selv, det samme som at lade jeg’et dø, så at selvet kan komme til syne. Men at lade jeg’et dø er så svært, at man føler, at hjertet bliver revet ud af ens bryst. Hengivelse er altså den nøgle, som åbner porten til det aller helligste. Førend man kan træde ind i det aller helligste må man udføre en offerhandling, og denne offer handling består i at ofre sig selv, i at ofre det, som man hidtil har betragtet som sit centrum. Man må ofre sig selv, ofre det, som man hidtil har betragtet som sig selv, for at selvet kan blive oprejst "Kun ved at miste dig selv, kan du vinde dig selv" - "Kun ved at dø kan du leve"-
”Uden død intet liv”. Denne sætning: "Uden død intet liv" er nøglen. Den er hovedhjørnestenen. Vi kan ikke leve og vokse åndeligt uden at noget andet i os må dø. Vi kan ikke blive forvandlede uden at det gamle menneske dør; uden at alt det i os, som trænger til at blive fornyet og forvandlet, dør. Alt, som vokser og udvikles, vil med tiden stivne i et fast mønster, og når det er sket, går udviklingen i stå. Liv sprænger altid former og grænser, når det vokser og udvikler sig, og når formerne er blevet så faste, at de ikke mere kan sprænges, går livet langsomt i stå. Dette gælder på det fysiske plan, men det gælder også på det mentale og åndelige plan. Med tiden stivner vi i et mentalt mønster, som ikke længere kan gennembrydes af livsfornyende kræfter. Vi får efterhånden et panser af faste og forbenede opfattelser om livet og om os selv, og når disse opfattelser er blevet så faste, at de ikke kan sprænges og give plads for nye opfattelser, er vi gået i stå åndeligt.
Igennem mange generationer er vi blevet programmeret til at tænke i bestemte baner, og disse gamle baner forhindrer os i at tænke nye tanker, som går på tværs af disse baner. Vi kan lignes med PC'ere, der er udstyret med et gammelt og forældet styresystem, som ikke kan køre nye programmer uden en udskiftning af hele styresystemet. Man kan ikke forny sig og tænke i nye baner uden at lade hele sin indre verden gå i opløsning. Vi tror, at vi bare kan føje nye tanker til gamle, men de nye tanker er ikke særlig nye, for de bygger på et gammelt og forældet tankegrundlag. Kun ved at gennemgå en total opløsning af vort indre kan vi oprejses som fornyede og forvandlede mennesker, som genfødte åndsvæsener. Forvandling er kun mulig ved opløsning af det gamle og stivnede, som må gå til grunde i død og kaos. Det gamle må gå til grunde, og vi må finde et helt nyt. Sædekornet må gå til grunde, førend planten kan spire frem.
Kun ved at begrave og opløse det, som man hidtil har betragtet som sig selv. Ens verden og fordomme må gå i opløsning. man må selv gå i opløsning, Uden en opløsning er det umuligt at fremstille det nye og oprejste menneske. "Det er i møddingen, man finder de vises sten" for den stinkende forrådnelse og opløsning i møddingen er netop den forvandlingsproces, som skaber den friskduftende muld, som er grundlaget for nyt liv. Man vil komme til at opleve en indre fornyet, forvandlede og oprejste ud af møddingens kaostilstand.
Det er svært at give sig hen til den sjælekval, som opløsningsprocessen medfører. Det er ikke uden grund at livet omtales som en prøvelse, for det gør ondt at komme igennem den krisetilstand, hvor ens tidligere liv og gamle opfattelser går i opløsning. Men det er det hele værd, for det der kommer op af mulden er sandheden vejen og livet.
Jeg ved at det er sandt for jeg har selv følt det på
krop og sjæl se evnt. Indlægget et personligt forhold til liver af den 30 april
2010.
1 kommentar:
Tak for det min broder. Fantastisk læsning!
/M
Send en kommentar